Almen medicinsk forskning - blandede bolsjer eller brikker i et puslespil?

Bredden i den almen medicinske forskning kan mistolkes som »blandede bolsjer«. Men den almen medicinske forskning har afsæt i det kliniske arbejde i almen praksis og afspejler værdigrundlaget for dette arbejde. Den almen medicinske forskning placerer således stadig flere brikker i puslespillet, der tegner et nyt speciale med netop den kliniske erfaring og viden, der kendetegner almen praksis.

Praktiserende læger har eksisteret i århundreder, mens specialet almen medicin er ganske nyt og under stadig beskrivelse. European Academy of Teachers in General Practice har netop fremlagt en ny definition af den praktiserende læges funktion. Men ud over de formelle definitioner beskrives specialet løbende på mange niveauer: Beskrivelsen sker dagligt i mødet med patienten. Hvad er det egentlig vi kan tilbyde i almen praksis? Beskrivelsen sker i den smågruppebaserede efteruddannelse, som mere end 90% af alle danske praktiserende læger deltager i. Beskrivelsen bliver til, når erfaringer og tavs viden gøres eksplicit og videregives; når ny viden omsættes til praksis. Beskrivelsen af specialet sker i undervisningen af de kommende praktiserende læger i den daglige supervision i praksis og i de teoretiske kurser. Beskrivelsen sker i udformningen af målbeskrivelser for specialet, kliniske retningslinjer og konsensusrapporter, og den sker på efteruddannelseskurserne. Men beskrivelsen sker i høj grad også ud fra den nye viden, der kommer fra kvalitetsudviklingsprojekterne og den almen medicinske forskning.

»Ny viden« blev indtil for 30 år siden overvejende skabt i sekundærsektoren og mere eller mindre direkte overført til almen praksis - ejendommeligt når man kender forskellene i de to sektorers patientgrundlag og kliniske arbejde: I almen praksis er ikke alle patienter syge. En vigtig del af fagligheden er netop, at man skelner mellem syg og rask. Gatekeeper -funktionen er unik. Patientgrundlaget er uselekteret. Patienter i almen praksis vælger selv, hvornår de kommer - og de gør det på det tidspunkt og med de klager, de selv mener, lægen kan hjælpe med. Den forudgående udredning er patientens overvejelser. Patientforløbene er lange - ofte livslange og inkluderer påvirkninger fra både arbejds- og nærmiljø.

Praktiserende læger ser årligt 90% af totalbefolkningen, og har dagligt samarbejde med andre faggrupper. Det betyder arbejde i grænselandet mellem social- og sundhedsvæsenet og inddragelse af viden, teorier og måder at anskue problemer på, der er anderledes end de traditionelle medicinske.

Almen praksis drager store fordele af forskningen i sekundærsektoren. Men de fundamentale forskelle betyder, at almen medicin - almen praksis - har brug for viden, der er skabt i forskning og kvalitetsudvikling i almen praksis.

Heldigvis blomstrer den almen medicinske forskning og kvalitetsudvikling. Så mange tog imod opfordringen til at skrive artikler, at vi fra redaktionens side har været nødt til at udgive hele to temanumre af Ugeskriftet om almen praksis.

Den almen medicinske forskning afspejler arbejdet i almen praksis på flere måder:

Mange forskningsprojekter er i samarbejde med andre faggrupper; feltet befinder sig ofte i grænsefladen mellem forskning, kvalitetsudvikling og efteruddannelse; mange projekter tager udgangspunkt i det lange forløb med den enkelte patient eller den enkelte familie. Projekterne benytter ofte nye eller tilpassede teorier, der kan beskrive det kliniske arbejde i almen praksis; eller de fokuserer på forventninger og krav til lægen - til patienten - eller til læge-patient-forholdet.

Artiklerne i de to temanumre illustrerer, at der også er en sammenhæng mellem den almen medicinske forskning og de centrale værdier for arbejdet i almen praksis. Værdierne blev beskrevet efter et par års debat om fremtidens kerneydelse i almen praksis, og omfatter værdier i læge-patient-forholdet, lægerollen, fagligheden og tilrettelæggelsen af almen praksis.

I første temanummer om almen praksis har vi samlet artikler, der viser lidt af forskningen inden for den almen medicinske faglighed, teoridannelse og tilrettelæggelse af almen praksis.

En del af den almen medicinske faglighed er problemstillinger, der hyppigt eller udelukkende forekommer i almen praksis. En del af fagligheden i almen praksis består i at kunne skelne mellem syg og rask. Derfor har den almen medicinske forskning i mange år også drejet sig om måden at anskue og håndtere sundhed og sygdom på. Denne forskning fokuserer ikke på enkeltstående symptomer eller sygdomme, men på måden at forstå patientens situation på og måden at håndtere situationen på, så patienten udnytter ikke bare sundhedsvæsnets ressourcer, men også egne personlige ressourcer.

Hver enkelt praktiserende læge har et organisatorisk ansvar som en del af fagligheden. Den enkelte må tilrettelægge - både i relation til mødet med patienten, opbygningen af den faglige dagligdag og driften i praksis. Dette har givet forskning i kliniske procedurer og roller i sundhedsvæsenet, og det har givet udvikling af valide metoder til at registrere, om praksis drives efter de opsatte mål.

Den praktiserende læges mange roller har gjort det nødvendigt også at se på lægen som person - at beskrive hvordan praktiserende læger håndterer de mange krav og forventninger - og hvad der sker, hvis - eller når - korthuset falder sammen.

Brikkerne bliver lagt en for en i det puslespil, som tegner det almen medicinske speciale. I dette temanummer præsenterer vi nogle af de senest tilkomne brikker.