Skip to main content

OPDATERET - Advarer mod svensk akut-uddannelse

Region Sjælland vil uddanne akutmedicinere i Sverige. Bagefter er de garanteret ansættelse. Lægeforeningens Mads Skipper advarer: Det er en blindgyde – og det undergraver den danske videreuddannelse. Yngre Læger: "Kontakt først os".

Mads Skipper, Lægeforeningen: "Blindgyde" at uddanne sig i ikke-anerkendt speciale. Privatfoto
Mads Skipper, Lægeforeningen: "Blindgyde" at uddanne sig i ikke-anerkendt speciale. Privatfoto

Klaus Larsen kll@dadl.dk

10. mar. 2016
2 min.

Region Sjælland har svært ved at skaffe speciallæger til at bemande alle regionens akutmodtagelser. Derfor sender de nu yngre læger til Sverige for at blive speciallæger i akutmedicin. Bagefter er de garanteret ansættelse, lover regionsformand Jens Stenbæk (V).

Som en ekstra bonus vil det frigøre nogle af de almenmedicinere, som i dag er ansat på sygehusene, men som Region Sjælland mangler så hårdt ude i almen praksis.

”En blindgyde”

Mads Skipper, som er formand for Lægeforeningen s forsknings- og uddannelsesudvalg, vil imidlertid ikke råde yngre læger til at tage den svenske speciallægeuddannelse:

”Det er en blindgyde. Det kan godt være, at man får en udmærket uddannelse og en svensk speciallægeanerkendelse. Problemet er, at akutmedicin ikke er et anerkendt speciale i Danmark. Og dermed kan Sundhedsstyrelsen ikke godkende uddannelsen her”, siger Mads Skipper.

Inspirationen har Region Sjælland formentlig fundet i Region Midtjylland, hvor Hospitalsenhed Vest har oprettet et antal stillinger på reservelægevilkår og sendt yngre læger til svenske sygehuse for at uddanne sig i akutmedicin.

”Arbejdsgiverne har ret til at love ansættelse på speciallægevilkår. Vedkommende har bare ikke en dansk speciallægeautorisation, og vil dermed være stavnsbundet”.

Undergraver speciallægeuddannelsen

Mads Skipper frygter desuden, at uformelle uddannelsesforløb uden om Sundhedsstyrelsen vil rokke ved selve fundamentet for den danske speciallægeuddannelse.

”Det er fundamentalt imod, hvordan vi i Danmark har ment, at speciallægeuddannelsen skal foregå”, siger Mads Skipper.

”Noget helt andet er den enkelte læges situation: Jens Stenbæk garanterer ansættelse på en akutmodtagelse i Region Sjælland. Men er man så stavnsbundet dér?”

”Jeg har som kommende pædiater en speciallægeuddannelse, der er anerkendt i hele landet, og hvis jeg havde taget min pædiatri uddannelse i Sverige, ville jeg stadig kunne arbejde i hele Danmark”, siger Mads Skipper.

”Jeg har respekt for Region Sjællands problemer med at rekruttere. Men vi er nødt til at se på det på et nationalt plan: Vi må ikke underminere den danske speciallægeuddannelse med særordninger”, siger Mads Skipper.

”Og så må Danske Regioner i øvrigt få taget diskussionen om akutmedicin”.

Yngre Læger advarer

Yngre Læger udsendte torsdag en opfordring til de medlemmer, der overvejer Region Sjællands svenske model, om først at kontakte Yngre Lægers sekretariat.

”Vi ved med sikkerhed, at disse læger ikke bliver speciallæger i Danmark med den nuværende specialestruktur”, da Sundhedsstyrelsen ikke har anerkendt akutmedicin som et speciale”, siger YL-formand Camilla Rathcke

"Og dertil kommer, at der ikke er indgået en aftale om denne kombinationsmodel med Yngre Læger, så løn og ansættelsesvilkår er slet ikke sikret", tilføjer hun.