Skip to main content

Fru N.N. har været patient hos Jens Parker, siden han startede i sin praksis på Østerbrogade i København i 1985. Hun har altid været rask bortset fra sin type 2-diabetes og lidt høfeber. Men nu har hun passeret de 80 år og er nået op på et anseligt pilleforbrug mod forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og tiltagende hjertesvigt. Humøret har også været for nedadgående, siden hun mistede sin mand for nogle år siden. Hun har fået antidepressiva i perioder.

Inden Jens Parker kalder fru N.N. ind i konsultationsstuen, kalder han hendes journal frem på skærmen. Her kan han se, at hun ikke har været hos ham siden december måned. Han kan også se, at hun i februar har været indlagt på en psykiatrisk afdeling for en svær depression. Det er en vagtlæge, der har indlagt hende.

Et nyt klik på feltet »Medicinkort« fører ham til en total oversigt over, hvad lægerne på psykiatrisk afdeling har ordineret fru N.N. Medicinkortet er et aktuelt billede af fru N.N.s forbrug af medicin og er tilgængeligt for sundhedspersoner som bl.a. læger og tandlæger via den fælles landsdækkende server, kaldet Det Fælles Medicinkort (FMK).

FMK er en mulighed for at se alle patientens aktuelle og opdaterede medicinoplysninger på tværs af regioner og sektorer.

Læger har i flere år haft adgang til patientens personlige elektroniske medicinprofil (PEM) via Sundhed.dk.

»Adgangen til PEM'en har været tung og tidskrævende, og PEM'en viser alene, hvad patienten har købt på apoteket. Hvis ordinationen f.eks. ændres, og patienten måske skal tage tre piller mod forhøjet blodtryk frem for to som hidtil, vil det ikke fremgå af PEM. PEM registrerer heller ikke, at en patient måske er holdt op med at tage sin ordinerede medicin pga. overfølsomhed over for et af indholdsstofferne, eller om patienten f.eks. har fået medicin med hjem fra sygehuset. Samtidig er der den store fordel ved FMK, at det er integreret i lægernes EPJ og derfor er let at bruge«, fortæller Jens Parker.

Jens Parker er en af de få danske praktiserende læger, der var med på edb-vognen fra starten. Han indførte allerede i 1988 elektronisk registrering over sine patienter. Han er også en af ophavsmændene til FMK og har selv - som en af de første i landet - taget det i brug allerede for halvandet år siden.

Hans kolleger er nu begyndt at følge trop. P.t. er 26 pct. af de praktiserende læger i Region Hovedstaden tilmeldt FMK.

»Før brugte vi utrolig meget tid på at finde ud af, hvilken medicin vores patienter var blevet ordineret. Og ikke mindst hvordan deres aktuelle medicinstatus var. Ofte fik hverken egen læge eller hjemmeplejen den rigtige besked om, hvilken medicin patienterne fik, efter de havde været indlagt på hospitalet. Og om patienterne var blevet ordineret en helt ny form for behandling. Det øgede selvsagt risikoen for fejlmedicinering, når patienten igen blev udskrevet enten til eget hjem eller til plejehjemmet. Fremover slipper sundhedspersonalet for at skulle ringe rundt til eksempelvis hospitaler og praktiserende læger for at få medicinstatus på en patient«, fortæller Jens Parker.

Øjebliksbillede

Tilbage i Jens Parkers konsultation og fru N.N.s medicinkort:

Her giver en række grønne og røde krydser ham øjeblikkeligt et overblik over henholdsvis nyordinationer, dosisændringer og seponeringer.

»FMK kan ses som en dynamisk underretning om, hvad din patient her og nu er i behandling med. Hvis hun nu uheldigvis falder ude på gaden, når hun går herfra, og kommer på skadestuen, så kan de dér umiddelbart slå op i FMK og se, hvad hun får af medicin. Når hun kommer hjem, kan evt. ændringer med det samme ses af hjemmeplejen. Hendes FMK ændrer sig løbende«.

Jens Parker fortæller, at FMK vil være en uvurderlig hjælp for lægevagten, der som udgangspunkt ikke kender patienten i forvejen.

»Med FMK får vi nærmest en halv anamnese forærende. Hvis f.eks. en patient med svær åndenød ringer ind, er det jo en stor hjælp, at man på få sekunder kan læse sig til, at denne patient er i behandling med hjertemedicin.

Hvis en person er faldet bevidstløs om i eget hjem og bliver afhentet af Falck, er det langtfra sikkert, at falckredderne når at få personens evt. beholdning af livsvigtig medicin med i bagagen. Nu kan personalet på akutmodtagelsen lynhurtigt skaffe sig et overblik via FMK«.

FMK er imidlertid kun aktiveret, så længe patienten behandles i primærsektoren. I det øjeblik en borger bliver indlagt, bliver FMK sat på pause. Den medicin, patienten får under indlæggelsen, bliver i stedet registreret i hospitalets eget medicinmodul.

I samme øjeblik, som patienten udskrives, bliver FMK aktivt igen og viser nu den behandling, som patienten får ved udskrivelsen.

De sundhedspersoner, der hjælper med at administrere patientens medicin, har »kigge«-adgang til FMK. Det er som hovedregel kun læger og tandlæger, der må rette i det og ændre ordinationen.

Når lægen via sit eget system er logget på FMK, er han populært sagt udstyret med en ottetimers adgangsbillet til systemet. Al færdsel på medicinkortet bliver registreret, og borgeren vil selv kunne tjekke, hvem der har haft adgang til hans medicinoplysninger.

Fru N.N. er et tænkt eksempel.

FAKTA

Det Fælles Medicinkort forsinket

Det Fælles Medicinkort (FMK) giver alle borgere i Danmark et elektronisk medicinkort koblet op på en central, landsdækkende database. Samtlige landets praktiserende læger, speciallæger, tandlæger m.fl. samt hospitalerne skulle efter planen være koblet på FMK med udgangen af 2011.

Der har imidlertid været visse indkøringsvanskeligheder rundt om i regionerne, som har forsinket projektet.

»Vi har en aftale med Praktiserende Lægers Organisation om, at de praktiserende læger bliver koblet på, lige så snart hospitalerne i en region har indført FMK«, fortæller sekretariatschef i Regionernes Sundheds-it (RSI) Heidi Forberg. Hun oplyser, at ca. to tredjedele af landets hospitaler p.t. er koblet på FMK. FMK er i dag fuldt implementeret i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.

»Alle sundhedsvæsenets parter skal på, før vi ser den fulde effekt af FMK. Størstedelen af den medicin, der ordineres, ordineres af de praktiserende læger. Vi er derfor stærkt afhængige af, at de praktiserende læger er på, og af, at alle bruger det«, siger Heidi Forberg.

»Vi forventer, at 75 pct. af alle hospitaler i landet vil have FMK inden udgangen af andet kvartal 2012. Inden udgangen af 2012 har alle hospitaler i landet FMK«, lover Heidi Forberg.

Tilslutning til FMK

På landsplan er 18 pct. af de alment praktiserende læger og 21 pct. af de praktiserende speciallæger tilkoblet Det Fælles Medicinkort.

I de enkelte regioner ser tilslutningen således ud:

Region Hovedstaden: 26 pct. af almenpraksis, 17 pct. af speciallægepraksis.

Region Sjælland: 21 pct. af almenpraksis, 19 pct. af speciallægepraksis.

Region Syddanmark: 16 pct. af almenpraksis, 32 pct. af speciallægepraksis.

Region Midtjylland: 8 pct. af almenpraksis, 24 pct. af speciallægepraksis.

Region Nordjylland: 15 pct. af almenpraksi s, 25 pct. af speciallægepraksis.

FAKTA

Find Medicinkortet

Som borger får man adgang til sit eget medicinkort på www.sundhed.dk med NemID.