Samir kunne heller ikke opsøge Troels, for af sikkerhedshensyn kender lægerne, der arbejder for Læger uden Grænser, kun hinandens fornavne. Så det var først, da han fik lov til at være med til danskundervisning på Sygehus Lillebælt i Vejle og fortalte sin lærer, at han kendte en dansk karkirurg, der hed Troels, at han fandt sin ven. For dansklæreren lagde hurtigt to og to sammen og regnede ud, at det måtte være Troels Vedel.
”Da vi mødtes, blev jeg skamfuld over, at jeg ikke straks havde taget kontakt til ham. For Samir har jo rigtig meget brug for min og andre lægers hjælp til at blive godt integreret i Danmark”, forklarer Troels Vedel.
Derfor henvendte han sig til sin chef, ledende overlæge Jørn Jepsen, der straks tilbød, at Troels kunne tage Samir i ulønnet praktik. Og det er det forløb, han er til møde om i dag, og som han skal starte på til februar, efter at han har afsluttet tre måneders praktik som operationsassistent på Ortopædkirurgisk Afdeling i Vejle. De to praktikforløb er et tilbud, lægerne har givet ham for at undervise og beskæftige ham, mens han venter på, at hans sag bliver behandlet. Allerførst skal han have asyl, og først derefter kan han begynde at søge om autorisation.
”Jeg kender jo Samir fra arbejdssituationer i Kunduz, og jeg ved, at han er meget dygtig med sine hænder og sine øjne, og at han er vant til at arbejde under ekstremt pres. Men han skal naturligvis lære at arbejde i det danske sundhedsvæsen, før han kan fungere som læge her. Teknisk er der en del at indhente; det udstyr, de har i Afghanistan, svarer nogenlunde til det, vi havde, da jeg var nyuddannet læge i Varde i 1970’erne. Og han skal også lære dansk sprog, journalføring, m.m.”, forklarer Troels Vedel.
Lang proces
”Det er jo frustrerende, at det skal tage så lang tid, inden forløbet overhovedet kan gå i gang, når vi har lægemangel i Danmark”, fortsætter han. ”Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at man automatisk får asyl i Danmark, fordi man er læge. Men behøver det at vare over et halvt år, inden man overhovedet behandler hans sag?”
Mens Samir venter, suger han så meget lærdom til sig om dansk, Danmark og det at fungere som læge her i landet som overhovedet muligt. Han længes efter sin familie, han har ikke nogen idé om, hvornår han kommer til at se dem igen. Der er kun mobilkontakt til Kunduz få timer i døgnet. Og det er ikke altid opløftende nyheder, han får. For eksempel erfarede han for nylig, at Taleban havde hentet hans far og forhørt ham om, hvor Samir var blevet af. Og da faren ikke kunne svare, torturerede de ham. Heldigvis lod de ham gå igen, men Samir føler sig ikke tryg ved, hvad der kan ske hans familie. Det er blandt andet almindeligt kendt, at Taleban ofte voldtager det kvindelige sundhedspersonale.
”Det er et dagligt pres. Men jeg er vant til at leve under pres, jeg er vokset op under pres”, sukker Samir.
Lige nu drømmer han bare om at komme til at arbejde som læge i Danmark. Og hans ven, Troels Vedel, drømmer med.
”Jeg håber inderligt, at han snart får asyl og hurtigt kommer i gang med at søge autorisation. For det tager lang tid, og Samir er en virkelig dygtig læge”, siger han.
I sagsbehandlingen skelner Sundhedsstyrelsen ikke mellem de læger, som allerede opholder sig i Danmark, og dem, som sidder i deres hjemland og blot overvejer at søge arbejde i Danmark.
”Det ville jo helt klart være en fordel for alle – både for det danske sundhedsvæsen og for den enkelte asylansøger – hvis man så individuelt på den enkelte sag og opprioriterede de læger, der allerede opholder sig i landet”, mener Troels Vedel og tilføjer:
”Jeg vil gerne appellere til mine lægekolleger rundt om i landet om at gøre, hvad de kan for at hjælpe andre asylsøgende læger som Samir. Både for deres og vores skyld. De flygtede læger har brug for os. Men vi har faktisk også brug for dem”.
