Skip to main content

Almen medicinere siver væk fra 1813

Færre og færre speciallæger i almen medicin er ansat på Region Hovedstadens Akuttelefon 1813. En god udvikling, siger formanden for PLO-Hovedstaden.

Flemming Skovsgaard er indtil 1. januar 2017 formand for PLO-Hovedstaden.
Flemming Skovsgaard er indtil 1. januar 2017 formand for PLO-Hovedstaden.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

21. dec. 2016
3 min.

Siden Akuttelefonenen 1813 i Region Hovedstaden startede for næsten tre år siden, er antallet af speciallæger i almen medicin blot blevet færre og færre.

Akuttelefonen erstattede den tidligere lægevagt, som blev drevet af de praktiserende læger, men de seneste år er færre og færre speciallæger i almen medicin ansat ved 1813.

I oktober 2014 var der 66 almen medicinere ansat i 1813 ud af 167 læger på akuttelefonen - svarende til 40 pct. - men det er faldet, så det i oktober i år er 45 almen medicinere ansat ud af 181 læger - svarende til 25 pct.

Faktaboks

Fakta

For Flemming Skovsgaard, formand for PLO Region Hovedstaden, kan udviklingen være et udtryk for, at almen medicinere kan se, at det ikke er godt almen medicinsk arbejde i 1813 og derfor søger væk.

“Det kan også være, at PLO’s modstand mod, at PLO’ere arbejder i 1813 kan have haft en betydning. Under alle omstændigheder er det en god udvikling, at mine kollegaer ikke er interesseret i at bidrage til det foretagende. Vi anser stadig 1813 for en dårligere erstatning af lægevagten. Hvis jeg skal løfte den faglige fane ser jeg helst, at slet ingen speciallæger i almen medicin tager arbejde i 1813,” siger Flemming Skovsgaard.

Det er en god udvikling, at mine kollegaer ikke er interesseret i at bidrage til det foretagende. Flemming Skovsgaard, formand for PLO Region Hovedstaden

Mindre behov for læger

Karin Munch Ravn, enhedschef på Akuttelefonenen 1813 i Region Hovedstaden, ser ikke noget stort problem i at færre almen medicinere er ansat i 1813.

“ Vi ved, at der en problematik omkring PLO og deres anbefaling om ansættelse af almenmedicinere ved Akuttelefonen 1813, så måske er det en grund, og måske er der andre, der synes, det er for hårdt at forpligte sig til fire vagter om måneden samtidig med, at man er praktiserende læge. Og selv om vi gerne vil have almen medicinere ansat, er det ikke et kvalitetsstempel i sig selv at være speciallæge i almen medicin. Derfor er vi meget tilfredse med den kombination vi har med læger i andre specialer og en gruppe almen medicinere,” siger Karin Munch Ravn.

Bliver kvaliteten dårligere med færre almen medicinere ansat?

“Nej ,bestemt ikke. Vi har en god kvalitet.”

Hvor mange speciallæger i almen medicin har 1813 brug for?

“Vi har tidligere haft mangel på sygeplejersker, men det er ikke længere et problem, og derfor er der mindre behov for læger, uden at jeg kan sige et bestemt tal. Men det er ikke en nødvendighed at have et vist antal speciallæger i almen medicin ansat for at få butikken til at køre, selv om vi da gerne ser at almen medicinere søger 1813,” siger Karin Munch Ravn.

Og svaret er - nogenlunde - klart fra Flemming Skovsgaard på spørgsmålet om, der nogensinde kommer en aftale mellem PLO og 1813.

“Det har jeg svært ved at forestille mig, men bliver ved med at håbe.”