Dagen efter Andreas Rudkjøbing så dagens lys på den daværende Fødselsanstalten i Jylland, udkom Ugeskrift for Læger med et nyt nummer til landets læger. Det var efterår 1980, og i en oversigtsartikel i det ny nummer kunne lægerne læse om tobakkens skadelige virkning på lungefunktion, kredsløb, hormoner og koagulation.
I december 2019 fik Andreas Rudkjøbing så en af sin formandsperiodes absolutte højdepunkter i hus, da det efter et årelangt lobbyarbejde fra blandt andet Lægeforeningen lykkedes at få et flertal i Folketinget til at vedtage den nationale handleplan mod børn og unges rygning.
Ikke alt er dog endt helt så lykkeligt, og Ugeskrift for Læger har bedt Andreas Rudkjøbing sætte ord på, hvad han især har hæftet sig ved i de seneste fem år som formand for Lægeforeningen. Det bliver en samtale om stolthed og sammenhold og værdien af respektfulde relationer, men der er også plads til et par frustrationer og en enkelt ting, han fortryder.
Coronaepidemien har på en gang påvist en stor omstillingsevne hos sundhedspersonalet, men har samtidig også blotlagt et presset sundhedsvæsen med mangel på både værnemidler og kapacitet samt skiftende strategier.
Hvad har du lært af coronakrisen?
»Først og fremmest er jeg enormt stolt over at se, hvordan læger i samarbejde med andre gode kolleger har gennemført en kæmpestor omstilling af sundhedsvæsenet under ekstremt vanskelige vilkår. Vi er nået meget langt på kort tid, og det har været dybt imponerende«, siger Andreas Rudkjøbing.
»Men det har også været tankevækkende, for coronaepidemien har udstillet skrøbeligheden i vores sundhedsvæsen, og den er blevet et vidnesbyrd om, at den ekstreme effektivisering, som sundhedsvæsenet har gennemgået i de senere år, har haft store omkostninger. Sundhedsvæsenet er en kæmpestor succeshistorie, som har formået at levere mere behandling med en højere kvalitet til flere patienter. Men bagsiden af den medalje er, at det er foregået på en meget brutal måde, og at vores kolleger i tiltagende grad er blevet pressede, hvilket mange undersøgelser har vist«, siger han og tilføjer:
»I effektivitetens hellige navn har man forsømt at opbygge beredskab og lagre på trods af talrige opfordringer fra Sundhedsstyrelsen. Det er virkelig tankevækkende, at en maske til tre kroner har vist sig at være en helt afgørende brik i kampen for at kunne håndtere epidemien – både i sin opblussen og i den svære genåbning af samfundet«.
Netværk og lobbyisme
Hvordan er indholdet i funktionen som lægeformand blevet forandret, fra du første gang satte dig til rette på formandskontoret i Domus Medica til nu?
»Som forening har vi i stigende grad meldt os ind i de store nationale dagsordener, særligt i forhold til finansieringen af sundhedsvæsenet. Det skifte kræver, at man som formand for Lægeforeningen melder sig mere aktivt ind i kampen, end vi har gjort tidligere«, siger Andreas Rudkjøbing.
På hvilken måde er denne aktive tilgang kommet til udtryk?
»Det handler først og fremmest om at sørge for at have sin faglighed i orden og gøre sit hjemmearbejde. Vi har i bestyrelsen haft et virkelig godt samarbejde med sundhedsøkonomer og med VIVE, hvor vi har formået at dokumentere sort på hvidt, hvilken uholdbar situation sundhedsvæsenet kommer til at stå i, hvis ikke det får tilført den nødvendige økonomi. Det har ikke handlet om, at nogle læger ville have flere penge. Samtidig er det også blevet endnu vigtigere at opnå en tæt og fortrolig kontakt med en stribe politikere; både ministre, sundhedsordførere, finansordførere og regionspolitikere«.
Betyder det helt konkret, at du har tilbragt mere tid på Christiansborg, end du i første omgang havde regnet med?
»Jeg havde forudset, at der ville blive et større behov for det, men i dag står det mere og mere klart for mig, hvor vigtigt et godt netværk samt gode og tillidsfulde relationer internt og eksternt er for formanden for Lægeforeningen. Det gælder relationer både til politikere og til de mange organisationer på sundhedsområdet; vores egne fagforeninger og specialeforeninger, patientforeninger og organisationerne for vores andre sundhedsfaglige kolleger. Og det gælder også relationer til dem, vi kan være allermest uenige med«.
Tænker du her på en politiker som sundhedsordfører Liselott Blixt (DF), som I har haft en del uoverensstemmelser med?
»Ja, hun er et godt eksempel på, at vi på nogle punkter kan være rygende uenige – det har vi været og er fortsat – men den uenighed skal ikke betyde, at vi ikke kan arbejde sammen på andre områder. Det kræver, at man kan være tilpas respektfuld over for hinanden, ellers ender man med at male sig selv op i et hjørne og sætte sig selv uden for indflydelse«.
Når vi nu taler om den måde, formandsposten i Lægeforeningen har forandret sig på, hvilken betydning har det så haft, at det lige præcis har været dig, der var lægernes formand. Hvad er dit personlige aftryk i den forandring?
»Jeg har forsøgt mig med en anerkendende og inkluderende stil både over for de interne parter i Lægeforeningen og over for de eksterne parter. Jeg har investeret meget i at have gode relationer og et godt og respektfuldt samarbejde, og jeg mener, det har medført, at vi i bestyrelsen er lykkedes med at få bred opbakning til flere af vores synspunkter. Det løser ikke alle problemer at være inddragende, men det er noget af det, jeg kan, og som jeg mener, at jeg er lykkedes med«.
Pæne ord og magtkampe
Et andet højdepunkt for Lægeforeningen var, da der sidste år blev indgået en økonomiaftale for 2020, hvor økonomien i sundhedsvæsenet for første gang i ti år stod mål med væksten i antallet af patienter og behandlinger samt de stigende udgifter til lægemidler.
Derfor var det da også en kold spand vand i hovedet, da den ny og noget mere mager økonomiaftale for 2021 for nylig så dagens lys. Optimisme blev afløst af skuffelse.
»Sundhedsvæsenet har ikke været en vigtig prioritet for den siddende regering, men med coronaepidemien blev det pludselig vigtigt over en nat. Jeg håbede, at coronaepidemien kunne få regeringen til
at prioritere sundhedspolitikken højere fremover. Netop derfor er den ny økonomiaftale da også både nedslående, skuffende og helt uforståelig«, siger Andreas Rudkjøbing.
Da Andreas Rudkjøbing stillede op til formandsposten i Lægeforeningen for fem år siden, erklærede han, at han ville arbejde for et mere gennemsigtigt sundhedsvæsen, der hang bedre sammen. Det skulle være slut med, at patienter blev tabt mellem hospitaler, almen praksis og kommuner.
Hvordan synes du selv, det er gået med at løfte det nære sundhedsvæsen?
»Når man ser på det i dag, må man nok erkende, at vi stort set står på præcis samme sted. Der er heldigvis kommet en meget stor opbakning til et styrket samarbejde og bedre overgange, men på trods af små løsninger hist og pist sker der reelt ikke meget. Vi står med de samme barrierer for samarbejde både økonomisk, strukturelt og kulturelt.
Hvad er det, der forhindrer det i at komme i mål. Hvorfor kommer man ikke længere end til de pæne ord?
”Problemet er, at der går kassetænkning og territoriemagtkampe i det. Den tidligere regering forsøgte sig med et reformudspil, og den nuværende regering har udskudt deres version på ubestemt tid. Imens kan patienter opleve patientforløb, der langt fra er så gode, som de kunne være. Det er dybt frustrerende«.
#DetKuHaVæretMig
Andreas Rudkjøbing kommer til at overlade en del sager til den ny formand. Sager, som er opstået på hans vagt, men som en anden nu må styre det sidste stykke vej i mål.
Ud over den tidligere nævnte reform af det nære sundhedsvæsen, gælder det blandt andet psykiatriplanen og en tiltrængt revision af tilsynet. Og selv om der er glæde over tobakshandleplanen, er der flere sager på forebyggelsesområdet, der trænger sig på, påpeger Andreas Rudkjøbing.
»Forebyggelse er en stor, national dagsorden, som jeg har været meget optaget af, og hvor vi har opnået markante resultater gennem et tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Videnscenter for Forebyggelse og Sundhedsstyrelsen. Det er helt åbenlyst for mig, at hvis vi vil noget mere på det område, så skal det ske gennem stærke alliancer. Der er ved at blive opbygget et momentum omkring alkohol, og selv om det er en sværere kamp end med tobak, så tror jeg på, at det nok skal lykkes«.
Og så vil han gerne lige tilføje et par ord om en hjertesag, som til hans store glæde har afsløret et meget stort sammenhold blandt lægerne.
»Vi får en tiårsplan for psykiatrien, og jeg synes, at det har været rørende og positivt at opleve, at det har været en samlet lægestand, der har efterspurgt dette længe ventede løft. Det er ikke bare noget, man har overladt til psykiaterne at kæmpe for. Det har gjort mig glad, fordi det har vist styrke og sammenhold på tværs af specialer«.
Her til sidst vil jeg gerne spørge dig, om der er noget, du har fortrudt i din formandstid?
»Njaaa … der er givetvis ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg kunne gøre det om. I hele DetKuHaVæretMig-bevægelsen var det første gang, vi blev konfronteret med et meget stort medlemsengagement, hvor en tredjedel af vores medlemmer havde underskrevet et mistillidsvotum mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi skulle forstå, hvad det var for en størrelse og finde den rigtige måde at reagere på«.
Det løser ikke alle problemer at være inddragende, men det er noget af det, jeg kan, og som jeg mener, at jeg er lykkedes med.
Var du og Lægeforeningen for nølende?
»Det udfordrede os. Vi skulle passe på ikke at blive løbet over ende, og det var en kunst at sørge for at holde sig relevant og sikre, at der var tillid til mig og til Lægeforeningen. Vi kunne sagtens se problemerne i strammerpakken, men vi havde ikke formået at ændre den – i forbindelse med den kamp endte medlemmernes stærke reaktion heldigvis med at blive en styrke for os. Vi fandt frem til en måde at supplere hinanden på, og det var både inspirerende og effektivt«.
