Skip to main content

Afskaffelse af embedslægerne svækker patientsikkerheden

Embedslægerne er bedst uddannede og rustede til at varetage tilsynsopgaven. Det var budskabet fra embedslægerne til Folketingets sundheds- og ældreudvalg på et møde i går.

18. maj 2016
2 min.

Regeringen lægger op til at afskaffe embedslægerne og det betyder blandet andet, at lovforslaget om en ny struktur i tilsynet, som regeringen netop har fremsat, ikke giver embedslæger nogen rolle. I stedet skal læger med forskellig baggrund og uddannelse løse tilsynsopgaverne, som skal lægges under Styrelsen for Patientsikkerhed.

Embedslægerne advarer mod den udvikling og har i går afleveret det budskab på et møde med Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

”Embedslægerne er uddannet til at udføre myndighedsopgaver, som er afgørende for at kunne sikre et effektivt tilsyn i sundhedsvæsenet. Derfor risikerer man at svække den funktion, hvis man afskaffer embedslægen. Hvis man sætter andre læger til at løse opgaven, svarer det groft sagt til at lade en gynækolog operere knæ”, siger Troels Frølund Thomsen, der er formand for Embedslægeforeningen, i en pressemeddelelse.

Embedslægerne har hidtil haft tilsynet med hele den sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, de har tilsynet med læger og andre autoriserede sundhedspersoner, og de fører også tilsyn med privathospitaler og plejehjem.

”Den samfundsmedicinske uddannelse, som vi arbejder ud fra, sikrer, at vi kan analysere data og vurdere risici grundigt, og det er centralt, når vores opgave som embedslæger er at bidrage til at sikre befolkningens sundhed. Derfor har vi opfordret Folketingets sundheds- og ældreudvalg til at bevare embedslægerne i det nye tilsyn”, siger Troels Frølund Thomsen, der også siger, at embedslægerne i øvrigt er enige i hovedlinjen i den forestående omlægning af tilsynet, der lægger op til et styrket tilsyn.