Skip to main content

Først kom sundhedsreformen – så startede Lægemødet

Årets Lægemøde kom logisk nok i høj grad til at handle om sundhedsreformen – men også lægers retssikkerhed, sundhedsklyngerne og psykiatrien blev debatteret.
Foto: Palle Peter Skov
Foto: Palle Peter Skov
23. maj 2022
2 min.

Timingen fejlede ikke noget, da Lægemødet blev afholdt 20.-21. maj i Aalborg: En halv time før mødets start præsenterede sundhedsministeren og en bred forligskreds deres aftale om en sundhedsreform, der omtales andetsteds her i bladet, og som kom til at sætte sit præg på debatten på Lægemødet.

Formand Camilla Rathcke startede sin beretning med forbeholden ros til den spritnye aftale:

»Der er gode elementer i den, men andre, hvor der kun er taget de første tøvende skridt«, sagde hun.

Hun kom i beretningen blandt andet ind på vigtigheden af kvaliteten i de kommunale tilbud, psykiatriplanen og lægers retssikkerhed og patientklagesystemet.

Senere på dagen var hun i duel med sundhedsminister Magnus Heunicke, som hun roste for den igangværende analyse af patientklagesystemet, som, medgav ministeren, ikke er godt nok.

»I dag er systemet nok for stift. Vi ved godt, at fejl ikke kan undgås, og derfor skal vi sikre læringen af fejl«, sagde Magnus Heunicke, som direkte adspurgt lovede, at den længe ventede psykiatriplan kommer i denne valgperiode – mens han til gengæld afviste, at der kan indføres en differentieret behandlingsgaranti.

Duellen med ministeren blev afløst af en paneldebat, hvor Camilla Rathcke krydser klinger med Per Larsen (K) og Peder Hvelplund (Ø), der begge havde været med til at lande sundhedsreformen, samt Karin Friis Bach (R), formand for regionernes sundhedsudvalg. Debatten handlede bl.a. om nærhospitalerne, og hvad de er for nogle størrelser, om kvalitetskrav og om psykiatriplanen. Her udtrykte de tre politikere den samme store utålmodighed efter at komme i gang med arbejdet, som Camilla Rathcke tidligere havde ladet ministeren forstå, at Lægeforeningen har.

Lægemødets anden dag blev åbnet med en temasession om de sundhedsklynger, der snart skyder op i hele landet. Region Nordjylland er tyvstartet og har allerede erfaringer med organiseringen af klynger, som Eva Sejersdal Knudsen, direktør for Patientforløb og Økonomi i Region Nordjylland, fortalte. I den efterfølgende debat erklærede formændene for både FAS og FAPS sig klar til at gå ind i arbejdet, og det glædede Camilla Rathcke:

»Vi har mulighed for at få rigtig stor indflydelse på sundhedsklyngerne, og den mulighed skal vi selvfølgelig gribe«, sagde hun.

Læs mere fra Lægemødet 2022:

»Gode elementer, men for mange tøvende skridt«

Gen- og nyvalg med lutter kåringer

Vedtægtsændringer med fuld opbakning

FAS og FAPS: Vi er klar til at træde ind i det nære sundhedsvæsen

Æresprismodtager – både forsker og oplyser

Definér nærhospitaler og kvalitetskrav – kom i gang med psykiatrien

Sundhedsminister: »Der kommer en psykiatriplan i denne valgperiode«

Ingen slinger i økonomien

Sundhedsminister: Der kommer en psykiatriplan i denne valgperiode