Content area

Torsten Leif Bunk Lauritsen

27.8.1967- 30.6.2021
Forfatter(e)

Anders Juul, Anja Bisgaard Pinborg, Anne-Pernille Emmersen, Charlotte Strømberg, Heidi Sharif, Jens Georg Hillingsø, Karen Vitting Andersen, Kasper Aaboe, Katharina Main ,Lisbeth Jørgensen, Morten Breindahl, Rikke Nue Møller, Sanne Allermann Beck, Søren Ziebe, Thomas Hjuler, Tove Marianne Madsen, Trine Spiegelhauer

Vi er i dyb sorg over, at vores ven og kollega, Torsten Lauritsen, pludseligt er afgået ved døden.

Torsten uddannede sig indenfor anæstesien. Han mestrede kunsten at bedøve, smertestille, stabilisere og genoplive patienter til fulde. Senere blev han ekspert indenfor børneanæstesien, hvor de konkrete udfordringer med f.eks. at etablere karadgang, udregne medicindoser og samtidig balancere svære moralske og etiske problemstillinger i forhold til behandlingsintensitet og -varighed til tider kan være meget store. Faktisk kunne Torsten lige så godt have valgt neonatologien i stedet for.

Vi er mange, der har oplevet, hvordan Torsten udstrålede en smittende, professionel ro i selv hyperakutte situationer, når han trådte ind på stuen. Det kliniske arbejde var en integreret del af hans lederjob, og man så ham altid omklædt i grønne operationsbukser og hvid T-shirt – han formåede altid at sætte værdien for patienten først.

Han lærte os og mange andre at se verden fra barnets perspektiv. Flere gange hentede han børnene ind til bedøvelse på sin egen ryg, og han kunne finde på at droppe den hvide T-shirt til fordel for FCK-trøjen, hvis et barn, som skulle ind til en procedure, var fodboldfan. Hans varme og ro bredte sig ikke bare til barnet, men også til forældrene.

I det hele taget spillede Torsten en stor rolle for udviklingen af afdelingen for Bedøvelse og Operation, som har haft held til, på en systematisk måde, at gøre indgreb for børn mere trygge, mindre smertefulde, og til tider endda sjove.

Torsten var en markant skikkelse på Rigshospitalet, og han brændte for sit meningsfyldte arbejde for nogle af landets sygeste børn. Denne interesse og indsats har også vakt opsigt og anerkendelse udenfor landets grænser, hvor han brugte en stor del af sin tid og ressourcer på at gøre en forskel på et internationalt niveau.

Som fælles ledelseskollega nød vi Torstens humoristiske tilgang til selv vanskelige ledelsesmæssige dilemmaer. Han havde sit hjerte med i det daglige arbejde, og han havde en uforlignelig evne til at kalde en spade for en spade. Når noget var vigtigt og værdifuldt for ham, sagde han sin mening og bidrog på den måde til udviklingen af vores center med markante udmeldinger og meninger.

Vi vil savne Torsten i kredsen af afdelingsledelser i Juliane Marie Centret. Hans efterladte familie og nærmeste er med i vores tanker og hjerter.

Æret være hans minde.