Torben Clausen

Torben var et usædvanligt og sjældent godt menneske: på den ene side højt begavet, stringent, og målrettet som forsker, på den anden side beskeden, hjælpsom og trofast som ven og kollega. Torben havde sans for både de store linjer i livet og verden og de mindre, men konkrete opgaver i dagligdagen.

Torben blev læge i 1963 og straks turnuskandidat på Århus Kommunehospital. Her mødte vi ham som studenter første gang. Det var under stuegang på afd. M med skrivemaskine på trillebord (sic!), så hans omhyggelige journalnotater var læselige. Ikke set tidligere, men typisk Torben. Året efter blev Torben adjunkt på Fysiologisk Institut og påbegyndte disputatsprojektet »Cations, glucose metabolism and insulin action«, forsvaret i 1972. Indimellem var Torben gæsteforsker i Geneve 1967-1968, blev siden lektor og fra januar 1979 professor i medicinsk fysiologi ved Aarhus Universitet. Torben påtog sig i de følgende år samvittighedsfuldt alle de gængse professorale opgaver: udover forskning, vejledning, bedømmelser, studenterundervisning og fondsarbejde i en række bestyrelser – adskilligt mere. Bl.a. præsterede Torben sammen med anatomikollegaen Arvid Maunsbach et enestående og vedholdende indstillingsarbejde af Jens Chr. Skou til Nobelkomitéen for opdagelsen af Na/K-pumpen. Aarhus Universitet og Jens Chr. Skou må være Torben og Arvid Maunsbach stor tak skyldig for succesen med Nobelprisen i kemi 1997. I 2007 holdt Torben en fornem afskedsforelæsning, hvor han sammenfattede sin systematiske udforskning af Na/K-pumpens betydning for muskelfunktionen – med klar kredit til Skous grundlæggende opdagelse. I det følgende tiår fortsatte Torben som emeritus på instituttet. Det arbejde kronedes med monografien »The Na+/K+ pump keeps us going«, der blev udgivet i 2016. Firsårsdagen blev fejret på Sjette Frederiks Kro i Risskov; Torben havde boet det meste af livet i Risskov. Men 80-årsdagen blev vemodig, fordi Torben allerede der erkendte, at han var ramt af alvorlig progredierende sygdom. De følgende år blev svære.

Torben skrev digte, der udtrykte hans følsomme sind. Han udgav i de senere årtier flere samlinger.

Et af de sidste digte lyder:

En dag slukkes bevidsthedens lys;

Et efter et overgiver de sig

Til mørket

Til glemslen;

Men uforglemmelig

Er kærligheden

Som oplyser hjertet.

Vore tanker går til Corinna, Cecilie, Nicolai og Celeste.