Content area

Per Udsen

15.6.1931-4.3.2020
Forfatter(e)

Steen Borberg

Per Udsens bisættelse var præget af corona, så fremmødet var sparsomt. Med lettere restriktioner afholdt familien sidst i august en mindehøjtidelighed. Da var fremmødet stort og afspejlede, hvor vidtfavnende han og hans hustru, Jytte, var. Per blev læge i 1957 og speciallæge i psykiatri i 1966. I 1971 blev han overlæge på Sankt Hans, Afdeling H, og i 1973 administrerende overlæge på Afdeling B det samme sted. Ved siden af lægekarrieren havde han været fagpolitisk aktiv. Han var organisatorisk aktiv som lægestuderende og siden i Yngre Læger. Det var i den sammenhæng, jeg traf ham ved et repræsentantskabsmøde. Den fælles interesse indebar, at vi i 1968 arbejdede for at udvide kredsen, der skulle deltage i udvalget vedrørende psykiatriens fremtid nedsat af Dansk Psykiatrisk Selskab. Per mente, at Danske Psykiateres Organisation under Lægeforeningen skulle med. Han var da formand for organisationen. Jeg arbejdede for, at Yngre Psykiatere skulle med i udvalget. Begge dele lykkedes.

Per blev i 1976 formand for FAS, og derfra blev han i 1980 formand for Akademikernes Centralorganisation. Ved overenskomstforhandlingerne i 1981 gik han med til en overenskomst, som Yngre Læger ikke kunne anerkende. Derfor måtte han gå som formand. Han forstod ikke Yngre Læger. Der var da arbejdsløshed blandt dem, og overenskomsten betød, at der skulle ansættes flere. Hans engagement i Lægeforeningen fortsatte, han var næstformand for Lægeforeningens internationale udvalg og vicepræsident i den europæiske speciallægeforening. I 1990 fik han Lægeforeningens Ærespris. Det var et plaster på såret fra 1981. I 1977 var jeg blevet overlæge hos Per på Sankt Hans, Afdeling B. Sammen kæmpede vi for, at afdelingen skulle overgå til Roskilde Amt. Det skete i 1987. I de følgende år var der en kraftig udvikling af afdelingen, der nu hed Fjorden, i form af distriktspsykiatri og et nyt døgnafsnit i Køge, ligesom overlægestaben øgedes betydeligt. Per kørte træt. Han var i forløbet blevet cheflæge, men måtte trække sig i 1993. Han blev overlæge for akutfunktionen, men gik på pension i 1996. I de beskrevne forløb husker jeg Per som en dygtig politiker. Han kunne tale med en passende blanding af skarphed, der førte til resultater. Mange udsagn fra ham blev fulgt af det underfundige spørgsmål: »Hvis I forstår, hvad jeg mener«. Men der var alvor i hans meninger, han var ikke opportunist. Der var mål, der skulle nås, og midler, der ikke kunne anvendes. Det kunne betyde nederlag, som han tog med stoisk ro.

Man kan ikke løsrive Pers liv fra hans kone Jyttes. Hun havde egen ørelægepraksis og var også fagpolitisk aktiv. De blev gift 1954 og havde en kolossal venskabskreds. Per var gourmet og vinkender. Hvem der kom i deres hjem, blev overdådigt trakteret. De var stærkt knyttet til hinanden. Da Jytte i foråret 2019 fik en blodprop i hjernen, blev indlagt og siden kom på genoptræning og derefter plejehjem, gik det Per svært på. Han besøgte hende dagligt og glemte at passe sin egen hjertelidelse, hvilket forårsagede hans død. Et par måneder senere døde Jytte.

Jeg vil mindes Per for hans fagpolitiske indsats, hans stoicisme og målrettethed, vort samarbejde om skabelsen af Fjorden og de glade sammenkomster med ham og Jytte.