Læge i Røde Kors Ebbe Munk Andersen har siden 1989 været med til at forme den måde, Danmark og dets sundhedsvæsen modtager og behandler asylsøgende på.
Indtil 1989, da Ebbe Munk Andersen som yngre læge blev ansat i Dansk Røde Kors’ asylafdeling, havde fokus primært været på smitsomme sygdomme blandt asylansøgerne.
»Men det gik ret hurtigt op for de ansatte, at de fleste havde psykiske problemer«, siger den 70-årige speciallæge i psykiatri. For nylig gik han på nedsat tid og er nu kun virksomhedsansvarlig læge i Dansk Røde Kors’ asylafdeling, hvor han fortsætter »lidt endnu«.
Egentlig havde han kun taget et års orlov fra Rigshospitalet i 1989, men da året var gået, havde arbejdet med de asylsøgende fået tag i ham, og han besluttede at blive.
»De første år var asylcentrene præget af uro. Personalet blev stort set rekrutteret ’fra gaden’ – folk med en idealistisk indstilling og ingen særlige krav til den faglige baggrund. Det var så som så med styringen, og der opstod hele tiden konflikter«, fortæller Ebbe Munk Andersen.
Samtidig var det en ny slags flygtninge, man begyndte at se. Bortset fra en gruppe vietnamesere havde der tidligere mest været tale om østeuropæere, der blev tilkendt asyl på basis af individuel forfølgelse. Men fra midten af 1980’erne begyndte nye nationaliteter at komme til: tamiler fra Sri Lanka, iranere, irakere, somaliere – og palæstinensere, opvokset i flygtningelejre i det borgerkrigsramte Libanon.
»Mange af dem var krigere. Familierne var splittede, børnene var forsømte. Det var det, jeg mødte, da jeg blev ansat«.
Ebbe Munk Andersen har siden ansættelsen haft forskellige arbejdsopgaver. Dels som klinisk arbejdende psykiater, dels som leder af først det psykosociale arbejde og senere hele sundhedsområdet. Siden 2002 har han været virksomhedsansvarlig læge hos Røde Kors.
»Sådan én skal der være, når en privat virksomhed driver klinisk arbejde«, forklarer Ebbe Munk Andersen i kontoret på Rosenørns Allé, som han deler med andre, efter at han er gået over til at arbejde på nedsat tid.
I begyndelsen fungerede Ebbe Munk Andersen som psykiater ved asylcentret i Kongelunden på Amager.
»Men det, folk klagede over, var ikke så meget krigstraumer – det var deres konkrete livssituation: deres indkvarteringsforhold. At de ikke kunne komme ind til byen. At de ikke kunne få kontakt med deres familier. At sagsbehandlingen tog lang tid«.
»Det var der jo ikke meget psykiatri i, så efter aftale med (asylchef) Jørgen Chemnitz blev jeg medlem af chefgruppen, hvor jeg kunne bidrage til at skabe bedre indkvarteringsforhold og sørge for ordentlige rammer for modtagelsen, så det kunne lette presset på beboerne«.
- Næppe en lægelig opgave?
»Slet ikke. Men det er lægen, der bliver opmærksom på de problemer, forholdene skaber. Det var jo også lægerne, der efter koleraepidemien i 1853 sørgede for at bygge sunde boliger i Brumleby for at forebygge epidemierne. Jeg ser det som en del af den lægelige etik, at læger gør opmærksom på forhold, som er sundhedsskadelige«.
En af de sygdomme, som myndighederne er særligt opmærksomme på, er tuberkulose. Siden januar har asylcentrene i samarbejde med Hovedstadsregionen (Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital) indledt et nyt screeningsprogram til opsporing af smitsom tuberkulose. »Nu bliver alle fra risikoområder og særlige risikogrupper røntgenfotograferet, hvad de ikke er blevet i samme omfang før«, siger Ebbe Munk Andersen.
Et særligt kapitel er børnevaccination. Alle flygtningebørn undersøges ved modtagelsen, og så vidt muligt fastslås deres vaccinationsstatus. Målet er, at alle skal være vaccineret op til dansk standard.
»Desuden vaccineres alle asylsøgende børn fra 0-6 år for hepatitis B, fordi mange kommer fra højrisikoområder for smitsom leverbetændelse«.
- Hvilke sygdomme optræder hyppigst hos de asylansøgere, der modtages?
»Stressfremkaldte psykiske problemer. Vores undersøgelser af, hvor hyppigt, de har lægekontakter, og flere andre undersøgelser, viser, at fra det øjeblik, de kommer hertil som asylansøgere, og et år frem stiger antallet af henvendelser til klinikkerne for både psykiske og somatiske problemer. Men efter et år flader de somatiske henvendelser ud, hvorimod de psykiske fortsætter med at stige«.
»Vi tolker det sådan, at folk dels ankommer med ubehandlede sygdomme, når de er rejst gennem Europa uden at få lægehjælp, men også, at de afprøver, hvad de ’kan få i den her forretning’. Når de så har fundet ud af, hvad man kan få hjælp til i vores sundhedssystem, finder man en balance«, siger Ebbe Munk Andersen.
Mens de somatiske henvendelser finder et jævnt leje, bliver de psykiske problemer ved med at øges.
»Det er formentlig udtryk for, at det er en sårbar gruppe, og at der er ’tilværelses-stressorer’, der påvirker dem, jo længere, de sidder i systemet«, siger Røde Kors-lægen
At mange har traumer bag sig, øger kun sårbarheden i forhold til stresspåvirkninger. Derfor har Røde Kors for nylig – ud over ny screening for tuberkulose – indført mere systematisk screening for oplevelser med tortur.
Som virksomhedsansvarlig læge har Ebbe Munk Andersen ansvaret for, at asylafdelingens klinikker drives efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at de ansatte autorisationer er i orden osv.
»Min ambition har været, at vi skal have et sundhedsvæsen, der er sammenligneligt med det, danske borgere får tilbudt«, siger Ebbe Munk Andersen.
I forhold til asylansøgere er det udlændingeloven, der definerer de sundhedsmæssige ydelser, man har krav på. På det grundlag har Udlændingestyrelsen lagt retningslinjerne for sundhed, for tandlægeydelser og sociale ydelser til asylansøgere.
Der er forskellige rammer for, hvad voksne og børn har krav på. F.eks. sidestiller FN’s børnekonvention asylsøgende børn med danske børn.
»De læger, der arbejder med asylansøgerne, rekrutteres på konsulentbasis fra sygehuse og almen praksis. De normer, de møder danske patienter med, bærer de med sig. Derfor træffer lægerne i Røde Kors’ klinikker i de fleste tilfælde deres afgørelser ud fra de samme normer, som i mødet med danske patienter«, siger Ebbe Munk Andersen.
»De retningslinjer, vi arbejder efter, er den officielle danske standard. Og i forhold til andre europæiske lande, behøver vi ikke skamme os. Jeg synes, vi laver et godt stykke sundhedsarbejde«. Ebbe Munk Andersen ser ikke selv patienter længere – jo, for resten. Der er én tilbage.
»Det er en, som jeg har kendt i mange år. Hans sag kan ikke blive afsluttet, og jeg kan ikke nænne at slippe ham«, siger Ebbe Munk Andersen.
Efter at han i et kvart århundrede ifølge asylchef Anne la Cour har haft »enestående indflydelse på den måde, vi håndterer opgaven med asylansøgere på i Danmark«, håber Ebbe Munk Andersen, at der inden alt for længe kan findes en afløser.
»Det behøver ikke at være en psykiater. Det kan lige så godt være en embedslæge, en administrativ læge eller en praktiserende læge. Men det kræver, at man har en holistisk tilgang til sundhed«, siger han.
