Almen praksis ruster sig til ny rolle i sundhedsvæsenet

Ja vi kan«, sagde Michael Dupont, og så var der 600 mennesker, der klappede. Tonen var slået an, og den var offensiv. Stedet var Herning Kongrescenter, og forsamlingen bestod af praktiserende læger og deres personale. Formanden for PLO havde fået som opgave at tale ud fra spørgsmålet: »Kan den praktiserende læger magte sin centrale rolle?« Han ridsede op, hvordan nye opgaver nærmest vil stå i kø i de kommende år: Ny struktur i sygehusvæsenet vil betyde flere akutte patienter i lægepraksis. Indsatsen for 1,8 mio. kronikere skal styrkes. Og der vil blive brug for effektive tovholdere til at sikre sammenhæng i patientforløb. Eller som regionernes formand, Bent Hansen, udtrykte det: »I skal være det kit, der binder elementerne sammen«. Han kunne som dagens politiker forestille sig en fremtid med praksis, hvor der er op til 10-12 læger, og hvor man kan subspecialisere sig efter interesse. Dermed kan kontaktpersonen være en sygeplejerske og ikke nødvendigvis en bestemt læge hver gang, mente han.

Men der skete noget, denne formiddag i Herning: Det var, som om salen et øjeblik holdt vejret, mens de mange ord om fremtidens udfordringer flimrede forbi. Der blev lyttet, der blev tænkt, der blev diskuteret. Så kom de, budskaberne fra dem, der hver eneste dag sidder i deres praksis og møder deres patienter: Hvad er det, vi skal holde fast i, når fremtidens vinde blæser? Hvorfor er der så mange i udlandet, der ser med misundelige blikke mod det danske system? Hvad er vi gode til? Det er den personlige kontakt mellem patient og læge. Det er kontinuitet og nærhed. Det er den brede, almene viden. Derfor: nej til specialisering, nej til de helt store praksis med rigtig mange læger. Derfor kan vi jo godt være flere sammen og dele mursten og laboratorier. Vi kan godt uddelegere, ansætte mere klinikpersonale og satse på opgaveglidning. Vi er med på kvalitetsudvikling, dokumentation og nytænkning. Men vi slipper ikke den røde tråd: den personlige kontakt mellem læge og patient.

Kvalitet og dokumentation

»Er vi rummelige nok til andre personalegrupper som psykolog, diætist og måske endda DJØF'ere?«, spurgte Morten Charles, Århus, retorisk. Mens Anny Adeler, Århus, lagde vægt på, at indsatsen for de mange med kronisk lidelse kræver opgaveglidning og fælles uddannelse af personalet. Ejvind Mouritsen, Skjern, mente, at subspecialisering er en vare, de har på hospitalerne, og som ikke hører hjemme i praksis. Michael Hoffmann, Struer, mente også, at styrken netop er, at den almene læge kan det hele og ikke specialiserer sig: »Patienten skal ikke sidde og frygte ikke at være kommet det rigtige sted hen«, sagde han.

Anna Mette Nathan, Tørring, satte gang i snakken om kvalitet ved at slå fast, at hvis lægerne ikke selv kontrollerer kvaliteten, kommer der andre og gør det. »Vi er i et samfund, der kræver gennemsigtighed og kvalitetskontrol«, sagde hun, og Johannes Christensen, Herning, slog fast, at emnet ikke har noget med praksis' størrelse at gøre: »Nogle små praksis er meget effektive og har høj kvalitet«, sagde han. Peder Kierkegaard, Holstebro, var med på øget kvalitetskontrol: »Men vi vil ikke kvæles i dokumention og skemaer som på sygehusene«.

Hanne Heje, Højbjerg, lagde op til diskussion om, hvad det egentlig er, patienten ønsker af almen praksis - også i en fremtid i større lægecentre med mere personale: »Det er nærværet, hvor lægen lytter uden filter. Det er respekt for individet. Det er tillid. Men hvordan sikrer vi det i større lægecentre, hvis omsorgen deles ud på flere hoveder? Hvad med kontinuiteten?

Mette Korr, Horsens, var ikke bekymret. Konti-nuiteten holder, selv om det er en sygeplejerske, der kontrollerer patienten med KOL. Det afgørende er den gode journal, så lægen kan følge op. Og Jens Christian Jensen, Ikast, mente, at lægen kan se patienten først, hvorefter andet personale kan tage over. Dermed er det lægen, der samler trådene. Mens Per Kallestrup, Skødstrup, slog fast, at stort absolut ikke behøver være skidt. »Med syv kolleger har man en palet af kapaciteter, visioner og rummelighed«, sagde han.

Intet er mere rigtigt end andet. I det hele taget ville lægerne ikke være med til at presse faste rammer ned omkring praksis. Derfor blev det også gang på gang fremhævet, at det ville være forkert bare helt at betragte solopraksis som noget fortidigt. Der er masser af velfungerende solopraksis, der med ansat personale sagtens kan leve op til fremtidens krav og nye udfordringer.

»For fælles fremtid«

»Store Praksisdag 2009 - for fælles fremtid« var arrangeret af Almen Praksis og forskningsmiljøerne i samarbejde med Region Midtjylland.

»Ved at tage fat på en række brændpunkter skulle dagen pege fremad og være samlende. Vi ville sammen åbne døren til en udfordrende fremtid i det integrerede sundhedsvæsen«, siger én af ildsjælene bag arrangementet, praksisudviklingskonsulent Lars Foged. Han forventer, at dagen bliver tilbagevendende hvert andet år, og han glæder sig over, at så mange praksis gjorde det til en fælles klinikdag for læger og personale.

Større, flere, mere ...

»Almen Praksis` rolle i fremtidens sundhedsvæsen« hedder rapporten fra regeringens udvalg for almen praksis, hvor tonen er større lægehuse, flere patienter, mere kontrol og dokumenteret kvalitet. På Store Praksisdag var svaret klart: Omsorg og nærhed må ikke presses af kravet om effektivitet. Som praksisudvalgsformand Bruno Melgaard Jensen sagde: »Det er svært at dokumentere indsatsen for de patienter, Bent Hansen kalder ,falske syge`, men som jeg foretrækker at kalde medicinsk uforklarligt syge. De har behov for kontinuitet i kontakten, og det skal der være tid til«.