Skip to main content

2001 årsberetning fra MPU - Udvalg vedrørende Multipraksisundersøgelser

Jørgen Lous, Niels Damsbo, Edwin Kaup, Uwe Jansen & Michael Dupont

2. nov. 2005
4 min.

P.L.O. og DSAMs fælles Udvalg vedrørende Multipraksisundersøgelser (MPU) vurderede i 2001 henholdsvis 37 projekter, med relation til almen praksis.

Som det fremgår af Tabel 1 kommer projekterne nogenlunde lige hyppigt fra medicinalindustrien, almen praksis, hospitalsafdelinger eller andre offentlige institutioner. Af de 10 projekter fra almen praksis kom de 7 fra institutter og forskningsenheder, mens 3 kom fra praktiserende læger uden eller med kun mere perifer tilknytning til de almenmedicinske universitetsmiljøer. Der er fortsat en stor interesse i at benytte almen praksis til at rekruttere patienter til hospitalsbaserede undersøgelser.

  • Arbejdet med vurdering af de enkelte projekter omfatter:

  • Er projektet interessant og relevant for almen praksis?

  • Er projektet gennemførligt med hensyn til metode og materialestørrelse?

  • Sker rekruttering af patienter på en hensigtsmæssig måde?

  • Medfører projektet ekstra udgifter for Sygesikringen? Skal der i givet fald indhentes speciel tilladelse?

  • Er lægernes tidsforbrug af en sådan størrelsesorden, at en evt. manglende honorering vil medføre lavere deltagelse og dermed forringe den videnskabelige værdi væsentligt?

  • Er der balance mellem eventuel honorering og tidsforbrug?

Udvalgets vurdering er en vejledning for de deltagende praktiserende læger.

Revision af udvalgets vedtægter

Udvalget har i foråret fået godkendt sit forslag til revision af udvalgets vedtægter i DSAMs og P.L.O.s bestyrelser. Formålet har været at forkorte behandlingstiden for projekter fra de almenmedicinske universitetsmiljøer. Ændringerne giver nu mulighed for en hurtig formandsbehandling af sådanne projekter, når de ledsages af en udtalelse fra lederen angående projektets gennemførlighed, om patient- og lægerekruttering er hensigtsmæssig, at der ikke er ekstraudgifter for Sygesikringen og at der er et rimeligt forhold mellem lægernes arbejdsindsats og udbyttet af projektet.

Hvad skal indsendes?

Udvalget vurderer alle projekter, der berører almen praksis. Der skal indsendes alt relevant materiale (projektprotokol, spørgeskemaer, patientvejledning, tidsplan, økonomi og eventuelle godkendelser), således at udvalget kan vurdere lægernes tidsforbrug ved at deltage og vurdere det eventuelle videnskabelige udbytte af projektet. Projektprotokollen skal være på dansk og materialet indsendes i 5 eksemplarer. Ledsagebrevet med anmodning om udvalgets udtalelse dog kun i et eksemplar.

Udvalgets vurderinger på Internettet

Udvalgets udtalelser bliver offentliggjort på DSAMs hjemmeside med projekttitel, kontaktperson og afgørelse. Såfremt projekttitel og navn ikke ønskes offentliggjort, respekteres dette. Udvalget lægger vægt på, at udvalgets udtalelse bliver kendt af lægerne, inden de beslutter sig for eventuel deltagelse i et projekt.

Udvalgets vurderinger falder i 5 grupper. Vurderingen af projekter indsendt i 2001 fremgår af Tabel 2 . Som det ses, er godt halvdelen af projekterne anbefalet uden forbehold. Hovedparten af de ni projekter der fik vurderingen: Udvalget vil hverken anbefale eller fraråde praktiserende læger at deltage, drejede sig om afprøvning af medicin. Disse projekter kommer typisk fra medicinalindustrien. De er videnskabeligt veltilrettelagte, men er, set fra et almen praksis synspunkt, mindre interessante.

De projekter, der ikke blev anbefalet deltagelse, drejede sig om projekter fra medicinalindustrien, hvor Udvalget mente, at projektets design eller publiceringspolitik ikke var hensigtsmæssigt set fra almen praksis synspunkt.

De 4 projekter der er stillet i bero, drejer sig især om projekter, hvor der er uklare punkter, som projektmageren vil arbejde videre med og vende tilbage med en revideret protokol.

Andre relevante sager

Udvalget arbejder stadig på problemet med honorering af de praktiserende lægers tidsforbrug ved deltagelse i videnskabelige undersøgelser, der ikke er lægemiddelindu- strisponsorerede. Ønskes kvalificeret forskning med inddragelse af alment praktiserende læger, må tidsforbruget honoreres på den ene eller den anden måde.

Det er især aktuelt i forbindelse med interessante og relevante projekter fra almen praksis, hvor tidsforbruget kan være relativt stort. Projektmagerne har sjældent mulighed for at få fondsmidler til honorering af dette tidsforbrug. Det er ofte projekter, der er vigtige for indhentning af ny viden om vort fag og vores måde at arbejde på.

Projektmaterialet skal oplyse om tidsforbrug og honorar

Alle projekter, der udføres i samarbejde med medicinalindustrien, skal indeholde klare aftaler om publikationsrettigheder for de deltagende læger. Det er for alle projekter vigtigt, at tidsforbruget står i et rimeligt forhold til lægens honorar, således at der ikke er tale om dusør, men reel betaling for udført arbejde. Vi ønsker også oplyst, hvor mange praktiserende læger, der tænkes inddraget i undersøgelsen, for at vurdere om belastningen af lægegruppen står mål med det mulige udbytte af indsatsen.

Hvordan arbejder udvalget

Projektbeskrivelser skal sendes til DSAMs sekretariat, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø, i 5 eksemplarer med alle bilag. Herfra bliver et eksemplar af hvert projekt sendt til udvalgets 4 medlemmer, som udarbejder en selvstændig skriftlig vurdering. Vurderingerne rundsendes dernæst via sekretariatet til de øvrige medlemmer. Herefter udarbejder formanden en fælles indstilling. Ekspeditionstiden søges holdt på omkring 6 uger.

Nyt medlem i Udvalget

Med udgangen af 2001 udtrådte praktiserende læge Uwe Jansen af Udvalget. Uwe skal have en stor tak for sit arbejde i udvalget. Praktiserende læge Michael Dupont er indtrådt i Udvalget.