Advarslen fra OECD

De vestlige landes samarbejdsorganisation OECD har i sin årsrapport om Danmarks økonomi et omfangsrigt afsnit om det danske sundhedsvæsen og danskernes sundhedstilstand. Med to i øjenfaldende konklusioner: Det er gået fremad de seneste år. Det danske sundhedsvæsen er blevet bedre i en international sammenligning, og danskernes gennemsnitlige levealder stiger nu lige så meget som hos vores nordiske naboer. Men den nuværende udbygningstakt i sundhedssektoren giver panderynker. Presset fra stigende efterspørgsel på behandlinger, kortere ventetid og ny kostbar teknologi vil være en trussel mod den danske økonomi, hvis vi ikke handler i tide.

OECD har en liste af forslag, deriblandt indførelse af brugerbetaling hos egen læge. Det har fyldt meget i overskrifterne, selv om det kun får nogle få linier i rapporten og reelt kun vil have en meget lille effekt på økonomien. Det harmonerer også dårligt med, at rapporten fremhæver Danmark som det land blandt samtlige i den vestlige verden, der har den mest lige adgang til lægebehandling. Der er ikke brug for at skabe mere ulighed med brugerbetaling. I selv samme rapport anbefaler OECD endda, at vi fjerner skattebegunstigelsen af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, fordi det, som vi allerede ser, har en tendens til at brede sig til andre former for wellness ydelser, der ikke har noget med forsikringen at gøre. OECD mener, at de anslået 750 mio. kroner, som det koster skatteyderne, ville være bedre anbragt som skattelettelser, der kan få danskerne til at arbejde mere.

Men der er nok så meget perspektiv i OECD's andre forslag. De går bl.a. ud på at tøjle udgiftsstigninger til sundhedsvæsenet ved, at der er færre, der bruger det mindre, og der er flere til at betale for det. Det første skal nås ved, at danskerne bliver sundere. Herved sender OECD sine bedste ønsker til den forebyggelseskommission, der inden længe trækker i arbejdstøjet. OECD skyder specielt på vores problem med at styre de unges livsstil, især alkoholkulturen. Vi kunne ikke være mere enige, og vi vil igen opfordre til, at det gøres sværere for de unge at købe alkohol, og sætte ind med massiv påvirkning. Og igen må vi sige, at dårlig livsstil ikke er et isoleret dansk fænomen, og at undskyldninger om, at grænsehandlen blokerer for højere giftskatter, skal klares ved at tage problemet med til Bruxelles.

Det andet aspekt af dette er den kendsgerning, at en fjerdedel af den danske befolkning i den arbejdsduelige alder er på overførselsindkomster. Det er naturligvis ikke noget isoleret lægeligt problem, men har en lang række aspekter. Et af dem er dog problemet med det høje sygefravær, der svarer til halvanden gange antallet af ledige. Attester kan ikke gøre mennesker mindre syge, men vi kan medvirke til, at færre dropper ud af arbejdsmarkedet på grund af langtidssygdom, og vi kan medvirke til at give mennesker en mere realistisk vurdering af, hvad de kan på trods af deres sygdom i stedet for alt det, som de ikke kan. Vi har konkret foreslået, at den nuværende erklæring om uarbejdsdygtighed kunne erstattes af en »mulighedserklæring«.

Vi er ikke enige i alle de midler, som OECD eksperterne foreslår, men vi er enige i, at der må handles på de ting, der truer vores velfærd, og vi vil som læger arbejde konstruktivt med.