Skip to main content

5 spørgsmål til Jeanett Bauer

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

30. maj 2011
2 min.


I 2010 blev kun lidt over halvdelen af de 60 opslåede uddannelsesstillinger inden for psykiatrien besat. Hvorfor pokker gider unge læger ikke jeres speciale?

Heldigvis gider de os godt igen. Men der har været en lang periode, hvor rekrutteringen har været svær. Jeg tror, det skyldes, at vores lægefaglige identitet har været uklar. Vi har været for dårlige til at sælge de spændende aspekter ved psykiatrien.

Men halvdelen sidste år, hvordan kan du så tale om, at det vender?

Fordi det for år tilbage var endnu værre. Men særligt, fordi tallene for i år lige nu ser virkelig gode ud. I første halvdel af 2011 har der været 37 ansøgninger til 27 stillinger. Det er altså virkelig flot.

Hvorfor har psykiatrien i de mange år haft et imageproblem?

Jeg tror, at mange unge læger har haft en fornemmelse af, at vi ikke kunne stille så meget op med psykisk sygdom. Den opfattelse har vi heldigvis haft held til at ændre.

Hvad har I gjort for at sælge specialet?

Vi har virkelig gjort meget ved rekruttering. Og tiltagene bærer nu frugt. Vi har summerschools for de studerende og yngre læger, så de får kendskab til faget. Under klinisk ophold på studiet gør afdelingerne meget ud af de yngre læger. Og så har vi arbejdet ihærdigt med lægevikariater, der skal åbne øjnene for alt det spændende og fagligt udfordrende, der er i psykiatrien.

Skal vi også næste år læse, at de unge ikke gider jer?

Nej. Som sagt har søgningen i det første halvår været rigtig flot. I flere år har vi i øst ikke haft rekrutteringsproblemer til psykiatrien. Overhovedet. Og de nye tal viser, at i nord, hvor problemet med at tiltrække ansøgere har været størst, er der i dag overskud af ansøgere. Så alt tyder godt for specialet.