»Vi er jo ikke supermennesker«

Det tog lidt tid. Men nu hvor beslutningen er taget, føles det godt og rigtigt. Skødet blev underskrevet inden jul, og i januar flyttede Anna Skov og hendes kæreste ind i deres nye rækkehus sammen med deres toårige søn.

Huset ligger i yderkanten af København få kilometer fra både forældre og svigerforældre. Og netop afstanden til familien har været af afgørende betydning for parrets huskøb, der blot er en af mange valg, de har taget det seneste år.

»Vi har valgt at bo tæt på vores familie og venner, så vi kan få hjælp til børnepasning og bevare vores sociale liv. Det betyder meget for os. Det er muligt, vi ser anderledes på det, når jeg på et tidspunkt bliver nødt til at arbejde længere væk. Men kunne jeg selv vælge, bliver vi her«, siger Anna Skov, der er 29 år.

Siden hun blev færdig som kandidat i januar 2015 har hun fået et barn, boet halvandet år i Nykøbing Falster, købt hus i København, startet i introduktionsstilling i ortopædkirurgi på Bispebjerg Hospital – og skal snart giftes.

»Jeg synes, jeg er et sted i livet lige nu, hvor der sker meget. Både fordi jeg er ved at stifte familie, og fordi jeg samtidig er i gang med at gøre karriere som ung læge. Der er bare utrolig mange ting, man skal have styr på i de her år. Det er meget intenst«.

Drømmen

Anna Skov har drømt om at blive ortopædkirurg siden medicinstudiet på Københavns Universitet.

»Jeg har altid vidst, at jeg ville have et kirurgisk speciale, hvor jeg kan få lov til at bruge mine hænder. Jeg kan godt lide den afvekslende hverdag og det brede spektrum af patienter – lige fra ældre mennesker til helt små børn. Og så er det et speciale, hvor man altid kan blive dygtigere og bedre. Man har aldrig set det hele. Det synes jeg er enormt spændende«.

Hun har været i gang med sin introduktionsstilling i et halv år nu, og selvom de skiftende arbejdstider og weekendvagterne hænger dårligt sammen med familielivet, har hun svært ved at forestille sig et bedre arbejde.

»Jeg synes, det er enormt tilfredsstillende at kunne hjælpe andre mennesker og se dem gå glade ud af døren. Det føles ikke som et arbejde. Jeg gør det, fordi jeg brænder for det og bliver udfordret hver dag«, siger Anna Skov.

Hun er den første i sin familie, der har uddannet sig til læge, og den eneste reference hun som barn havde til lægeverden var fra tv-serier og glamourøse soaps. En verden, der ligger langt fra den hverdag, der udgør hendes liv som læge i dag:

»Mine forventninger har nok justeret sig en del med årene. Hospitalsverdenen er uden tvivl mindre glamourøs og dramatisk i den virkelige verden end på film. Lægerne ligner ikke modeller, og vi står ikke i blod til knæene hver dag og håndterer sjældne sygdomme, siger Anna Skov og griner.

Umuligt at gøre alt perfekt

Da Anna Skov kom ud i sit første kliniske ophold på 3. semester, kom det bag på hende, hvor meget tid man som læge bruger bag en computerskærm i forhold til, hvor lidt tid man bruger sammen med patienten.

»Jeg havde forventet, at man interagerede meget mere med patienten. Men siden da har jeg vænnet mig til, at sådan er det. Det er et vilkår, man bliver nødt til at acceptere som læge. Man bliver nødt til at gøre det bedste, indenfor de rammer, der er. Dermed ikke sagt, at vi bare skal acceptere alt. Men man bliver nødt til at blive god til at udnytte den tid, man har med patienterne«.

Hun er blevet mere bevidst om sine prioriteringer, efter hun har stiftet familie og har indset, at det er umuligt at gøre alting perfekt.

»Jeg tror, det er vigtigt, at man er realistisk i forhold til, hvor meget man kan magte, og hvad der reelt er tid til. Jeg kunne sagtens bruge alle mine aftener og weekender på at læse, hvis jeg ikke havde en familie, jeg også skulle tage mig af, men jeg har valgt at prioritere at være sammen med min søn og min kæreste og vil hellere bruge tre timer på at gå i svømmehallen med dem en søndag eftermiddag«.

Omvendt ved Anna Skov også, at med et krævende job som læge med skiftende vagter bliver hun ikke en mor, der kommer til at bage kage til klassens time og være med til alle sin søns fodboldkampe og forældresamtaler:

»Det er umuligt både at gøre karriere i flyvende fart og samtidig være den perfekte mor. Heri ligger selvfølgelig også et fravalg, men det har jeg det fint med. Ingen er perfekte. Heller ikke læger. Men det halve kan også gøre det. Og jeg er sikker på, at min søn ikke kommer til at lide nogen nød«.

Mentalt på arbejde

Men nedjusteringerne til Anna Skovs egne forventninger til sig selv kan nogle gange være nemmere sagt end gjort.

»Mentalt er jeg konstant på arbejde. Tankerne bliver ofte ved med at rumstere i hovedet, efter jeg er kommet hjem. Og selvom jeg prioriterer samværet med familien, bruger jeg stadig en del tid på at forberede mig og læse op på ting, når jeg har fri.

Set i det lys er livet som læge for Anna Skovs vedkommende ikke blot et fravalg af en hverdag med et almindeligt 8-16-job, men også et fravalg af at have 100 procent fri, når hun har fri. Og netop derfor har det været vigtigt for hende at være bevidst om ikke at lade arbejdet tage overhånd.

»Det kan være svært som ung læge at sige, at nok er nok. Man kan altid bliver dygtigere. Og man vil jo gerne kunne det hele. Det kommer bare ikke til at ske. Det har jeg måttet indse, nu hvor jeg har været i gamet i noget tid«.

Vil undgå stress

For Anna Skov er det en stor hjælp, at hun kan bruge sine jævnaldrende kolleger til at sparre med og læsse af på:

»Vi unge læger bruger hinanden meget til både personlig og faglig sparring. Jeg synes, vi er gode til at støtte hinanden. Det hjælper at vide, at man er der for hinanden, og at man ikke er den eneste, der synes, det indimellem kan være lidt hårdt«.

Trods en travl hverdag glæder hun sig hver morgen til at skulle på arbejde, og med bedsteforældrene tæt på oplever hun et velfungerende familieliv, hvor der også er tid til at se venner og pleje det sociale.

»Jeg håber, det kan blive ved sådan i fremtiden også. At vi kan blive ved med at have familien tæt på, og at jeg kan blive ved med at gå glad på arbejde og blive udfordret. Og så håber jeg, at jeg undgår at blive ramt af stress«.

Indtil videre er det lykkedes ved at gå på kompromis med nogle ting og fravælge noget, så der er mere tid til noget andet. Men ifølge Anna Skov handler det også om at ændre på en præstationskultur, hvor læger er unødigt hårde ved sig selv og er med til at lægge pres på hinanden.

»Det ville hjælpe meget, hvis det blev italesat af ens ældre kollegaer, at de selv har været der, hvor vi er nu, og at det hele nok skal flaske sig, selvom man ikke lige når 1.000 operationer og en artikel i løbet af et år. Hvis der var lidt mere fællesskabsånd, ville det også være nemmere at komme igennem denne her travle periode af vores liv. Vi er jo ikke supermennesker. Men det kan godt være det billede, man får af andre læger nogle gange«.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv