Afhængighed

Det er Lægeforeningens politik, at det er en offentlig forpligtelse for sygehusejerne og Sygesikringen at finansiere efteruddannelsen af deres medarbejdere. Det er udtrykt i Lægefor-eningens efteruddannelsespolitik, hvor det hedder, at: Læge- foreningen vil arbejde for en offentlig finansiering af efteruddannelsesaktiviteter, således at lægen har mulighed for at deltage i den nødvendige, individuelt planlagte efteruddannelse uden sponsorering fra medicinalindustrien.

Der er derfor ingen modsætning mellem holdningerne i Lægeforeningen og i fx Dansk Medicinsk Selskab på dette punkt. Der er enighed om målet: vi skal gøre os fri af industriens penge. Helt stilfærdigt har vi gjort det med foreningens egne kursusaktiviteter, der nu er gjort sponsorfri. Det er gjort på en måde, der er meget beskrivende for de holdningsforskelle, der også er til stede. Det drejer sig om hastigheden i denne »frigørelsesproces«. Sponsorindtægterne dækkede i 2000 4,3 procent af Lægeforeningens kursusaktiviteter. Sidste år var denne andel nede på én procent, og nu er den væk. Det er altså sket i et tempo og på en måde, der ikke har haft konsekvenser for kursusaktiviteterne.

Det er den samme gradvise proces, der må foregå omkring den øvrige sponsorstøttede efteruddannelse. Vi kan ikke afskaffe sponsorstøtten overnight, og vores tro på, at en pludselig og uventet pengestrøm skulle vælte fra de offentlige kasser ud over lægernes efteruddannelse som kompensation for de mistede industripenge, kan være på et meget lille sted. Det skal også siges, at den helt overvejende del af den efteruddannelse, der kommer ud af sponsorkronerne, er af en høj kvalitet, og det er godt, at industrien er villig til at spæde til, når det offentlige ikke vil løfte denne samfundsopgave. Men det skaber afhængighed, det skaber mistro, og det skaber åbninger for arrangementer, hvor der kan være tvivl om det faglige indhold. Derfor skal der ikke være tvivl om målet.

Indtil det er nået, søger vi at sikre etikken i samarbejdsforholdet mellem industrien og lægerne gennem aftaler, der både dækker forskning og efteruddannelse og er under stadig revision for at være tidssvarende. Den seneste revision af samarbejdsaftalen, også kaldet selvjustitsaftalen mellem lægestand og lægemiddelindustri, foregik i april 2003.

Lægeforeningen vil desuden søge at ændre godkendelsesprocedurerne i Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale samt evt. oprette et fælles bedømmelsesorgan. Og endelig vil Lægeforeningen arbejde videre med forsøget på at udvikle modeller for medicinalindustriens finansiering af lægelig efteruddannelse, således at påvirkningen af lægers troværdighed ved deltagelse i medicinalindustriens efteruddannelse bliver reduceret mest muligt.

Lægeforeningen forsøgte i årets løb også at få en samarbejdsaftale med Medicoindustrien, der står for salg af instrumenter mv. til sundhedssektoren. Desværre ønskede denne industri ikke at indgå i et samarbejde. Industrien mente bedst selv at kunne varetage en ordentlig opførsel, men det har ikke altid været tilfældet. Lægerne er bundet af de etiske regler for læger og bør derfor optræde over for Medicoindustrien som over for lægemiddelindustrien.