Skip to main content

Alle læger er fælles om fagligheden

Journalist Klaus Larsen

1. nov. 2005
4 min.

Det overrasker vist ingen, at Jens Winther Jensen indleder med at tale om lægernes uddannelse og forskning, når han forklarer, hvorfor han meldte sig som formandskandidat i FAYL. Den 34-årige Jens Winthers base i FAYLs bestyrelse har gennem en årrække været Forsknings- og Uddannelsesudvalget, F&U, hvor han bestred formandsposten, mens Speciallægekommissionen arbejdede og selv repræsenterede yngre læger i kommissionen.

Bånd til faglige miljøer

- Det er fagligheden, der holder os sammen, lyder hans hovedtema.

- Vi er læger i kraft af vores uddannelse, som vi udbygger og vedligeholder livet igennem, siger han, og det er det forhold, han vil holde fast i, også når det gælder yngre lægers arbejde for at sikre lønnen, arbejdsvilkårene og uddannelsen.

Jens Winther vil derfor gerne skabe »mere formelle bånd« mellem Lægeforeningen og de faglige miljøer:

- Det har hele tiden ærgret mig, at der tilsyneladende er et modsætningsforhold mellem fagforening og faglige miljøer, siger han.

- I virkeligheden har vi de samme interesser, nemlig lægernes.

Som et eksempel anser han det for afgørende, at FAYL sikrer nok uddannelsesstillinger til de kommende, store kandidatårgange. Det er ikke kun i de uddannelsessøgende lægers, men i hele standens interesse, at der ikke opstår flaskehalse i uddannelsen.

Også på forskningsområdet argumenterer han for en fagforeningsinteresse i at forbedre forskningens vilkår: I tider med kamp om uddannelsesstillingerne kan det blive forskerstillingerne, der betyder forskellen mellem arbejdsløshed og beskæftigelse.

Jens Winther sammenkæder arbejdsmiljøet - læs især: vagtbelastningen - med patientsikkerhed. Han finder det urimeligt, at FAYLs repræsentantskab på møde efter møde har diskuteret de mange hårdt belastede vagter, mens det samtidig har været umuligt at vinde forståelse for arbejdsmiljøkravene ved de centrale forhandlinger.

Derfor må man gå nye veje, mener han og peger på, at yngre lægers arbejdsmiljøudvalg allerede har taget initiativ til at beskrive kvalitetsstandarder for de »bløde« værdier, som skal bruges i den kommende danske model for kvalitetsvurdering af sygehusene.

- Det samme gælder vores engagement i debatten om patientsikkerhed. Spørgsmålet er, hvor længe man vil finde sig i, at udmattede, vagtoverbelastede læger laver alt for mange fejl?

Hjælp til at kunne selv

Hvad lønnen angår mener Jens Winther, at den Nye Løn »er kommet for at blive« - i hvert fald indtil videre. Derfor skal hver enkelt yngre læge uddannes til at tage vare på egne interesser, men med individuel bistand fra foreningen. Han lover at stræbe efter et overenskomstsystem, som ikke vil begrænse lokale og individuelle lønmuligheder. Det skal fx være muligt for den enkelte selv at vælge, om et overenskomstresultat skal udmøntes som mere løn og pension eller længere ferie.

Jens Winther gør dog opmærksom på, at selv om den nye løn og de decentrale forhandlinger er dagens buzz-words lige nu, bør FAYL tage højde for, at moden skifter, og at de centrale forhandlinger igen en dag vil komme i højsædet.

Efter fire og et halvt år i FAYLs bestyrelse opstillede Jens Winther sidste år til Lægeforeningens hovedbestyrelse, som han blev indvalgt i.

Som HB-medlem deltager han fortsat i FAYLs bestyrelsesmøder og erklærer sig helt enig i FAYLs politik, så der er ikke tale om noget brud, understreger han, tværtimod:

- Jeg har altid følt mig som yngre læge-politiker, og de erfaringer og den indsigt, tiden i HB har givet mig, er noget jeg vil bygge på som FAYL-formand, når diskussionerne om struktur og økonomi bliver mere konkrete.

Og til det konkrete hører fx, at Jens Winther i hovedbestyrelsen bl.a. har haft en aktie i lanceringen af det nye online-projekt, hvor hjemmesiderne www.fayl.dk og www.dadl.dk skal findes på samme sted.

- Det sker for at skabe større brugervenlighed og bedre søgemuligheder, forklarer han.

- Sammen med sekretariaternes telefonservice skal det være med til at åbne organisationen ud mod medlemmerne og samtidig lette tillidsrepræsentanternes arbejde, så de ikke drukner i spørgsmål, medlemmerne selv vil kunne finde svarene på.

- Det er dels et udtryk for den konvergens, eller sammensmeltning, som foregår i Lægeforeningen: Der er jo ingen fornuftig grund til at udvikle og vedligeholde fem hjemmesider, når én kan gøre det - og forhåbentlig endda mere rationelt og effektivt. Og så skulle det gerne være med til at give tillidsrepræsentanterne tid til at arbejde mere strategisk med lokale spørgsmål, siger Jens Winther.

Jens Winther Jensen, som blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1996, er for tiden ansat på Århus Kommunehospital og på vej til at blive anæstesiolog.