Skip to main content

24 praktiserende læger protesterer mod at sende børn via FAM

Det er ikke børnevenligt, når Region Midtjylland fra 2018 vil lade børn runde de fælles akutmodtagelser ved akut sygdom. I stedet bør de på børneafdelingen, mener lægerne.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. (Foto: colourbox.com)
26. maj 2016
2 min.

Hele 24 praktiserende læger i Viborg protesterer i et læserbrev mod Region Midjyllands planer om at lade akut syge børn modtage på fælles akutmodtagelser. En beslutning, der ventes sat i gang fra 2018.

I stedet bør de akut syge børn kanaliseres direkte på en børneafdeling bemandet med børnelæger, mener de praktiserende læger.

»Akutlæger har ikke den samme ekspertise i at vurdere akut syge børn som børnelæger. Det siger sig selv. Akut syge børn - og især indlægges mange 0-1-årige børn - er meget vanskelige at vurdere, vanskelige at tolke på grund af manglende sprog, måske sløvhed og høj feber,« skriver de praktiserende læger blandt andet ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Det lokale hospital, Regionshospital Viborg, mener dog det stik modsatte - at børnene fremover vil få en bedre behandling.

»Det, der sker, er, at en børnelæge kaldes til akutcentret, hvis akutlægen vurderer, at det er det rigtige i situationen. Også i dag er der mange børn, der behandles, uden at de møder en børnelæge. For eksempel på skadestuen,« siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen til lokalavisen.

Han understreger, at der altid vil være en speciallæge i børnesygdomme til stede på hospitalet 24 timer i døgnet syv dage om ugen, hvor de hidtil har haft tilkaldevagt hjemmefra i de »tynde« timer af døgnet.

"Så faktisk bliver behandlingen af børn ikke dårligere - tværtimod,« siger Lars Dahl Pedersen.

Læs også: Kritik af børn på FAM i Midt