Ændring af efterløn på vej

Efter de indledende politiske sonderinger tegner det til, at regeringen har chancen for at gennemføre en velfærdsreform med et bredt flertal i Folketinget. Forventningen er dog, at langt hovedparten af de forslag, som Velfærdskommissionen præsenterede i sin rapport i begyndelsen af december, ikke bliver til noget inden for den nærmeste årrække. Danskerne kan således godt glemme alt om at skulle betale for lægebesøg og hjemmehjælp, lige som forslagene om kortere dagpengeperiode og skattereformer, der sænker skatten på arbejde, men hæver boligskatterne, slet ikke bliver en del af forhandlingerne.

Regeringen har lagt sit hovedfokus på to spor - nemlig bedre integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet og senere tilbagetrækning fra arbejdslivet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har ifølge Ugeskriftets oplysninger allerede haft møder på tomandshånd med de centrale partnere i de kommende forhandlinger - Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og den radikale leder Marianne Jelved. Spændvidden i de politiske indstillinger til reformer er stor: Fra regeringspartneren Det Konservative Folkeparti, der sammen med Det Radikale Venstre gerne ser vidtgående reformer og en udfasning af efterlønnen, mens Socialdemokraterne og Venstre selv ikke kan acceptere en totalafskaffelse af efterlønnen. Dansk Folkepartis udgangspunkt er, at der skal ske så lidt som muligt. Som partileder Pia Kjærsgaard kommenterede Velfærdskommissionens rapport, er DF »stik imod« hovedparten af anbefalingerne.

Parløb med DF

Regeringen kan ikke holde til at sætte forholdet til sit parlamentariske grundlag over styr - og derfor ventes det, at en reform i hovedtræk bliver, hvad regeringen kan blive enige med Dansk Folkeparti om. Inden udgangen af februar spiller regeringen ud med sit eget forslag, og prisen for at få Dansk Folkeparti med kan givetvis blive, at folkepensionen forbliver urørlig. Folkepensionsalderen er i dag 65 år. Til gengæld tyder meget på, at alderen for, hvornår danskerne kan trække sig tilbage på efterløn, gradvist forhøjes. I dag er det muligt at forlade arbejdsmarkedet allerede som 60-årig, men der er økonomiske incitamenter til at arbejde nogle år ekstra.

Selv om Dansk Folkeparti tidligere har afvist ændringer i efterlønsordningen, har partitoppen blødt op på retorikken og bruger nu statsministerens vendinger om »nænsomme justeringer«. »Men efterlønnens fortsatte eksistens er ikke til diskussion«, har Pia Kjærsgaard understreget.

Ved at koble integrationsområdet - og dermed skrappere krav til indvandrere og efterkommere - sammen med efterlønsreformer, har regeringen en større chance for at få Dansk Folkeparti med i en samlet pakke om velfærdsreformer. Pia Kjærsgaard har således betonet, at det at bremse yderligere for indvandring fra mindreudviklede lande som Irak, Somalia og Libanon kan afhjælpe fremtidens finansieringsproblemer for den offentlige sektor.

Dansk Folkeparti har - i lighed med statsministeren - desuden klandret Velfærdskommissionen for ikke at anvise tilstrækkelige redskaber i forhold til den økonomiske byrde, som dårligt uddannede, ledige indvandrere og efterkommere udgør for fremtidens velfærdssamfund. Det er set med DF's øjne den største »bombe« under finansieringen. Statsministeren selv har understreget, at politikerne ikke kan bede danskerne om at arbejde endnu længere, hvis man ikke samtidig forholder sig til det, han betegner som det største »enkeltproblem« - at et stort antal indvandrere og efterkommere er arbejdsløse. Derfor indgår såvel integrations- som udlændingelovgivningen i forhandlingerne.

Mange modeller i spil

De kommende uger frem til regeringen præsenterer sit samlede forslag, og de politiske forhandlinger går i gang, vil blive brugt dels til politiske sonderinger uden for pressens søgelys, dels til overvejelse af en række modeller for, hvordan danskerne kan blive længere på arbejdsmarkedet.

Udfordringen er, at andelen af ældre vokser i de kommende år, og at der bliver færre erhvervsaktive til at betale for velfærden.

Velfærdskommissionen har foreslået en gradvis udfasning af efterlønnen, således at mennesker født efter 1963 slet ikke får mulighed for at gå på efterløn. Samtidig skal folkepensionsalderen forhøjes i takt med, at den gennemsnitlige levetid stiger.

Så omfattende et skridt kan regeringen næppe samle flertal for - derfor kan mere »gulerodsorienterede« modeller komme på tale. I dag eksisterer eksempelvis en ordning for opsat pension - det vil sige, at danskere, der udskyder pensionisttilværelsen med nogle år, har mulighed for at tage pensionen med sig, så de til den tid får en højere ydelse fra staten.

Regeringspartierne er enige med oppositionen om, at der fortsat skal være en ydelse for mennesker, der er så nedslidte, at de er nødt til at forlade arbejdsmarkedet. De Konservative vil gerne helt forbeholde efterlønnen for mennesker, der er »reelt nedslidte«, som den konservative politiske ordfører Pia Christmas-Møller har formuleret det. Men spørgsmålet om nedslidningsgrad bliver utvivlsomt et af de følsomme emner, når forhandlingerne går i gang.

Fokus på nedslidte

Dansk Folkeparti har fremhævet, at jobbet som eksempelvis fængselsfunktionær er så belastende, at mange må forlade arbejdsmarkedet i en forholdsvis tidlig alder - dog uden at være så nedslidte, at det direkte giver adgang til en førtidspension.

Det Radikale Venstre har i relation til forslaget om helt at afskaffe efterlønnen foreslået en »seniorpension«, forbeholdt nedslidte over 60 år. Adgangen til ordningen skulle ske gennem hurtig sagsbehandling i den kommunale visitation - og uden om det sædvanlige system med arbejdsprøvninger, som blandt andet kendes i førtidspensionssystemet.

Velfærdskommissionen selv har gjort opmærksom på, at det må forventes, at flere kommer på førtidspension, hvis adgangen til efterløn fjernes. Det viser erfaringer fra andre lande, der har fjernet muligheder for tidlig tilbagetrækning. Derfor anslår kommissionen, at omkring hver femte af dem, som ellers ville have gået på efterløn, i stedet bliver berettiget til førtidspension.

Mens et flertal i Folketinget er parat til at se på justeringer af efterlønnen, er Velfærdskommissionens forslag om brugerbetaling på sundhedsydelser blevet massivt afvist. Regeringens grundindstilling er, at brugerbetaling på eksisterende offentlige tilbud er en ny slags skat og derfor i strid med skattestoppet. I oppositionen er der heller ikke begejstring for en nok så beskeden og indkomstafhængig egenbetaling for besøg hos læge, skadestue, vagtlæge eller ved sygehusindlæggelse.

Synligt lægeforbrug

Tanken med brugerbetaling var, at den kan udgøre et lille finansieringsbidrag - men nok så meget en illustration over for borgerne af, at sundhedsydelser koster penge. I dag kan man kvit og frit vælge at gå hyppigt til læge, »hvis man har tid og lyst«, hedder det i rapporten.

Hvad angår brugerbetaling på forbrug af sundhedsydelser ligger Danmark omtrent i midten i forhold til andre vestlige lande. Men det danske system er kendetegnet ved, at brugerbetaling i vidt omfang er koncentreret om tandlægebehandlin g og medicinforbrug. Og som det hedder i kommissionens rapport: »Det er mere end svært at argumentere for, at vi i Danmark skal have pungen op, når man skal have fjernet en byld i munden, mens det er gratis at få fjernet en byld på ryggen.«

Velfærdskommissionens formand, økonomiprofessor Torben M. Andersen, fremhævede ved præsentationen, at netop sundhedsområdet er centralt i debatten om finansieringen af velfærdssamfundet i fremtiden:

På den ene side er der håb om, at den voksende andel af ældre vil være sundere langt oppe i årene. På den anden side fører den generelle velstandsudvikling og nye, forbedrede behandlingsmetoder til forventning om yderligere pres på sundhedssystemet. Den demografiske udvikling vil i sig selv føre til stigende udgifter til sundhedsvæsenet.

Med den nuværende indretning af velfærdssamfundet løber det offentliges udgifter fra indtægterne allerede om 10-15 år. Og uden markante velfærdsreformer, der får flere til at arbejde mere, opstår der på længere sigt et finansieringsbehov på over 50 milliarder kroner. Velfærdskommissionens samlede forslag indebærer, at beskæftigelsen i 2040 vil være 225.000 højere end uden de skitserede reformer. Med en langt mere skrabet reform risikerer politikerne, at velfærdssamfundets grundpiller kommer under pres - herunder den lige og fri adgang til velfungerende sundhedsvæsen på højt niveau.

Torben M. Andersen advarede således om, at opbakningen til velfærdssamfundet på længere sigt risikerer at smuldre, hvis befolkningen ikke føler, at den får noget for skattekronerne. Det kan føre til en polarisering, hvis store grupper fravælger den offentlige service på grund af oplevelsen af »2.-klasse«.

Allerede i dag er der tegnet 370.000 private sundhedsforsikringer - et hint til politikerne om, at de eksisterende tilbud ikke lever op til forventningerne. Som det fremhæves i rapporten, kan øget privatfinansiering af sundhedsydelserne i form af forsikringer yde et bidrag til at dæmpe væksten i de skattefinansierede sundhedsydelser:

»Private løsninger på sundhedsområdet kan give mulighed for mere valgfrihed og tilpasning til den enkeltes situation. Men det kan aldrig blive mere end et bidrag, når vi har valgt at prioritere et skattefinansieret sundhedsvæsen med lige adgang til alle og tidssvarende behandling.«

Faktaboks - køreplan:

Politisk forløb - velfærdsreformer:

Uformelle politiske sonderinger mellem regeringen og opposition i den kommende tid.

Velfærdskommissionen afslutter sit arbejde med en høringsrunde i løbet af januar.

Regeringen spiller ud med sit samlede forslag inden udgangen af februar.

Politiske forhandlinger afsluttes før Folketingets sommerferie i 2006.

Endelige lovforslag fremsættes i efteråret 2006.

Reform af tilbagetrækningsreglerne træder tidligst i kraft efter næste Folketingsvalg, formentlig også senere af hensyn til varslingen af befolkningen.