Aktiv dødshjælp er et vildspor

En mand er netop blevet idømt en betinget dom for at have forsøgt aktiv dødshjælp. Ifølge medierne skulle han have givet sin far yoghurt med morfin. Det er ingen grund til at betvivle, at sønnens motiver var de bedste, nemlig at skåne sin syge far for lidelse. Det er de med stor sikkerhed også hos det flertal af befolkningen, som ifølge en meningsmåling er tilhængere af aktiv dødshjælp.

Men det ændrer ikke ved, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil være en farlig vej at gå. Selv om det sker på patientens initiativ, er aktiv dødshjælp en handling, der skal frarøve et menneske livet. Det er at tage livet af folk.

Tilhængere henviser ofte til, at patientens selvbestemmelsesret også skal omfatte retten til at vælge livet fra. Det er et argument, som kunne give mening i en verden, hvor mennesker kun vil hinanden det godt, og hvor alle er veloplyste og magter at kommunikere klart og åbent med hinanden. Men sådan er tilværelsen jo sjældent.

Mange familier er præget af komplicerede relationer, som gør det vanskeligt at tale om alvorlig sygdom og død. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig en gammel, meget syg mand, som nødigt vil belaste resten af familien og ligefrem tror, at det vil være en lettelse for dem, hvis han beder lægen forkorte sit liv.

Det er heller ikke alle mennesker, som er lige gode til at udtrykke, hvad de tænker, og nogle kan have svært ved helt at forstå, hvad der egentlig foregår. De er særligt sårbare i pressede og desperate situationer.

Glidebanen er også en reel risiko: At et samfund over tid accepterer aktiv dødshjælp i stadig flere situationer, fordi det ikke er muligt objektivt at definere, hvornår en lidelse er ubærlig. For nogle er problemet smerte, for andre måske mere eksistentielle forhold, og det kan føre til, at døden bliver en legal løsning på stadig flere kategorier af lidelser. Det er skræmmende perspektiver.

Dertil kommer, at aktiv dødshjælp vil skade tillidsforhold mellem læge og patient. Et sygt menneske skal kunne stole ubetinget på, at lægen vil hjælpe ham med at blive helbredt - hvis det er muligt - og under alle omstændigheder til at undgå smerter. Lægen er ikke en person, som under bestemte omstændigheder kan frarøve patienten livet. Der må aldrig kunne opstå mistanke hos den syge om, at lægens forslag om behandling er farvet af andre hensyn eller en holdning om, at det bedste for personen ville være aktiv dødshjælp.

Når Lægeforeningen er mod aktiv dødshjælp, er det først og fremmest af hensyn til patienterne. Men der er også et hensyn at tage til lægerne. Hvis et land indfører aktiv dødshjælp, lægger det et stort ansvar over på læger. Den enkelte kan måske nok sige fra, men der vil være et krav om, at læger som stand løser opgaven med at tage livet af andre, og det må Lægeforeningen tage klart afstand fra.

For læger og sundhedsvæsenet er den tilbagevendende debat om aktiv dødshjælp et vigtigt signal om, at mange mennesker frygter, at deres sidste tid skal leves i smerte og angst. Derfor er det positivt, at sundhedsminister Astrid Krag lægger op til en bred debat om aktiv dødshjælp og bl.a. vil inddrage Det Etiske Råd. Men fokus bør være på, hvordan sundhedsvæsenet på tværs af sektorer og faggrupper sikrer en effektiv smertelindring og omsorg for den enkelte. Det er smerten og angsten, vi skal tage livet af - ikke patienten.