Skip to main content

Alle kan klovne

Elev Adam Wied Hatting, Skanderborg Produktionsskole, adamhatting@hotmail.com

16. okt. 2006
3 min.

Patch Adams er alle hospitalsklovnes fader. Med hans egne ord er »klovneri et trick, der gør, at man kan komme tæt nok på folk til at elske dem ...«. Kærlighed er en af grundstenene i Patch Adams' livsprojekt.

»Alle mennesker bør lægge en kærlighedsstrategi«, siger han, og i det hele taget mener han, at alle bør arbejde bevidst med at elske.

Mens Patch Adams læste til læge, arbejdede han på en børneafdeling. Han syntes, at forholdene på afdelingen var så triste og glædesløse, at han begyndte at optræde for børnene ud fra den overbevisning, at humor kan påvirke et sygdomsforløb i positiv retning. Hans grundlæggende ide er, at lægen skal være venner med patienterne for at kunne helbrede ordentligt. Og at børn og deres forældre slapper mere af og modtager behandlingen bedre, når læger og sygeplejersker benytter sig af humor i den daglige omgang med patienterne.

Dødens engel med humor

Ifølge Patch Adams handler klovneri om tre ting: glimtet i øjet, smilet i ansigtet og villigheden til at sørge med patienten.

Også når det handler om døende patienter, er humoren i højsædet: »Jeg har f.eks. ofte klædt mig ud som en engel, gået ind til en døende patient, poseret og sagt ,coming attractions` ... Jeg vil være sammen med de døende. Jeg vil gøre deres sidste tid dejlig«, fortalte 61-årige Patch Adams i august under sit fire dage lange besøg i Danmark, hvor han afholdt foredrag og workshopper for læger, sygeplejersker og sundhedspersonale om, hvordan man skaber øget fokus på glæde og kærligheden til livet og sine medmennesker.

Patch Adams bruger nu størstedelen af sin tid på - bevæbnet med humor - at rejse rundt i verden for at hjælpe børn i nød og for at hjælpe andre med at finde vejen til et liv med glæde. Men hans ideer og metoder stopper ikke med ham selv. De har bredt sig til hele verden i form af et globalt system af hospitalsklovne. I Danmark går hospitalsklovnen Angus, alias Ewan Mackinnon, i Patch Adams' fodspor og bringer med humor, leg og klovneri tryghed og glæde ind i børnenes ellers meget hårde og triste sygdomsforløb på børneafdelingerne på Skejby Sygehus, Herning Sygehus og Odense Universitetshospital.

Rød næse, bowlerhat og store sko

En klovn formår alene med sin humoristiske og klassiske klovnepåklædning som Angus' med bowlerhat, store sko og rød næse straks at kalde smilet frem hos de fleste børn. Drivkraften bag jobbet, fortæller den danske klovn, er glæden ved at være i stand til at dulme patienternes smerte og opleve deres midlertidige lykke i forbindelse med hans tilstedeværelse.

Lægernes og plejepersonalets opfattelse af samarbejdet med klovnen er, at det giver en stabilitet i sygdomsforløbet. Afdelingens overlæge, Bent W. Nielsen, siger: »Det er en svær proces, men når det lykkes, er det dejligt at have dem i vores regi.« Både patienter og pårørende oplever en glæde og bliver mere rolige i forbindelse med klovnens tilstedeværelse.

Blå bog

Navn: Hunter Patch Adams

Født: 1945 i Washington D.C.

I 1972 oprettede Patch Adams sammen med medstuderende fra lægestudiet på Virginia Commonwealth University »Gesundheit! Institute« - verdens første gratis privathospital. Hospitalet lukkede efter 12 år.

Filmen »Patch Adams« fra 1998 med Robin Williams i hovedrollen handler om hans liv.

I dag rejser Adams rundt for at rejse penge til et nyt Gesundheit! Institute.

Han rejser også til verdens fattige lande og klovner for de syge.

Se mere på www.parchadams.org og www.wikipedia.org