Alle vil have kliniske retningslinier

Det skal ikke være Map of Medicine, som Sundhedsstyrelsen ellers har sat i gang, men Sundhedsstyrelsen skal sammen med Danske Regioner og de videnskabelige selskaber skabe rammen for nationale kliniske retningslinjer. Sådan lyder budskabet fra Lægeforeningens repræsentantskab, der på lægemødet diskuterede for og imod, at der bliver indført nationale kliniske retningslinjer.

Alle specialer skal have dem, lød det. Der var udbredt enighed om, at det vil højne behandlingskvaliteten, sikre ensartet behandling og fremme de gode patientforløb for blot at fremhæve nogle af dyderne.

Barrierer er der selvfølgelig også. For eksempel er det en gåde for mange, hvordan man overhovedet inden for det enkelte speciale kan blive enige om, hvad der er den bedste behandling. Og hvad med de specialer, der ofte krydser andre?

Klaus Klausen, der er formand for Lægeforeningens it-udvalg, er kardiolog - og er medlem af et af de selskaber, der har lavet kliniske retningslinjer - han kunne forsikre om, at det også var en udfordring for kardiologerne, alligevel lykkedes det. Og de samarbejdende specialer er taget i ed, sagde han.

Det er endda lykkedes for Dansk Cardiologisk Selskab i en grad, der gør, at deres kliniske retningslinjer af mange fremhæves som eksemplariske.

100 HIT OM DAGEN

Christian Hasager, der er næstformand i Dansk Cardiologisk Selskab, præsenterede projektet for forsamlingen ved lægemødet og kunne berette, at det var lykkedes dem at skabe konsensus, dels ved at selskabet har prioriteret projektet, dels ved at sørge for, at der er en bred geografisk sammensætning i de arbejdsgrupper, der bidrager til de enkelte behandlinger.

Desuden er den Nationale Behandlingsvejledning, som det hedder hos kardiologerne, nem at klikke sig ind på og navigere rundt i, og de enkelte retningslinjer er kortfattede. Det gør det nemmere at revidere dem, hvilket de bliver en gang om året. Er der brug for det, ad hoc.

Og bliver de brugt? Ja, på nogle artikler er der 100 hit om dagen.

Men selvfølgelig er det ikke alle læger, der bruger kliniske retningslinjer, selv om de er der. Langt de fleste gør, men hvorfor er der nogle, der ikke gør? Det har forsker ved Dansk Sygehusinstitut (DSI) Pia Kürstein Kjellberg undersøgt. Hun har fundet frem til, at kliniske retningslinjer implementeres nedefra. Desuden har hun fundet, at for at ændre behandlingspraksis, skal man komme i tvivl om, hvorvidt det, man gør, nu også er det rigtige.

Hvordan kommer så denne tvivlens nådegave til én?

»Vi har brug for en strategi for usikkerhedsgenerering«, var det kryptiske bud fra forskeren, der mere lavpraktisk kunne pege på, at man lokalt giver mulighed for, at lægerne »ser ud af huset« og kan mødes med andre. Fra centralt hold kan man sørge for, at de kliniske retningslinjer ledsages af kvalitetsudviklingsstrategier, hvor den enkelte læge eksempelvis kan sammenligne sin egen behandlingspraksis med andres.

Derudover vil det antagelig blive sådan, at de nationale retningslinjer skal tilpasses lokalt. Lægens skøn vil ikke blive elimineret. Der kan være individuelle forhold, f.eks. at en patient, der fejler flere ting, ikke kan tåle den anbefalede behandling. Så kan man afvige retningslinjerne, men man skal argumentere for det.

Lægemødet kunne dermed endnu en gang slå fast, at læger i stort tal ønsker nationale kliniske retningslinjer. Så resterer der blot at finde ud af, hvordan og hvorledes samt hvem, der skal betale. Lægeforeningen - med videnskabelige selskaber - byder ind på det faglige indhold. Ramme, struktur og økonomi skal nok skabes under Sundhedsstyrelsens og Danske Regioners vinger, lyder det fra lægemødet.