Skip to main content

Åbenhed om samarbejde med industrien

Jens Winther Jensen

16. maj 2007
3 min.

Lægeforeningen går ind for åbenhed om eventuelle interessekonflikter. Derfor er det uheldigt, at kun et fåtal af læger har rapporteret til Lægemiddelstyrelsen om deres tilknytning til lægemiddelindustrien. Den såkaldte paragraf 3-tilladelse er obligatorisk, når læger har et samarbejde med lægemiddelindustrien samtidig med, at de ordinerer lægemidler i deres almindelige virke. Lægemiddelstyrelsen har nu udarbejdet en vejledning om ansøgningerne, og vi vil gerne sammen med Dansk Medicinsk Selskab sikre os, at Lægemiddelstyrelsen lever op til sin informationspligt om reglens indhold og afgrænsning.

Lægeforeningen vil herudover foreslå Lægemiddelin-dustriforeningen, Lif, at virksomhederne forpligter sig til at informere de læger, som de ønsker at have tilknyttet, om ansøgningskravet efter paragraf 3 i Apotekerloven. Det skal supplere de øvrige aftaler, som er indgået mellem læger og industri om regulering af samarbejdet, ikke mindst den nyligt reviderede selvjustitsaftale. Vi føler os sikre på, at det er manglende viden, der ligger bag, at så få læger har rapporteret til Lægemiddelstyrelsen. Der er derfor brug for mere information.

Vi har i Lægeforeningen ikke forsømt nogen lejlighed til at gøre opmærksom på det urimelige i, at den private sektor skal være med til at finansiere kurser og uddannelse for læger, der rettelig burde påhvile lægernes arbejdsgivere. På den anden side har vi ved undersøgelser konstateret, at industriens andel af finansieringen af lægernes efteruddannelse rent faktisk ligger under 20 procent. Resten kommer fra andre kilder. Vi har brug for at samarbejde med industrien for at få værdifuld information om lægemidler, som kun industrien har, så andelen vil aldrig gå i nul. Desuden er det svært at forestille sig, at den betydelige forskning og afprøvning af nye lægemidler kan finde sted, uden at læger medvirker. Man kan omvendt sige, at det ville være uforsvarligt, og læger kan naturligvis ikke udføre arbejde gratis.

Men det kræver en høj etik at arbejde for industrien samtidig med, at man udskriver medicin eller fungerer som rådgiver omkring lægemidler. Derfor har Lægeforeningen indgået selvjustitsaftalen med industrien og apotekerne og har senest på Lægemødet godkendt en aftale om etablering af et eksternt etisk nævn. Lægeforeningen har desuden i september 2006 udsendt en kodeks for lægefaglig rådgivning, der lægger normerne for, at lægers faglige rådgivning er troværdig, sammenhægende og fagligt dokumenteret. Det er vigtigt, at der ikke opstår tvivl om, i hvilken egenskab lægen rådgiver, og vi støtter derfor helt, at Sundhedsstyrelsen stiller krav til deres rådgivere om, at de oplyser om eventuelle interessekonflikter.

Den kodeks, som vi har udarbejdet sammen med Dansk Medicinsk Selskab, fastlægger, at lægen som rådgiver skal oplyse om stilling, funktion, organisatorisk tilhørsforhold o.a. Der skal oplyses om, i hvilken egenskab lægen er rådgiver og om eventuelle økonomiske relationer eller ansættelsesforhold, der er i forhold til interessenter i sagen. Åbenhed er det bedste middel mod mistænkeliggørelse.