Skip to main content

»21-årig mand, indlagt med blodprop i hjernen …«

Det er fredag, og afdelingslæge Claus Ziegler Simonsen, Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, har patienter i dagklinikken, mens han superviserer uddannelseslæger.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

26. aug. 2013
3 min.

8.00 Efter 35 minutters cykeltur fra Beder syd for Aarhus i overskyet, men lunt vejr er jeg til morgenkonference. Vi får kaffe og taler bl.a. om Guillain-Barré-syndrom og differentialdiagnoser. På den efterfølgende røntgenkonference er det mest interessante en patient, der blev indlagt med aflukning af basilaris, som er et vigtigt kar i hjernen. Det var livstruende, og patienten kunne ikke bevæge arme og ben. Vi fik fjernet blodproppen. Til gengæld mistede hun synet, som heldigvis er ved at komme tilbage.

9.00 Dagklinikken begynder. Vi ser patienter med mulig forbigående blodprop og små blodpropper og laver udredning samme dag med neurologisk undersøgelse, blodprøver, MR-skanning og ultralydskanning af halskar. På den måde kan patienten ofte sendes hjem samme dag.

9.45 En yngre kollega vil konferere en MR-skanning fra et andet sygehus. Derefter tager vi dagens første patient, som egentlig kom i et andet ambulatorium, men muligvis kan have TCI – forbigående blodprop i hjernen - da hun klager over tilbagevendende, halvsidig snurren. Vi sender hende til skanning.

10.30 Der er et hul, så jeg hjælper til på stuegang. Vi har fået en patient ind, som vågnede med apopleksi. Normalt ville vi ikke give trombolyse, men vi har et fælleseuropæisk forskningsprojekt kørende med akut MR-skanning, som vi kan tilbyde patienterne. De kan så få trombolyse som led i projektet.

11.50 Min amerikanske kollega Albert Yoo, som jeg laver forskning med, er på besøg. Vi ser på vores data om trombektomipatienter, inden dagens næste patient dukker op. Hun har parkinsonisme og klager over svimmelhed og snurren i venstre arm. Hun har været her med de samme symptomer flere gange og er blevet skannet. Der er intet, der passer med en blodprop, så hende sender jeg hjem igen.

12.30 Jeg gennemgår og giver feedback på en indlæggelsesjournal for en introlæge. Bagefter sluger jeg madpakken. Og så kommer der svar fra skanningen af patienten i morges, hvor vi havde mistanke om TCI. Skanningen er normal. Hendes symptomer kan skyldes nervøsitet, da hendes mand lige har fået en kræftdiagnose.

14.20 Jeg har konfereret med to reservelæger om et par patienter, og sekretæren kom med et glas saftevand. Så kommer en akut patient. Fem dage efter en operation for hoftefraktur har hun fået venstresidig lammelse. Hende kan vi selvfølgelig ikke give trombolyse, så vi overvejer trombektomi. Heldigvis får hun det hurtigt bedre, så hun kan behandles konservativt.

14.30 Akut tilkald til en 21-årig mand, der er indlagt med en blodprop i hjernen og har fået et krampeanfald. Vi får ham ud af anfaldet og skannet igen.

15.45 Falck kommer med en 78-årig mand med højresidig kraftnedsættelse og afasi. Klassisk apopleksi. Han bliver akut skannet, og vi finder, at han har en hjerneblødning i venstre side. Ham kan vi ikke give trombolyse, så vi behandler i stedet blodtrykket aggressivt.

19.00 Efter sidste patient i dagklinikken cykler jeg hjemad. Jeg har stadig »trombolysebagvagt«, men heldigvis med en dygtig hoveduddannelseslæge i vagt.

21.00 Jeg nåede hjem til fredagsslik og tv med familien. Bagefter læser jeg for børnene. Jeg er nået til det rørende kapitel om Emil, der redder Alfred under en snestorm. Bagefter er der ro til at ordne mails og se Deadline. Klokken 1 er der stadig roligt på afdelingen, og jeg går i seng.

02.40 Vagthavende ringer om en 82-årig kvinde, som er indlagt i Holstebro med symptomer på stort infarkt: afasi, halvsidig lammelse og øjendrejning mod venstre. Er hun kandidat til trombektomi? I betragtning af hendes sygehistorie og det antal timer, der er gået siden hun fik symptomer, vil det sandsynligvis ikke gavne hende. Resten af natten er rolig.