Skip to main content

Ærespris til torturbekæmper

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

5. maj 2008
3 min.

Barfred-Pedersen æresgaven - danske lægers fornemste pris - gik i år til dr.med. Inge Genefke for hendes mangeårige arbejde med at sætte bekæmpelse af tortur på den internationale dagsorden.

Tilbage i 1974 - for øvrigt med en lille annonce i Ugeskrift for Læger - satte hun gang i den proces, der førte til dannelsen af Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre (RCT) i København og senere det verdensomspændende netværk International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), hvor hun stadig er aktiv.

»Jeg ved, at du er meget enig med Halfdan Rasmussen, der ikke er bange for bødlen, hadet, torturen, døden og smerten. Det, der gør ham bange, er det, han kalder ,den nådesløse verdens blinde ligegyldighed`, som jo netop er grundlaget for, at anvendelse af tortur ikke bliver legitim magtudøvelse men alligevel bliver en del af en samfundsorden, som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Inge - du har åbnet vores øjne«, som Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, sagde i sin introduktion af prismodtageren.

Ta' den, minister!

Jens Winther Jensen understregede Inge Genefkes utrættelige og uimponerede måde at drive kampagne på: »med alt fra korrupte politichefer til bevæbnede militser på nakken«, som han sagde. Prismodtageren kvitterede prompte med et eksempel på netop den direkte facon, der har gjort hende både berømt, berygtet og til tider frygtet verden over. Hun leverede i sin takketale en gedigen svada til sundhedsminister Jacob Axel Nielsen, som sad i salen.

Han måtte - på hele regeringens vegne - indkassere en harmdirrende efterlysning fra Inge Genefkes side af en »etisk og anstændig regering og sundhedsminister«.

»Og ikke som i dag en regering, der vil sende folk tilbage til torturlande og til tortur og dermed sygdom - Hr. Sundhedsminister!«, tordnede den lille, spinkle kvinde fra talerstolen.

Ikke blot den danske regering var genstand for Inge Genefkes mishag. Det var den amerikanske også.

»Mange dør under tortur. Mange døde under den forfærdelige vandtortur, som præsident Bush hævder, ikke er tortur«, sagde hun bl.a.

Efter talen reagerede salen med stående bifald. Det er mildt sagt ikke første gang, Inge Genefke hædres for sin indsats. Faktisk kan hun opremse over fyrre udmærkelser og har såmænd også sin egen pris - The Inge Genefke Award. Flere gange har hun modtaget internationale udmærkelser - f.eks. har hun fået den amerikanske lægeforenings pris og The Right Livelihood Award, som ofte er blevet kaldt den alternative Nobelpris.

Faktisk er »den rigtige« Nobelpris efterhånden en af de få priser, som Inge Genefke ikke har modtaget. Hun er blevet indstillet flere gange og er det nu igen. Jens Winther Jensen fortalte, at Danmarks tre seneste udenrigsministre Per Stig Møller, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen i fællesskab har indstillet hende til Nobels fredspris.

»Jeg håber, det lykkes denne gang - måske ikke så meget for prisen og æren i sig selv - men som jeg har set dig udtale: ,Det vil være helvedes rart med denne pris, for den vil give en fantastisk platform at arbejde videre på` - underforstået: den vil kunne skaffe de nødvendige donationer til IRCT's videre arbejde. Og det vil der være behov for«, sagde han.

Der mangler penge

Netop behovet for donationer er en evigt tilbagevendende udfordring.

Efter prismodtagelsen berettede Inge Genefke og hendes mand, professor, dr.med. Bent Sørensen, som også er stærkt engageret i antitorturarbejdet, om de konstante problemer med at holde fokus på forebyggelse og bekæmpelse af tortur.

De fortalte f.eks., at et antitorturcenter i Letland nu er lukket ned, og det er et af de allerældste centre - i Paris - også. Begge på grund af økonomiske problemer.

Bent Sørensen har for øvrigt også modtaget Barfred-Pedersen prisen - det var i 1988 - og han fik den for sit engagement i uddannelsesspørgsmål.

»Vi er det første ægtepar, der har fået prisen«, som Inge Genefke jokede.

Senere blev også Bent Sørensen stærkt engageret i kampen mod tortur, og Inge Genefke nævnte i sin tale specifikt hans engagement i arbejdet og kaldte det »livreddende«.

Samme udtryk kunne man passende bruge om Inge Genefke selv.