Afghansk lynkursus i traumekirurgi

Danskerne ved det canadiske felthospital på Kandahar Air Field. I bageste række ses fra venstre artiklens forfatter, anæstesiolog Jan Lyderik, parenkymkirurg Poul Erik Hansen, operationssygeplejerske Cecilie Lorenzen og ortopædkirurg Anne Marie Fenger. I forgrunden anæstesisygeplejerske Kohyar Partovi-Deilami og operationssygeplejerske Søren Christensen.

En melding om ti traumer på en gang ville nok få sveden til at springe frem på panden af de fleste danske sygehuslæger. Men på felthospitalet på Kandahar Air Field i Afghanistan styrer den canadiske traumeleder den pludselige spidsbelastning uanfægtet og med rolig, håndfast organisation.

Den faste stab fra hospitalet og lejrens forskellige role 1-instanser (se boksen) er delt op i traumeteam, så når der alarmeres, myldrer folk frem fra alle ender af lejren og står hurtigt klar. Uden for indgangen laves triage, og de sårede dirigeres til de forskellige traumelejer eller - hvis skaderne er minimale - til primary care, der fungerer som skadestue.

På hvert traumeleje bliver patienten udredt og behandlet efter ATLS-princip af de vagthavende team, mens kirurger, anæstesiologer og andre »specialister« står klar bagved og kan tilkaldes af traumelederen, hvis der opstår problemer med drænanlæggelse, intubation eller lignende. Der tages blodprøver, forlig, røntgenbilleder og eventuelt CT-skanning.

Mindre end en time efter ankomsten er den første patient på operationslejet; der er lagt planer for den næste; et par stykker er på vej til et role 2-hospital, mens de mere ubetydelige skrammer er renset og forbundet og på vej retur til enheden.

Team i et topsikret område

Mens de danske soldater i Afghanistan gør et meget risikabelt stykke arbejde ude i landet, befinder kirurgholdet sig udelukkende i det topsikrede område omkring lufthavnen i Kandahar. Området er på størrelse med Ringsted og opbygget af telte, containere og præfabrikerede haller, der rummer depoter, værksteder, kantiner, motionscentre, flyhangarer og et canadisk role 3-hospital.

Støvet, der lægger sig overalt på telte og bygninger, får alle veje til at ligne hinanden, så det kan være vanskeligt at finde rundt på den udleverede, armygrønne mountain bike.

Felthospitalet har to kirurghold, hvoraf Canada leverer det ene, mens Danmark og Holland har forpligtet sig til på skift at levere det andet. Et kirurghold består af tre speciallæger - en ortopædkirurg, en parenkymkirurg og en anæstesiolog - samt en anæstesisygeplejerske og to operationssygeplejersker.

Sygeplejerskerne arbejder i to en halv måned, mens lægernes ophold varer i 6-8 uger.

Forsvaret råder naturligvis ikke over så mange læger og sygeplejersker. En stor del af de udsendte kirurghold består derfor af civile, som efter et kort kursus er i stand til at fungere i det militære landskab.

Man er altså ikke bare et hold, der må klare sig selv. Der er en høj grad af samarbejde og udveksling af viden og nyttige fiduser, hvilket også i mange tilfælde er nødvendigt, for der er ikke andre end de tilstedeværende at hente hjælp fra.

Derfor er alle normalt også til stede til morgenkonferencerne, selvom kirurgholdene skiftes til at have vagt hver anden dag. Og skal der laves en særligt spændende operation, er det helt almindeligt, at folk lægger vejen forbi hospitalet for at høre resultatet.

Ansatte fra syv nationer

Alle de danske læger og sygeplejersker - militært ansatte og civile på kontrakt - er under opholdet lønnet af det danske forsvar. Men de er også »udlånt« til canadierne og er indkvarteret sammen med det øvrige personale fra felthospitalet, hvor der foruden danskere arbejder amerikanere, canadiere, hollændere, australiere, tyskere og englændere

Alt praktisk, fra pengeveksling til rejsearrangementer og postforsendelser, foregår dog i den danske del af lejren. Her er der også telefoner, som man frit kan benytte til at ringe hjem, samt computere med forbindelse til internettet.

Der er kantiner for enhver smag, hvis bare den går i retning af det britiske, europæiske eller nordamerikanske køkken, men man kan selvfølgelig også nøjes med at købe et måltid hos Pizza Hut, Subway eller Burger King. Kaffen kan indtages i Tim Horton's eller Greenbean, og bagefter kan man gå på indkøb i den hollandske, britiske, canadiske eller amerikanske PX (militære butik), hvis man da ikke gemmer pengene til en lørdagstur på det afghanske marked i lejren.

Unik traumetræning

Hospitalet har relativt få sengepladser, så princippet bag behandlingen er at få færdiggjort al kirurgi hurtigt, så patienterne kan overflyttes til pleje og genoptræning andetsteds. Langt de fleste indlagte er afghanere, så de overflyttes til lokale sygehuse, mens NATO-soldater enten færdigbehandles eller flyves hjem til videre behandling og pleje.

Der er således en stor udskiftning af patienterne og i reglen en massiv behandlingsindsats, mens de er indlagt. Det betyder, at kirurgholdene som oftest har temmelig travlt.

Til forskel fra de fleste andre lande har Danmark svært ved at skaffe læger, der vil arbejde som krigskirurger i korte perioder. Opholdet giver ellers en enestående mulighed for at øve traumekirurgi, og tilmed i en overskuelig periode.

En hollandsk kirurg, som vi skulle afløse, insisterede på, at han ville operere en af sine patienter dagen inden hjemrejsen:

»Den patient var så langt ude, og jeg har lavet så mange og så komplicerede operationer på ham, at jeg er nødt til at følge ham til dørs,« forklarede han.

Man har ikke et civilt role 4 hospital ved hånden, når det gælder sårede afghanere. Her må man bruge sine egne og kollegernes evner til det yderste og acceptere, at der er grænser for, hvad der kan behandles. Det afskrækkede dog ikke den hollandske kirurg - tværtimod:

»Det er også meget, meget givende. Lige nu glæder jeg mig til at komme hjem til mine fire børn, men jeg skal helt sikkert herned igen.«

Multitraume

Egentlig burde man slet ikke kunne være 11 mennesker på operationsstue 1, men så mange var der, da en mineramt mand kom ind med skader i hoved, hals, thorax og ben. To forsørgede de arterielle blødninger fra halsen, to lagde pleuradræn, tre assisterede operatørerne, mens fire varetog anæstesi og de massive blodtransfusioner, der gjorde et voldsomt indhug på blodbankens indestående. Men teamworket virkede - patienten overlevede.

Det er Afghanistan ...

En femårig pige blev overflyttet til neurokirurgisk vurdering efter at være faldet på hovedet ned fra et tag. Hun var intuberet og i respirator, og CT-skanning viste, at hun ikke ville have gavn af kirurgisk behandling.

Man nøjedes med at placere et ventrikeldræn, hvorefter hun blev indlagt på ITA. Efter en uge var hun ikke vågnet nævneværdigt op, men hun var dog ekstuberet og havde hostereflekser. Hun blev da overflyttet til et hospital nær hjemmet og familien.

Den tyske neurokirurg fortalte, at han derhjemme ville have trakeotomeret p igen og meget hurtigt sendt hende på intensiv genoptræning. Med lidt held ville hun så være næsten normalt fungerende efter et år. Men dette er Afghanistan - hun vil højst sandsynligvis ikke overleve ret længe.

Fakta

Role 1: Lægebemandet forbindeplads/klinik uden mulighed for indlæggelse.

Role 2: Felthospital, hvor der kan ydes DMC (damage control surgery) og kortvarig indlæggelse.

Role 3: Felthospital med supplerende kirurgiske specialer (ex. neurokirurgi).

Role 4: Hospital med alle kirurgiske og medicinske specialer.

Civile ofre

Vejsidebomber skelner ikke mellem militære og civile køretøjer, og det gik hårdt ud over en otteårig pige og hendes familie. Lillebror døde, mens pigen og hendes mor blev bragt svært skadede ind på et engelsk felthospital. Herfra blev pigen overført til Kandahar, da hun - oven i en række andre skader - havde fået et fragment igennem venstre øje og ind i cerebrum. Hun blev akut opereret og fik fjernet resterne af øjet og fisket fragmentet i hjernen ud.

Efterfølgende kunne ortopædkirurgen ad nogle gange begynde at revidere sårene på benene, mens intensivisterne trappede hende ud af respiratoren. Nyheden om, at hun havde siddet på skødet af sygeplejersken og lagt armen om hans hals, blev modtaget med oprømt glæde ved morgenkonferencen, og da hun blev sendt tilbage til sin mor på felthospitalet i Camp Bastion, fyldte bamser, dukker og forskelligt andet legetøj mere end hun selv.