Skip to main content

38 præhospitale akutlæger undsiger Region Sjællands evaluering af beredskab

300 akut syge og tilskadekomne i Region Sjælland ”snydes” årligt for potentielt livreddende behandling, lyder det fra 38 præhospitale akutlæger. De kritiserer regionen for at blåstemple sig selv i tvivlsom evalueringsrapport.

Foto: Klaus Larsen
Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

27. jun. 2014
4 min.

38 speciallæger, der alle er eksperter i avanceret præhospital behandling, undsiger i et indlæg på Ugeskriftet.dk den evaluering af Region Sjællands præhospitale beredskab, hvormed regionen i forrige uge blåstemplede sin egen, stærkt omdiskuterede afskaffelse af lægebemandede akutbiler.

En af de 38 læger er overlæge, ph.d. Leif Rognås, som begrunder kritikken med, at rapporten drager sine konklusioner på grundlag af et helt utilstrækkeligt materiale.

Ubrugeligt talmateriale

”Rapporten udtaler sig om effekten af at have præhospitale akutlægebiler på baggrund af en opgørelse, der sammenligner overordnet dødelighed i to små områder i Region Sjælland. I det ene område er der sendt lægebil til 6,7 pct. af patienterne, og i det andet område til 0,5 pct. af patienterne. Ud fra de tal, hvor der angiveligt ikke er forskel i dødeligheden, påstås det, at lægebiler ikke har nogen effekt”, forklarer Leif Rognås.

Læs evalueringsrapporten (link)

”Det, undersøgelsen gør, er at sammenligne paramedicinere i de to områder, fordi andelen, der er set af en præhospital akutlæge, er forsvindende lille”, siger Leif Rognås og peger på en række andre svagheder ved undersøgelsen:

”Den ser heller ikke på de præhospitale dødsfald, da man kun redegør for patienter som er indlagt i live på sygehusene i Slagelse og Køge. Den medtager heller ikke patienter, der blev kørt direkte - eller fløjet med akutlægehelikopteren - til f.eks. Rigshospitalet, Odense eller Roskilde”, siger han.

Region Sjælland har én akutlægebil. Den er stationeret i Slagelse og kører i gennemsnit ud 1,6 gange i døgnet.

Læs de 38 lægers indlæg (link)

Forfatterne bag det kritiske indlæg har regnet sig frem til, at der i Region Sjælland hvert år er cirka 300 kritisk syge og tilskadekomne patienter, der ikke får den samme, potentielt livreddende behandling, som i andre regioner. Det gør de på basis af et ph.d.-projekt, som Leif Rognås stod bag i Region Midtjylland.

Hundreder snydes for præhospital lægehjælp

Leif Rognås vil ikke ud i en debat om, hvorvidt det koster menneskeliv blandt de 300. ”For det kan vi ikke vide”, siger han.

- I skriver, at der potentielt er 300 kritisk syge og tilskadekomne ptt årligt, der ikke får den samme potentielt livreddende behandling, som i andre regioner. Men I går ikke så langt som til at skrive, at det har kostet liv. Men det er vel den logiske konsekvens?

”De tal, vi nævner, er baseret på mit ph.d.-projekt. Gennem 21 måneder så vi så på alle patienter i Region Midtjylland, hvor man overvejede at udføre præhospital intubation, eller gjorde det. Vi registrerede en forekomst, der svarede til, at der blev foretaget 440 præhospitale intubationer årligt i regionen”.

”Hvis man overfører de tal til Region Sjælland, og også tager højde for, at nogle få patienter i Region Sjælland trods alt bliver intuberet af akutlægebilen i Slagelse og helikopteren i Ringsted, når man frem til, at cirka 300 patienter om året ikke får tilbudt den samme behandling som de ville have fået i de andre regioner. Om den behandling ville have været livreddende eller ej, kan vi ikke udtale os om. Men vi kan sige, at der er en diskrepans niveauet for den præhospitale behandling, de tilbyder patienterne i Region Sjælland og i resten af landet”.

Præhospitale akutlæger kan mere end intubere

At det er tallene for luftvejshåndtering, de 38 akutlæger trækker frem, betyder ikke, at det efter deres mening kun er dét, som gør en forskel for de akut syge og tilskadekomne, om der indgår læger i det præhospitale beredskab, understreger Leif Rognås:

”Det er bare der, vi har tallene. Andre områder er præhospital ultralydsdiagnostik, som det kun er præhospitale akutlæger, der udfører; det er visitation af patienterne, så man får dem det rigtige sted hen første gang – men det er også afslutningen af de patienter, der ikke behøver komme med på sygehuset”.

”Og så er der de behandlinger, som kun læger kan udføre, som for eksempel præhospital pacemaker-behandling og præhospitale blodtransfusioner”.

Vi vil også have paramedicinere

Leif Rognås må afbryde interviewet, da han skal på kørsel med akutlægebilen i Aarhus – én af i alt ni døgndækkede, anæstisiolog-bemandede biler i Region Midtjylland.

Da interviewet senere kan genoptages, forklarer Leif Rognås, at Aarhus-bilen på et gennemsnitligt døgn har 16-17 ture, mens regionens øvrige biler i gennemsnit hver kører ud syv-otte gange i døgnet - i sammenligning med Slagelse-bilens halvanden ture pr døgn.

Leif Rognås lægger vægt på, at de 38 præhospitale akutlægers kritik af Region Sjællands evalueringsrapport ikke er udtryk for modvilje mod paramedicinere – tværtimod:

”Vi er ikke modstandere af paramedicinere. For os handler det ikke om paramedicinere eller læger. For os er det et både-og. Vi har et fremragende samarbejde med paramedicinere hver dag i alle danske regioner, og vi vil ikke af med paramedicinerne”, siger Leif Rognås.

Læs debatindlægget fra de 38 præhospitale akutlæger (link)