Skip to main content

Åben giftinformation på H:S Bispebjerg Hospital

16. okt. 2006
2 min.

Giftinformationen på Bispebjerg Hospital åbnede den 15. august for offentligheden. Hidtil har Giftinformationen kun rådgivet læger og sundhedspersonale, men nu kan alle borgere kontakte Giftinformationens døgnåbne telefonrådgivning, Giftlinjen, og søge råd om forgiftninger og forgiftningsrisici. Det kan dreje sig om et accidentelt indtag af planter eller husholdningsmidler, intenderede forgiftninger, stofmisbrug, mistanke om fejlmedicinering eller kontakt med farlige stoffer på arbejdspladsen.

Giftinformationen er en landsdækkende service, der er organiseret som et tværfagligt samarbejde mellem anæstesiologer, arbejdsmedicinere og kliniske farmakologer. Specialuddannede sygeplejersker vil varetage den primære kontakt med spørgeren. Forespørgslerne besvares med mulighed for tæt, lægelig backup fra de tre afdelinger. Til brug for rådgivningen er der udarbejdet et omfattende antal instrukser. Endvidere er der adgang til relevante databaser og et internationalt netværk inden for klinisk toksikologi.

En særlig telefonlinje for henvendelser fra sundhedspersonale sikrer uhindret kontakt ved klinisk presserende spørgsmål.

Spørgeren vil blive anmodet om at give følgende oplysninger, der skal sikre kvalificeret rådgivning:

  1. Identitet og kontaktinformation. Selv om Giftinformationen i særlige situationer vil acceptere anonyme henvendelser, vil man som udgangspunkt stile mod at få personidentificerbare data.

  2. Patientens køn, alder, vægt og kliniske tilstand.

  3. Giftens art, mængde og administrationsmåde.

  4. Tid siden eksponeringen.

Med oprettelsen af en åben giftinformation efterkommer Danmark anbefalingerne fra WHO [1], hvorefter der for hver 5-10 mio. indbyggere bør være adgang til en sådan. Formålet er at give borgere hurtig adgang til kvalificerede råd ved mistanke om forgiftninger. Dette skal sikre korrekt behandling, men også forebygge unødige henvendelser til skadestuer. Således viser resultater fra en svensk undersøgelse, at adgangen til en offentlig rådgivningsservice både reducerer henvendelser til skadestuen og antallet af behandlede ved ufarlige eksponeringer. Undersøgelsen viser ligeledes, at en sådan service er omkostningseffektiv for samfundet [2].

Giftinformationen skal dog være mere end blot en rådgivningsservice. Gennem et tværfagligt og internationalt samarbejde ønsker man at etablere et toksikologisk videnscenter. En systematisk opgørelse af indgående data skal give løbende informationer om forgiftningsmønstre og -adfærd i befolkningen og bidrage til forebyggelse af forgiftninger. Kombineret med relevante kliniske data skal disse oplysninger indgå i en national forgiftningsdatabase og bidrage til at øge vor viden om behandling af forgiftninger.

Kontaktinformation:
Giftlinjen for offentligheden: 8212 1212
Giftlinjen for sundhedspersonale: 3531 5555
www.giftlinjen.dk



Korrespondance: Gesche Jürgens, Klinisk Farmakologisk Enhed, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV.
E-mail: gj02@bbh.hosp.dk

Afdelingslæge Gesche Jürgens, afdelingslæge Peter G. Skanning, afdelingssygeplejerske Dorthe Brinkmann & overlæge Peter Jacobsen


Referencer

  1. Guidelines for poison control. World Health Organization, The International Programme on Chemical Safety, 1997. www.who.int/ipcs/publications/training_poisons/guidelines_poison_control/en/index.html/ august 2006.
  2. Anell A, Persson M. Toxicologic information center's hotline - well-received and cost-effective for the society. Läkartidningen 2001;98:2926-30.