Akutpolitikken fik en ekstra afpudsning

Lægeforeningens politik for fremtidens akutbetjening har været længe undervejs. Den er blevet diskuteret og udviklet på talrige møder, og på Lægemødet forelå den i en form, der var tæt på færdig.

Inden den skulle på dagsordenen blev den dog gennemdiskuteret en sidste gang på et intensivt gruppemøde. Debatten om akutbetjeningen har tydeligt bevæget sig i en stadig mere konkret retning og er præget af jagten på at løse rent praktiske problemer.

Der synes således ikke tvivl i mange lægers sind om, at diskussionen handler om noget, der vil materialisere sig: »Når vi melder ud om, hvor mange akutcentre, der skal være i fremtiden, skal det være gennemanalyseret«, lød det bl.a. under gruppediskussionen. »Det, vi siger, kan sætte milliardbyggerier i gang«.

Lup på detaljerne

Under diskussionen blev der på et tidspunkt spurgt, hvad der er det vigtigste i Lægeforeningens akutpapir. Svaret, som der var fuld enighed om, lød: »Antallet!« Antallet i betydningen: En centralisering af akutbetjeningen til 20-25 centre. Og dernæst, at visitationen skal gå gennem en læge. Endelig lyder der heller ikke længere indvendinger imod tanken om, at der skal være speciallæger til stede døgnet rundt som rådgivende konsulent og sekundær visitator.

Og specialisterne skal ikke regne med at få lov at hygge sig i smug med deres subspecialer. Som det også blev sagt under en debat om, hvem der skal stå for modtagelse i akutcentrene: »Vi skal holde op med det der hykleri med, at det der, det kan jeg ikke, det er ikke mig! Og når vi så tager til Norge, så kan vi fandeme det hele!«

Gruppediskussionerne viste, at der efterhånden er generel enighed om Lægeforeningens akutpolitik. Men der er også punkter, der kan lokke kommentarer frem, måtte HB-medlem Klaus Klausen konstatere, da han forelagde resultaterne af gruppearbejdet for Lægemødet. Ingen er uenige i, at den præhospitale indsats skal forbedres og udbygges. Og systemet skal gøres ægte enstrenget, så visitationen er lægelig, ikke kun når den foregår via egen læge eller lægevagt, men også via 112. Det vil også spare ressourcer, hvis alarmoperatøren har direkte adgang til at lade en læge vurdere, hvilke ressourcer der skal ud at køre. Med reference til den foregående dags debat med indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen var der enighed om, at der er plads til at forbedre den præhospitale indsats, og måske også en direkte lægelig ledelse af den.

I øvrigt var der udbredt modvilje mod et akutberedskab, hvor endnu flere faggrupper skal involveres på skadestedet, som fx de »halvstuderede« paramedics, som indgår i amerikanske akutberedskaber. Så hellere et system, hvor yngre læger deltager under supervision. Endelig skal befolkningen have det samme tilbud, uanset hvor de bor i landet - et tilbud, der kan sikres med lægehelikoptere.

Nok specialister? Og hvilke?

Hvad angik de 20-25 akutcentre, der forudses i oplægget, blev der under gruppearbejdet understreget, at det er meget væsentligt for deres funktion, hvilke kompetencer der er til stede. Men der var også bekymring over de udgifter, der kan udløses af alt for omfattende strukturændringer, og nogle maner derfor til at undersøge, i hvilket omfang man kan genbruge eksisterende bygninger og faciliteter i en fremtidig akutstruktur.

En undergruppe diskuterede, hvordan modtagelsen af den akutte patient skal organiseres i akutcentrene: Hvem skal stå for den, og hvordan skal det gå den ældre fru Larsen med en ikke nærmere defineret grenspecialesygdom på det internmedicinske område.

Der lød kun få indlæg til fordel for et nyt akutmedicinsk speciale. Denne tanke synes at være skubbet i baggrunden - muligvis til fordel for ideen om et fagområde for særligt interesserede.

Under Lægemødedebatten lød enkelte advarsler om, at kravet til højt specialiserede funktioner »døgnet rundt, året rundt« kan medføre en dominoeffekt, så man ender med langt færre end de 20-25 akutcentre, der forudses, sagde Helge Fasting. En så høj grad af ekspertise lader sig ganske enkelt ikke opstille 25 steder.

Arne Cyron mente ikke, at man nødvendigvis skal låse sig fast på et bestemt antal enheder, men hellere på en faglighed og på, hvilke kompetencer man skal kunne de steder, hvor man modtager akutte patienter. Det måtte blive afgørende for antallet af akutcentre.

Erika Christensen var blevet slået af ordet »skadeklinikker«, som på det seneste er blevet et operativt begreb på Christiansborg, og, som også Regionsforeningens formand, Bent Hansen, er begyndt at bruge.

»Skadeklinikker? Jeg kan ikke helt forstå, hvad Bent Hansen og politikerne mener med det. Men jeg kan sige, hvad jeg er bekymret for. Og jeg er bekymret for, at de regner med, at man kan have en slags miniskadestuer derude. Og det skal man ikke have. Den nære praksis er det almen praksis, der tager sig af, og det skal formuleres helt klart«.

Forlig om specialeplanlægning

Under Lars Løkke Rasmussens besøg havde ministeren forudset, at der i den kommende uge kunne indgås politisk forlig om principper for specialeplanlægning i sygehusvæsenet. Forliget var dog allerede indgået, mens ministeren var til Lægemøde - og ligner i øvrigt på mange måder de tanker, som Lægeforeningen har fremsat på bl.a. akutområdet.

Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, kommenterede forliget, som er indgået mellem partierne bag kommunalreformen - foruden regeringen er det Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Det sidste afsnit i forliget handler om den akutte indsats, og her kan man læse, at parterne er enige om, at de generelle principper for specialeplanlægning skal ligge til grund for arbejdet med den præhospitale indsats. Og i tilslutning hertil understreges det, at det er vigtigt, at der i alle egne af landet skabes tryghed for, at befolkningen hurtigt kan komme i relevant behandling: Lægeambulancer, akutbiler og helikopterbetjening skal inddrages i den hastende akutbehandling, og partierne konstaterer, at Det rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning har prioriteret, at akutområdet analyseres i 2006. »Det er godt, og vi vil selvfølgelig forsøge at gøre vores indflydelse gældende i det rådgivende Udvalg«, sagde Jens Winther Jensen.

»Det, vi for alt i verden må sikre os, er, at behandlingen af patienterne ligger i sundhedsvæsenet, og dermed i regionerne, og at det ikke er en kommunal opgave«.

Akutspeciale eller ej er ikke DADL's bord

Jens Winther Jensen undlod at tage stilling til de enkelte indlæg, der havde talt for et egentligt akutmedicinsk speciale.

»Vi har drøftet det en del i arbejdsgruppen. Men vi føler ikke i Lægefore-ningen, at det er op til os at stå for den faglige udvikling. Det må være noget, der gror ud af specialeselskaberne. Dansk Selskab for Intern Medicin siger, at de kan klare den store mængde patienter, som et evt. akutspeciale ville skulle tage sig af. Det er en stor opgave, og vi vil følge nøje, om de er i stand til det. For det må for alt i verden ikke ende med, at man ikke kan behandle en patient med ikke særligt specielle sygdomme, uden at der træder en lang række specialister til. Det er ikke en udvikling, vi ønsker. Og på den måde venter der Dansk Selskab for Intern Medicin en stor opgave«.

»Alt i alt har vi her, og med de faldne bemærkninger, grundlaget for foreningens politik. Vi vil fortsætte med at sætte det på dagsordenen, og vi vil også fortsætte samarbejdet med de videnskabelige selskaber om at beskrive det faglige indhold - og så holde det overordnede perspektiv, som er Læge-foreningens unikke position i forhold til fagligheden på akutområdet«.

Akutpolitikken blev enstemmigt vedtaget uden yderligere bemærkninger«.

Noter fralægemødet 2006

I 2007 budgetteres der med et budget i balance, og budgettet blev godkendt. Kontingentsatser pristalsreguleres. Herefter er kontingentet for 2007 fastsat til 3.498 kr. til Lægeforeningens centrale arbejde for ordinære medlemmer, 1.320 kr. i lægekredsforeningskontingent. Hertil kommer delforeningskontingenterne.

De nærmere satser og regler kan læses på www.laeger.dk/lægeforeningen/DADL/kontingentsatser