Alle hænder kan bruges - uanset praksisform

Solopraksis, kompagniskabsprakis, samarbejdspraksis, delepraksis, netværkspraksis, anpartselskaber - kært barn har mange navne. Fælles for dem alle er almen praksis, patienterne og selvfølgelig den måde den praktiserende læge har valgt at organisere sit arbejdsliv på.

Det fundamentale i valget af praksisformen, er på den ene side retten til, at man som praktiserende læge frivilligt kan vælge, hvordan man vil indrette sig. På den anden side patienten, som i en del tilfælde foretrækker én egen læge frem for en flerlægepraksis. Så selvom tendensen peger i retning af, at flere og flere af P.L.O.'s medlemmer vælger lidt større faglige fællesskaber og fælles faciliteter som platform for praksisformen, skal der ikke herske tvivl om, at solopraksis fortsat er en politisk prioriteret virksomhedsmodel, bestyrelsen ønsker skal fortsætte.

Der hersker mange fordomme og myter om solopraksis. En af dem er, at kvaliteten i en solopraksis er ringere end f.eks. i en kompagniskabspraksis, hvor flere læger har muligheder for at udveksle erfaringer. I en undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal, 6. oktober sidste år, modbevises denne påstand, og den går desuden så vidt i sine konklusioner som til at sige, at der ikke er nogen specifik praksisform, som har monopol på høj kvalitet. Det er vores klare opfattelse, at det samme gør sig gældende i Danmark.

Det er også en myte, at de fleste solopraksis findes ude på landet. Cirka 1/3 af alle praktiserende læger arbejder i solopraksis. Men de er skævt fordelt geografisk. I Københavnsområdet er godt hver anden praktiserende læge i solopraksis, mens det kun er tilfældet for hver fjerde læge i almen praksis i Ribe Amt, Vejle Amt og Sønderjyllands Amt.

Men - for der er et »men« - vi ved, at solopraksis tilsyneladende ikke er så attraktiv som flerelægepraksis for de yngre læger. Man kan sige, at den udvikling er »skabt af tiden«, hvor unge læger er vant til at arbejde i fællesskaber. Vi kan se på praksishandlerne, at flere solopraksis købes af to læger, som på den måde kan have en delepraksis. Men det er jo kun en løsning, hvis man ønsker delepraksis. Derfor er opgaven på den ene side at facilitere muligheder, som både giver lægen i solopraksis gode vilkår for at fortsætte som hidtil - og på den anden side sikre, at praktisende læger, som ønsker at slå sig sammen - på den ene eller den måde - også har mulighed for det. For faktum er, at rekrutteringssituationen strammer til, og i mange områder er der reelle problemer med at få videreført praksis når en læge ophører. Selv i universitetsbyerne meldes der om meget få ansøgere, som er interesserede i at nedsætte sig som praktiserende læger. Derfor er det væsentligt, at vi i de kommende år lægger os i selen for sammen med amterne og Sundhedsministeriet at sikre vilkår, der gør, at omkring 25% af de yngre læger vælger praksis frem for hospitalskarrieren. Her er fleksibilitet i praksisformer et af kodeordene.

I Hovedstadsområdet har man alt for længe bakset rundt med meget stive regler omkring lokaler og det, vi vel bedst kan betegne som »tidssvarende faciliteter«. Her er der som sagt en stor koncentration af sololæger, og afstandene mellem dem er forholdvis små - på grund af den store befolkningstæthed. Kommunalpolitisk ligner det signalforvirring, når man på den ene side opfordrer lægerne til at slå sig sammen, og på den anden side har karakter af ren obstruktion, når man ligefrem modarbejder etableringen af flerlægepraksis i lokaler, der ligger tæt på borgerne. Som lappeløsning har man derfor valgt at udvide praksisområderne, så lægerne har flere lejemål at vælge imellem. En mulighed kan også tænkes at være de såkaldte »murstensløse« netværkspraksis, hvor sololæger kan have fælles personale, fælles telefonanlæg, fælles laboratoriefaciliteter, fælles indkøb osv. Men vi kommer ikke uden om, at solopraksis er med til at sikre patienterne/borgere en større valgfrihed, når der skal vælges familielæge. Også derfor er det vigtigt at understøtte solopraksis.

Bestyrelsen