Skip to main content

5 spørgsmål til formand for Danske Regioner, Bent Hansen (A)

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. feb. 2008
2 min.


Bliver hospitalsforebyggelsen nedprioriteret?

»Vi er godt klar over, at der er en opgave der, som ikke er særligt meget i fokus. Men vi bruger alle kræfter og ressourcer på at sørge for produktion, produktivitet, ventelister og pakkeforløb. Vi har ikke tid i øjeblikket, og da slet ikke som personalesituationen ser ud. Det hænger også sammen med, at strukturreformen noget ensidigt fokuserede på kommunerne som det sted, hvor forebyggelsen skal ligge«.

Hvornår får I tid?

»Om et års tid kan vi nok forsøge at få kræfter til det«.

Hvad skal der så ske?

»Jeg tror, dette her er et område, hvor der skal en dybere udredning til. Vi skal se på, hvad de fem regioner selv forestiller sig at gøre. Hvad de faglige selskaber siger. Der er brug for at nytænke. Men det kræver mere tid«.

Nogle læger klager over, at ventetidsgarantien spærrer for forebyggelsen. Kan man ikke gøre noget ved det?

»Jeg er meget enig i, at der er en skævvridning der. Men den politiske verden i Folketinget er sådan, at der ikke kan ændres på det. Vi må så forsøge at rette op på det via et fagligt fokus«.

Kunne man ikke i det mindste forsøge at skabe større forståelse for ventetid som forberedelsestid?

»Det vil jeg gerne være med til at støtte. Hvis nogen har gode ideer til enkeltstående, konkrete initiativer i forhold til det udvidede frie valg, så vil vi gerne se på det her og nu. Det behøver ikke vente«.