Skip to main content

Afliv aktiv dødshjælp

Hanne Mollerup
2. nov. 2005
03 min

Det er på tide at aflive - ikke patienter - men begreberne aktiv og passiv dødshjælp. Patienterne har allerede i dag retten til passiv dødshjælp, idet de kan fraskrive sig behandling. Aktiv dødshjælp er i virkeligheden aflivning, eller om man vil aflivning på anmodning.

Det er ikke en lægelig opgave at aflive folk. Hvis det er den praksis, som samfundet ønsker, så må det overlades til andre faggrupper, fx politi eller militær. Det er derimod en lægelig opgave at hjælpe mennesker med at leve den sidste tid med værdighed. Hvis der sker en legalisering af lægelig medvirken til aflivning, vil det på en afgørende måde ændre det indarbejdede tillidsforhold mellem læge og patient. Patienten kan ikke længere føle sig sikker på, i hvilken skikkelse hun eller han møder lægen. I rollen som giver af omsorg og lindring eller som potentiel bøddel? Lægen må aldrig kunne mistænkes for at optræde i bøddelrollen. Derfor ønsker vi ikke denne ret.

Det følger naturligt af dette, at Lægeforeningen ikke ønsker en lovgivning i Danmark af den karakter, som er blevet gennemført i Holland og Belgien. De hollandske erfaringer viser med al tydelighed, at lovgivning på dette område medfører store problemer med at afgrænse de grupper, som kan modtage »dødshjælp«. Når man forsøger at definere den gruppe, der har denne særegne rettighed, kommer en ny gruppe, som det også er synd for, og som måske også burde have ret til at få hjælp med at afslutte livet. Det har en effekt på lægers holdning til liv og død. I Holland har det ført til, at kravene til denne ret er blevet skærpet.

Men det er en glidebane, og danske læger har intet ønske om at komme ud på den glidebane. Desuden viser de hollandske tal, at der på ingen måde er tale om et marginalt problem. Hvis de overføres på danske forhold betyder det, at 700 danskere årligt ville afslutte livet ved hjælp af aflivning. Glidebaneeffekten kommer meget tydeligt frem i den nyligt offentliggjorte meningsmåling fra PLS Rambøll, hvor befolkningen tilsyneladende ikke kun er villige til at aflive døende, men også demente gamle, handicappede og svært psykisk syge.

Det paradoksale er, at debatten om dødshjælp stædigt holder ved i en situation med stadig bedre muligheder for en god palliativ behandling, hvor håbløst syge patienters ønske om ophør af behandling kan imødekommes, så afskeden med livet sker værdigt. Problemet er, at der i Danmark ikke er den tilstrækkelige kapacitet til at yde en ordentlig palliativ behandling, hverken i hjemmet, på hospice eller på sygehus. Der er ikke tilstrækkelige muligheder for at imødekomme individuelle behov, men det er et udtryk for afmagt og et sølle menneskesyn, hvis samfundet løser det problem ved hjælp af aflivning. Der er ingen sammenhæng mellem »retten til en værdig død« og retten til aflivning, nærmest tværtimod.

Lægeforeningen mener, at en værdig død indebærer en stadig forbedring af den palliative behandling, så der bliver endnu bedre muligheder for, at patienter kan slutte deres liv i trygge og menneskelige rammer, omgivet af deres nærmeste, uden at være forpint af smerter og med en åndelig omsorg og effektiv lægelig behandling af andre symptomer. Der er fortsat brug for forbedring af vilkårene for behandling og pleje af døende og en bedre koordinering mellem sygehusafdelinger, praksissektoren og hjemmeplejen. Så giver det mening at afskaffe begreberne aktiv og passiv dødshjælp og i stedet kalde tingene ved deres rette navn. I stedet for aflivning skal der gives hjælp efter behov i den sidste tid med god palliation og stop for livsforlængende behandling, hvor det gør mere skade end gavn.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen