Alt for mange fattige uden resurser til behandling ...

06.00 Da vækkeuret ringer, går det op for mig, at jeg har sovet uforstyrret hele natten. Vores søn A.J. på 10 mdr. har været sløj i en uge og er vågnet ved firetiden, og vi har skiftedes til at tage ham op. Det kommer bag på mig, at det er så krævende at være første års fellow og far på en gang.

06.45 Jeg forlod et sovende hus og er i bilen, da kalderen bipper. Jeg er ikke på vagt. Men det er skadestuen ligeglad med. De har fået en ung kvinde ind med pankreatitis, og jeg skal se hende, så snart jeg møder ind.

07.10 Jeg er lige forbi Starbucks efter en kop kaffe to go. I stressende omgivelser skal man bruge tid på noget, der gør én glad - og vågen. Så ind for at se til den nye patient. Hun er ret dårlig, og jeg ved allerede nu, at det bliver en lang dag. Vi er nødt til at gøre plads til hende i endoskopien for en røngtenundersøgelse af galdeblære og bugspytkirtel.

10.15 Kalderen forstyrrer mig, mens jeg prøver at få skrevet journal på morgenens patienter. Jeg tror, det er tiende gang i dag. Det stresser mig og gør mig ineffektiv, for man ved aldrig, om det er så alvorligt, at man bliver nødt til at smide, hvad man har i hænderne.

12.00 Jeg leder et fokusgruppeinterview med læger, der alle har amputationstruede patienter. Sorte amerikanere i vores område får uforholdsmæssigt mange amputationer, og det vil vi forsøge at gøre noget ved. Forskningsarbejdet er hårdt. Jeg er for træt til at læse og skrive ansøgninger og artikler om aftenen. Men samtidig er det jo det, jeg vil. Overalt er der folk, som er alt for fattige og mangler resurser til behandling. Min baggrund som både læge og sociolog giver mig mulighed for at hjælpe og forandre samfundet.

13.00 For femte gang i dag befinder jeg mig på den 15 min. lange vandring fra nord- til sydfløjen. I nord har vi de indlagte patienter. I syd er skadestuen, ambulatoriet og de fleste af gastroenterologiens undersøgelses- og operationsstuer.

18.00 Dagens sidste operation er til ende og mine noter er skrevet. Havde det ikke været for den unge kvinde, havde jeg haft fri ved firetiden. Nu mangler jeg kun at gennemgå dagens program med min overlæge.

20.00 Endelig hjemme. Drengen sover - så fik jeg ikke set ham i dag. Det gør ondt. Det bedste ved dagen er at se ham smile. Min kone og jeg spiser sammen. Hun arbejder med klinisk forskning, og heldigvis er hendes arbejdstider ikke så uforudsigelige som mine.

A.J. har været hos mine forældre hele dagen. De er flyttet herned fra Washington DC for at hjælpe os med pasning. Det er en helt uvurderlig støtte.

20.30 En hyggelig hjemmeaften afbrydes af kalderen. I modsætning til i morges er jeg rent faktisk på vagt. Det er jeg en gang om ugen fra 17-08 og hver fjerde weekend. Kaldet gælder en ældre mand i skadestuen med gastrointestinal blødning. Det er den mest skræmmende type kald. Man risikerer, at patienten dør hurtigt. Jeg skynder mig at ringe tilbage.

21.15 Pyh - heldigvis var det ikke mere alvorligt, end at vi kan operere ham i morgen - medmindre han bliver dårligere i løbet af natten.

23.00 Min kone er allerede i seng, og jeg følger. Håber jeg ikke bliver kaldt i løbet af natten.

02.30 bliver mit håb gjort til skamme. Kalderen vækker mig - men det er en anden historie. Et nyt døgn er begyndt.