Afskåret fra sig selvV

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

Berlin, juli 1943. Maiken holder en lille kuffert i sin ene hånd. Hun står klar i gangen i familiens store fireværelseslejlighed på første sal.

Den tiårige tyske pige skal på sommerferie.

Sammen med sin mor og sine tre yngre søskende går hun ud og ned ad trapperne og ud på Johann Siegismundstrasse. På trods af konstante bombardementer i krigens første år er ejendommen stadig uskadt.

Familien går mod Halensee station, herfra skal de med et tog til Danmark, til Tisvildeleje. Op i mormors families sommerhus og hygge sig nogle uger.

Men Maiken tager fejl. Hun skal ikke på sommerferie. Da hun går ned ad trappen og hen ad gaden, er det sidste gang, hun ser sit barndomshjem, og sidste gang hun taler tysk med sin mor og sine søskende.

Den sommerdag for 61 år siden tager Maiken Mannstaedt i realiteten afsked med en del af sig selv.

Da familien mange timer senere ankommer til Danmark, er sproget dansk. Maikens mormor er dansker, og derfor kan Maiken følge nogenlunde med. Men der er flere vigtige regler: Man taler ikke om Tyskland. Man taler heller ikke om Maikens far, der døde et par år forinden ved Østfronten. Og man taler slet ikke om Hitler, som for Maiken og hendes søskende har været daglig undervisningsmateriale, så længe de kan huske. Nærmest en Gud.

»Fra den ene dag til den anden. Bare sådan. Det er jo hele min identitet, jeg lægger bag mig.«

71-årige Maiken Mannstaedt er steget ud af bilen og kigger sig omkring. Der er gået 60 år, men grunden er stadig den samme. En velholdt græsplæne og nogle gamle træer. Vi er kørt fra lejligheden i Hostrups Have på Frederiksberg og til Tisvildeleje, hvor hun stadig kommer hver eneste uge.

Maiken Mannstaedt står i haven og indånder luften - akkurat som hun måtte have gjort den dag for 60 år siden efter mange timer med smagen af kulstøv fra damplokomotivet.

Sommerhuset er også det samme. Det lysegrønne rum, hvor Maiken sov med sin søster. Maiken Mannstaedts 89-årige mor er her faktisk også stadig. Hun er i fin form og bor i et lidt nyere træhus, der er bygget ti meter fra det ældre sommerhus. Moren kommer, hilser og skynder sig at gå igen.

Et øjeblik efter kommer en anden ældre kvinde. Det er Anke. Maikens søster, som i dag bor i Tyskland med sin mand, men som er på ferie i Tisvildeleje.

»Goddag,« siger søsteren med tysk accent.

Næsten alt er som den dag for 60 år siden.

Også følelsen.

Ambulancegenet

Maiken Mannstaedt sidder i den hvide plastikhavestol med lidt for store puder mast ned i sæde og ryg. Hun kan ikke erindre præcis den dag, hun ankom til Tisvildeleje. Hun kan heller ikke huske, hvornår det gik op for hende, at hun ikke kom tilbage til Berlin. Hun husker bare, at det var bedre at være i Danmark. Der var ingen bombardementer, og selv om mor og fire børn flyttede ind i en toværelseslejlighed i København, så var det trods alt bedre end at risikere livet i Berlin.

Maiken Mannstaedt kigger ned i græsset. Bliver siddende sådan længe. Hun har fine rynker i ansigtet, men det er alligevel som om, der lever noget ungdommeligt bag den tynde solbrune hud. Eller også er det bare den ranke ryg og løftede hage, der bedrager.

»Men det var lidt svært,« siger hun så tøvende. »Jeg gik og var lidt smådeprimeret. Måske et eller andet med min far. Jeg fik jo aldrig bearbejdet det traume. Min mor mente jo, at det var bedst ikke at snakke for meget.«

Hun smiler lidt udglattende og siger så:

»Jeg har nok altid haft en grundlæggende melankoli. En tristhed. Og hele tiden en mulighed for at dykke ned i den tristhed.«

Tristhed var - og er - den direkte årsag til, at Maiken nogle år senere valgte lægegerningen.

»Sådan skulle man ikke have det, tænkte jeg. Derfor ville jeg sørge for, at andre ikke fik det på samme måde.«

Hun kigger over på søsteren Anke, som efter at have spurgt om lov, har sat sig ved havebordet, et par meter væk. Maiken smiler til hende.

»Du er slet ikke vant til at høre sådan noget snak her.«

Anke trækker på skuldrene, og Maiken fortsætter:

»Det var mit hjælpegen. Min indre ambulancefører,« klukker hun og begynder at ryste på hovedet.

»Guderne må vide, hvad det var. Jeg burde jo have valgt at blive sygeplejerske eller psykolog eller sådan noget, hvis jeg ville hjælpe folk, der var kede af det.« Hun løfter øjenbrynene, så pupillerne begynder at stirre.

»Jeg tænkte også på at blive præst. Men så skulle man jo tro på Gud ...

Ja, og så blev jeg læge. I 1959.«

Anke protesterer: »Du fik jo også lige en mand og to børn.«

»Ja, og vi kom i avisen,« svarer Maiken uden at tage særlig notits. »For det var sandelig ikke normalt.«

Brist nummer et

Maiken mødte sin mand Per under studiet.

»Vi stod og dissekerede de her lig. Så stod denne smukke unge mand ved det andet bord. Jeg fik det arrangeret, så vi stod ved siden af hinanden, og så indledte vi et bekendtskab.«

»Bekendtskab«. De fleste ord har noget fint over sig. Noget pænt københavnsk fra en fjern fortid, krydret med en meget svag dialekt, som må stamme fra Tyskland. Men de nydelige toner splintres, når hun bryder ud i latter eller en bramfri bemærkning.

»P-pillen var jo ikke opfundet. Ha-ha-ha.«

Maiken blev hurtigt gift, og da svigerfamilien ikke var vilde med hendes tyske statsborgerskab, søgte hun straks og fik det danske i stedet. Der kom endnu et barn, Maiken og hendes mand arbejdede, og alt tegnede i det hele taget godt.

Men så indtraf det første »brist«, som Maiken Mannstaedt selv beskriver det.

I virkeligheden fortæller hun det først som en bisætning.

»Vi rejste til Sverige, fordi jeg havde haft en affære med en kollega.«

Utroskab fra kvindens side var ikke hverdagskost i 1962. Slet ikke, når manden kender til forholdet. Maikens mand prøvede endda at få hende til at stoppe.

Hun trykker de smalle læber lidt sammen.

»Det er selvfølgelig dårligt, når jeg tænker over det. Men jeg var forelsket til op over begge ører. Samtidig havde jeg selvfølgelig tre børn. Så min ansvarsfølelse svigtede totalt.«

Maiken Mannstaedt ser for en sjælden gang skyld lidt dyster ud.

»De der forelskelser,« siger hun så og trækker vejret tungt. »Jeg har tre gange oplevet at blive så forelsket, at jeg ikke kunne sanse andet. Der var en gang før denne. En sommerforelskelse i Østrig.«

Anke bryder ind:

»Men det var jo kun på overfladen.«

»Jeg ved det ikke,« svarer Maiken ud i luften. »Måske kedede jeg mig lidt.« Hun trækker atter vejret, så brystet løfter sig.

»Jeg synes principielt, at det er en dårlig ide at fortryde noget, man har gjort. Men når jeg tænker tilbage på det her, så var det dumt. Han [manden] var jo fortvivlet og prøvede at få mig ud af det.«

Maiken ser væk.

»Vi havde ikke nogen særlig god kommunikation.«

Hun drejer hovedet igen. Hendes ansigt er som en åben port.

Øjenbrynene svæver højt over de store øjne, og musklerne, der kontrollerer resten, er i konstant arbejde.

»Når jeg hører, at kvinder er gode til at tale om deres følelser, så tænker jeg, at jeg har været underudviklet. For der skulle gå mange år, før jeg lærte det.«

De bedste år

Efter knap to år i Sverige kom der et tilbud, som tiltalte Maiken. Hendes svoger tilbød hele familien at flytte til Pakistan for at arbejde for et byggefirma med over 5.000 ansatte. De skulle bo i en lille samling huse opført til ansatte fra Vesten og drive et hospital for arbejderne.

»Det havde jeg lyst til,« siger Maiken Mannstaedt og tilføjer: »Og Per var med på den ... eller det håber jeg, han var.«

Anke fniser. Maiken smiler tilbage, og pludselig ligner de to teenagetøser.

»Jeg har noget spontanitet over mig,« siger Maiken. »En vilje til at prøve noget nyt. Det er nok lidt for udtalt hos mig.

Jeg vender ryggen til det, der er, for at prøve noget nyt. Skifter mænd, arbejde, miljø og opholdssted. Det har jeg gjort. Mange gange. Den tanke at være ét sted. Et helt liv. Det er helt ufatteligt. ,GUD, er det ligesom det hele.` Det kunne jeg ikke.«

På spørgsmålet om, det er nysgerrighed, ryster hun på hovedet.

»Snarere rastløshed.«

Hendes ansigt lyser op.

»Men hvis jeg skal vurdere, hvad jeg har gjort af gode og dårlige ting, så var Pakistan virkelig godt. Det var jo et fantastisk sted.« Og uden nogen pause tilføjer hun: »Altså bortset fra, at det førte til vores skilsmisse.«

Konebytte

Vi bliver revet ud af samtalen, da moren råber højt fra et eller andet ubestemmeligt sted på grunden.

»JAA,« råber Anke og rejser sig, mens hun spejder efter moren. Maiken Mannstaedt har ikke antydningen af bekymring, selv om moren nærmer sig de 90 år.

»Vi har nogle utroligt stærke gener,« siger 71-årige Maiken Mannstaedt, der selv dyrker styrketræning og ikke mærker alderen trykke nogen steder. Heller ikke hukommelsen er der noget i vejen med.

»Det var jo et pseudoengelsk koloniliv,« siger hun og tilføjer »Pakistan« for at sikre sig, at alle er med.

»Vi levede meget beskyttet og isoleret. Der var fest næsten hver aften. På det tidspunkt havde jeg stort set ikke rørt alkohol.«

Det kom hun til. Ligesom hun for første gang i sit liv oplevede at have en rigtig veninde.

»Det har jeg aldrig været god til. Af en eller anden grund.« Hun vender sig mod Anke:

»Der har jeg altid været misundelig på dig.« Anke protesterer lavmælt, men virker ikke som om, hun regner med at kunne overbevise søsteren om noget som helst.

Maiken Mannstaedt har ikke længere kontakt med veninden fra Pakistan. Forholdet holdt ikke. Ligesom hendes ægteskab også gik i stykker. Maiken mener, at hun selv havde igangsat skilsmissen med affæren nogle år før.

»Han kom sig aldrig helt over det.«

I hvert fald fandt hendes mand en anden kvinde, som han giftede sig med. Maiken giftede sig derefter med kvindens eksmand.

»Altså, han var sød, så på den måde var det o.k.,« konstaterer hun tørt.

Historien gentager sig

Efter seks år i Pakistan rejser hun videre med sin nye mand til London.

»Det handlede igen om at udvide min horisont. Livet har mange facetter. Det kan leves på mange måder, og jeg ville gerne se verden. Opleve noget, prøve noget.«

Men det gik heller ikke mellem Maiken og Jochen, som han hed.

»Vi havde problemer med kønsrollerne. Han var tysk mandschauvinist, og jeg ville bestemme, fordi det var jeg vant til.«

Jochen fandt en anden kvinde, og Maiken besluttede at flytte hjem til Danmark igen. Nu til sit eget sommerhus i Tisvildeleje med sine fire børn. Uden job og uden mand.

Maiken lurer frem for sig. For at se om mønsteret er blevet opdaget. Historien er gået i ring: 28 år efter at hendes egen mor kom slæbende med Maiken og hendes søskende uden mand og uden arbejde, var det nu hendes egen tur.

Og hun tror ikke, at det er tilfældigt.

»Man skal give slip! Det er nok den lære, jeg har draget af at komme hertil som barn.

Altså ,det store slip`. At komme her på sommerferie med lille kuffert i sommerkjole og aldrig vende tilbage til sit liv.«

Hun stopper og siger så:

»Ja, sådan var det. Uden at forberede sig, uden at sige farvel. Og derefter var alt det gamle fra Tyskland forbudt. Noget man ikke kunne tænke på. Jeg tror, at jeg har gentaget det nogle gange i mit liv.«

To gange på rådhuset

Men dermed var det slet ikke slut med »store slip«. Maiken rejste efter et par år videre til Holstebro med sine to yngste børn. Hun havde fået et job på sygehuset og havde desuden altid haft en drøm om at komme på landet. Det kom hun også. Sammen med den yngste datter flyttede hun ind hos en bondemand.

»En rigtig bondegård. Med køer, grise, høns og ænder.« Hun slår lidt med hovedet:

»Og så kan du vel regne ud, hvad der skete?«

Maiken indledte et forhold til bondemanden. En ung fyr på 28 år, der aldrig tidligere havde haft en kæreste. Selv var Maiken 45 år.

Anke er kommet tilbage fra en tur og sidder og smiler lidt ved tanken.

»Og ved I hvad, siger hun: Han er den eneste mand, jeg kunne sove sammen med i en 90-centimeter-seng uden at mangle plads. Han havde en dejlig krop.«

Så bryder hun ud i en høj latter. Hun ler videre ad sig selv, mens hun siger:

»Det lyder forfærdeligt. Jeg er 70 år gammel, men der er altså noget over mænd, der udfører kropsligt arbejde. De er fantastiske at se på.«

Anke bryder ind:

»Per var nu også meget pæn.«

»Ja ja« svarer Maiken.

Maiken og landmanden blev gift på rådhuset. Det var også her, hun tog op efter halvandet år, da hun skulle have skilsmissepapirerne på plads.

»Og så gik jeg i gang med terapi og selvudvikling. Det her var jo for mærkeligt.«

Tårer i stride strømme

Hun startede med gestaltterapi, nogenlunde samtidig med at hun fik en praksis i den lille vestjyske landsby, Sørvad.

»Altså alle de her mænd. Hvad er det for noget. Jeg kunne da godt se, at det var lidt underligt,« siger hun.

»Hvis jeg ikke havde været igennem det terapiforløb, kunne jeg ikke have siddet her. På det tidspunkt havde jeg stadig den opfattelse, at følelser er noget med at græde. Og jeg ville jo ikke græde. Så langt var jeg i 1980!«

Hun vender sig over mod Anke igen:

»Du græd hele tiden.«

»Nå,« siger Anke overrasket. Det kom Maiken også til. I stride strømme.

»Hold kæft hvor var jeg vred. På Per. På hans kone ... og min far.«

»Det gik op for mig, at jeg havde gået og grædt inde i mig selv uafbrudt siden min fars død. Det har betydet meget. På en eller anden led har det styret hele mit liv. Det har haft andel i lægevalget, og alle de mænd, jeg har været sammen med, har mindet om min far. Jeg har nok også hele tiden været forberedt på, at de kunne forlade mig.

Jeg har haft et forkvaklet forhold til sorg.«

I dag er det anderledes. I løbet af de seneste ti år har Maiken været på en lang række efteruddannelsesforløb i sorg og krise, terapi og meget andet i den retning.

»Men indimellem kan jeg godt mærke, at jeg bliver ked af at snakke om det her. Bruddet, da jeg rejste fra Tyskland til Danmark som barn, gør mig stadig ked af det.«

Men så liver hendes ansigt op igen:

»Det er jo fuldstændig absurd. Hvad var det, jeg efterlod?« spørger hun og svarer selv:

»Min identitet, tror jeg.«

Det næste eventyr

Selv om Maiken i Vestjylland fik større indsigt i sine følelsesmæssige kringelkroge, kunne hun stadig ikke styre den stærkeste af sine drifter: At ville videre.

Først tog hun orlov fra sin praksis, og derefter solgte hun den. Uden at have noget andet arbejde.

Som 54-årig rejste hun rundt i verden på eventyr. Ni måneder til Esalen, et alternativt kursuscenter i Californien, på verdensuniversitetet i Thy, en tur tilbage til rødderne i Berlin for at mærke hvordan det føltes, og i en periode flyttede hun ind hos klunserne i Århus.

Her stopper hun fortællingen og ser op:

»Det er jo fuldstændig vanvittigt,« udbryder hun så smilende. Som om hun vil komme læsernes løftede øjenbryn i møde. Sige at hun godt ved, at det lyder meget mærkeligt. Men der kommer ingen udglattende kommentarer. Hun har intet behov for at pudse på sit CV. Og det hænger, ifølge Maiken Mannstaedt, også på en eller anden måde sammen med »det store brud.«

»Jeg var en tiårig pige fra Tyskland, der troede på Hitler som den store gud. Jeg var en del af den der krig. Og pludselig fik jeg at vide, at det var helt forkert. Det betyder rigtig, rigtig meget. Jeg opdagede jo pludseligt, hvor relativt alting er. At tingene har to sider. Det tog jeg til mig. Jeg er blevet mere tolerant over for folk, der tænker anderledes. Dem, der ikke passer helt ind i skabelonen. Det gør jeg jo heller ikke selv.«

Maiken ser over på søsteren, mens hun gentager det sidste spørgsmål: »Hvad bliver det næste eventyr?«

Så kommer det igen. Smilet, der slet ikke passer til en kvinde på 71 år. Men snarere til en teenagepige:

»Jeg ville da ikke synes, det gjorde noget med en mandlig ven.«

Journal

Navn: Maiken Mannstaedt.

Alder: 71 år.

Bopæl: Lejlighed i Hostrups Have, Frederiksberg i København.

Familie: Fire døtre og elleve børnebørn.

Titel: Pensionist, men stadig aktiv i Amnesty Internationals lægegruppe.

Uddannelse: Cand.med. Københavns Universitet (1959).

Karriere: Kolding Sygehus (1959-61), flere kortere vikariater på sygehuset i Nässjö, Sverige (1962-64), »Lady doctor«, Pakistan (1964-67), reservelæge, Fysiurgisk Hospital,

Esbønderup (1971-76), reservelæge på en række afdelinger på Holstebro Sygehus (1976-79), solopraksis, Sørvad (1979-87), Neurocenter Hammel, (1994-97).

Derudover kommer en række kortere ansættelser og undervisningsjob.

Interesser: Spiller bridge, synger i kor, går til gymnastik og styrketræning. Maiken Mannstaedt er aktiv i Ulandsforeningen Svalerne, som afholder loppemarkeder. Langt den største interesse er dog familien: De fire døtre, hvoraf to bor i København, hendes i alt 11 børnebørn og hendes mor i Tisvildeleje.