Skip to main content

Praktiserende Lægers Organisation, P.L.O., kommer nu med et bud på en ny organisering af akutbetjeningen i almen praksis.

Udspillet, som er resultatet af flere måneders arbejde i et »akutudvalg«, nedsat af P.L.O.s repræsentantskab for et år siden, blev fremlagt på P.L.O.s repræsentantskabsmøde i lørdags.

Med den 45 sider lange rapport håber P.L.O. at imødekomme et mangeårigt politisk ønske om enstrengethed i akutbetjeningen i vagttiden, idet den anbefaler, at hele akutbetjeningen - bortset fra 112-ordningen - gøres telefonisk visiteret.

Hidtil har akutbetjeningen i store træk bestået af to organisationer, der fungerer uafhængigt af hinanden. Dels primærsektoren, hvor den praktiserende læge i dagtiden og Lægevagten i vagttiden tog sig af akutte almenme-dicinske henvendelser, og dels sekundærsektoren med sygehusenes skadestuer.

I de sidste 15 år er adgangen til Lægevagten sket via telefonisk visitation, mens skadestuerne de fleste steder har været uvisiterede. Dette har mange steder ført til alt for mange skadestuehenvendelser med problemer, der rettelig hører hjemme i primærsektoren.

Alt via telefon

Det er ikke mindst de knappe lægelige ressourcer, der har gjort behovet for en anden organisering påtrængende. Den nye strukturreform, med lukning af mange lokale akutberedskaber og samling af den lægelige ekspertise i større og mere specialiserede enheder, har forstærket dette behov.

Den enstrengede model for akutbetjening, som har været så stærkt efterlyst, har været svær at sluge for de praktiserende læger, som også har mærket den tiltagende lægemangel i form af en lige så tiltagende vagtbelastning. For P.L.O. har det været afgørende, at deltagelse i Lægevagten skulle ske ad frivillighedens vej; tvungen deltagelse, frygtes det, vil få endnu flere praktiserende læger til at overveje helt at ophøre med deres praksis.

Helt centralt for P.L.O. har det derfor været, at den enstrengede betjening, som efterlyses, skal være telefonisk visiteret, og rapporten anbefaler derfor, at adgangen til hele akutbetjeningen, bortset fra 112, sker telefonisk gennem en lægelig visitator, som kan visitere alle patienter med akutte almenmedicinske problemer til Lægevagten og patienter med skader til skadestuerne.

»Det vil sikre, at patienterne fordeles til de steder i akutbetjeningen, hvor den relevante lægefaglige kompetence er til stede«, siger akutudvalgets formand, Yves Sales.

Han peger dog på et problem, som udvalget under sit arbejde afdækkede ved hjælp af en undersøgelse fra analysefirmaet AC Nielsen AIM:

»Rapporten viser, at der faktisk er problemer med de praktiserende lægers tilgængelighed i dagtiden«, siger han.

»Derfor er der brug for en opstramning af lægernes procedurer for - og prioritering af - den akutte tilgængelighed. Både ud fra lægefaglige, fagpolitiske og organisatoriske hensyn.«

Rapporten kommer også med forslag til, hvordan det problem kan løses.

Vil ikke være dørvogtere

Gennem mange år har akutberedskabet bestået af 112-ordningen, skadestuer og lægevagt - en relativt kompliceret treenighed, som for mange borgere har været vanskelig at hitte rede i.

»Vi er blevet presset hårdt for at samordne vores del af akutberedskabet: skadestuer og almen praksis. Og det kan der være megen fornuft i«, siger Yves Sales.

»Når det ikke er blevet samordnet endnu, skyldes det, at der er flere politiske dagsordner, som har at gøre med vurdering af lægelige ressourcer og prioritering af arbejdsopgaver.

Som praktiserende læger har vi stået benhårdt fast på, at al indgang til den del af akutbetjeningen, som vi er del af, skal være lægeligt, telefonisk visiteret«, siger Yves Sales.

»Det har vi to gode grunde til. For det første mener vi, at patienten allerede ved den første kontakt til akutbetjeningen, i telefonen, skal ledes derhen i systemet, hvor patientens problem bedst bliver løst. Og for det andet ønsker vi, at akutbetjeningen skal anvendes til akutte problemer. Ikkeakutte problemer skal klares i dagtiden, og akutte i vagttiden - selv om der naturligvis også forekommer akutte problemer i dagtiden.«

Problemet har ifølge Yves Sales været, at politikerne »ikke alle steder har været indstillet på at lukke skadestuerne for selvhenvendere«

»Her ville man helst have almenmedicinerne til at være dørvogtere i skadestuen, og det har vi ikke ønsket at være. For det er en dårlig udnyttelse af lægeressourcer.«

»Der er også det ansvarsmæssige aspekt«, tilføjer han.

»I telefonen kan man visitere ud fra de præmisser, der er i en telefonsamtale. Hvis man skrankevisiterer, gør andre forhold sig gældende. Så er man hurtigt så dybt inde i en udredning af problemet, at det bliver svært at sige, at patienten må gå et andet sted hen med det i morgen. Derfor har vi fastholdt som et kardinalpunkt, at al henvendelse til akutbetjeningen skal være telefonisk. Det giver den bedste udnyttelse af lægeressourcer, og sikrer samtidig, at patienten får den bedste service.«

Alle opringninger til ét sted

Yves Sales beskriver det udspil, som arbejdsgruppen er nået frem til:

»Det er som sagt et enstrenget system. Men strengen er kort på den måde, at patienterne i vagttiden ringer til ét sted og derfra bliver visiteret enten til skadestue eller til lægevagten. Teknisk set kan der sagtens blive tale om ét nummer, som er det samme over hele landet, om det så skal være fx 888 eller et ottecifret 70-nummer, hvorfra man viderestilles til en visitator i det område, man ringer fra. Det er en teknisk detalje. Organisatorisk er det afgørende, at vi foreslår, at vi almenmedicinere visiterer alle henvendelser.«

Ganske vist vil det kræve flere ressourcer i vagttiden. Men omvendt tror Yves Sales på, at den telefoniske visitation kan være med til at mindske presset på det samlede forbrug af lægeressourcer i vagttiden.

Når patienten ringer, er der fire muligheder: 1) Problemet løses i telefonen, som det i dag sker i 50 procent af de tilfælde, der ringer til lægevagten.

2) Problemet kan ikke løses umiddelbart, men findes heller ikke at være akut, og henvises derfor til egen læge førstkommende hverdag. 3) En del skal ses i lægevagten - i nogle tilfælde i konsultationen, og i andre ved hjemmebesøg.

4) Patienten henvises til skadestuen, som er lukket for selvhenvendelse.

Hvor er problemerne henne?

»I vagttiden mener jeg ikke, der er problemer. Selvfølgelig bliver der flere henvendelser, når også alle skadestuehenvendelser skal ske telefonisk. Men vi har undersøgt det og kan sige, at vi er i stand til at stille med det nødvendige antal læger til den store lægevagtsorganisation, som skal regionaliseres.

Problemet vil formentlig være i dagtiden. Her fastholder vi, at det skal være den praktiserende læge, der skal være visitator. Og en sådan visitation er jo uvægerligt forbundet med lægens tilgængelighed.«

Vi skal b live mere tilgængelige

Om tilgængelighedsundersøgelsen fra AC Nielsen AIM - den første af sin art - siger Yves Sales, at »den er ikke noget at prale af«:

»Der er forskelle geografisk og mht. til tidspunkt på døgnet. Men rapporten munder ud i nogle klare anbefalinger af, at man fra P.L.O.s side strammer op på tilgængeligheden i dagtiden.«

Den sværeste diskussion for arbejdsgruppen har været den svigtende tilgængelighed. For mange praktiserende læger har det været lidt af et dogme, at den ikke udgjorde et problem, men det har undersøgelsen rokket så effektivt ved, at det for arbejdsgruppen blev en hovedopgave at finde bedre måder at organisere det på.

Kan det gøres?

»Ja. Problemet er, at vi i almen praksis i dagtiden skal rumme alle de krav, der stilles til os. Vi skal være tovholdere, vi skal passe flere patienter, som udskrives hurtigere fra hospitalerne, og samtidig yde en bedre service. Folk vil gerne have god tid hos lægen og kortere ventetid, og samtidig skal vi servicere akutte problemer. Man kan spørge sig, om det overhovedet kan hænge sammen? De servicekrav, borgerne og sygehusvæsenet stiller i dag, er helt anderledes end for 15-20 år siden.

Alle de krav kan være fornuftige nok. Men oveni kommer så den lægemangel, som vi fortsat vil have i de kommende 6-8 år. Hvis vi skal kunne rumme alle de opgaver, må vi, når vi taler om den akutte tilgængelighed, gå bort fra den enkelte læge som tovholder i dagtiden. Det kan ikke hænge sammen, hverken organisatorisk eller ressourcemæssigt.«

Den løsning, arbejdsgruppen foreslår, er, at lægegrupper lokalt organiserer den akutte tilgængelighed, så den går på omgang. Evt. med en løsning, så patienterne stadig kun skal ringe til ét nummer, som så kan stille videre til en af de læger, der står for tur.

Undersøgelsen vil blive offentliggjort, siger Yves Sales. Ikke, fordi P.L.O. er stolte af resultatet, som bl.a. viser, at 27 procent af opkaldene ikke kom igennem.

»Det er ikke godt, hvis vi som organisation vil garantere, at vi i dagtiden vil visitere alle henvendelser til akutbetjeningen, når 27 procent faktisk ikke kommer igennem«, siger Yves Sales.

»Vi må erkende, at vi lige nu har svært ved at leve op til kravet om akut tilgængelighed i dagtiden. Og derfor kommer vi med et forslag til, hvordan det kan forbedres.«

Samme service landet over

Ud over forslag til at organisere sig mere tilgængeligt foreslår arbejdsgruppens rapport en helt ny organisatorisk struktur, der skal fremme kvaliteten og effektiviteten i akutbetjeningen.

»Læger på arbejdet skal ikke vente på patienterne. Læger på vagt skal arbejde og tjene penge, uden dog at blive så stressede, at de bukker under.

Vi vil fremme fleksibiliteten. Det skal i så høj grad som muligt være frivilligt for praktiserende læger at deltage i lægevagten.

Og vi vil fremme ensartetheden, så der på landsplan bliver større ensartethed i lægevagtens kvalitet og service.

Vi har beskrevet en organisationsstruktur, der gør det ensartet, og hvor beslutningerne i højere grad end i dag bliver taget centralt - også med en central aftale om finansiering af lægevagtens drift. I øjeblikket har vi i vores overenskomst aftaler om honoreringen af de enkelte ydelser. Men der er ingen central aftale for lægevagtens drift og organisation med telefoni, kørsel og edb, og det foreslår vi indført«, siger Yves Sales.

Rapporten, som skulle debatteres på P.L.O.s repræsentantskabsmøde i lørdags, forholder sig også til, hvordan uddannelseslæger kan indpasses i Lægevagten.

Den kommer desuden med et bud på, hvordan de hidtidige amtsgrænser både geografisk, kulturelt og organisatorisk kan nedbrydes til fordel for en større, moderne, regional lægevagtsenhed, der kan imødekomme kravene om kvalitet, effektivitet, fleksibilitet og ensartethed.

Der fremlægges i alt tre modeller for en nyorganisering af Lægevagten, men anbefalingen gælder klart »model 3«, som fastholder Lægevagten i den kendte politiske struktur (med Landsoverenskomsten) med tilførelse af de nødvendige moderniseringer. Ifølge rapporten vil denne model gøre ansvaret for Lægevagtens etablering og drift til et regionalt anliggende, mens de praktiserende læger ligesom i dag får ansvaret for den daglige drift.

Rapporten kan læses i sin helhed på www.plo.dk.