Skip to main content

AMA: Tokyo-deklarationen skal håndhæves

Informationschef Tommy Østerlund, toe@dadl.dk

1. nov. 2005
3 min.

Tokyo

Den amerikanske lægeforening, AMA, har taget rapporterne om etiske svigt hos amerikanske militærlæger op med Donald H. Rumsfeld, USA's forsvarsminister. AMA vil hermed signalere, med hvilken alvor man tager de meget solidt underbyggede beskyldninger mod læger for ikke at have rapporteret at have medvirket til eller ligefrem udstedt falske dødsattester i forbindelse med tortur. Det fremgår af et svar fra American Medical Association til de fem lægeforeninger i Norden, der skrev til amerikanerne fra et nordisk lægemøde i Rekjavik den 16. september.

Henvendelsen var en reaktion på de oplysninger, der blev bragt af The Lancet den 21. august om amerikanske militærlægers grove svigt i Abu Ghraib fængslet i Irak og andre fangelejre. De nordiske lægeforeninger ønskede forud for WMA's generalforsamling, der netop har været holdt i Tokyo, at vide, om AMA havde yderligere oplysninger om rapporterne og, hvorvidt AMA ville reagere på oplysningerne om amerikanske lægers handlinger, der er en klar krænkelse af principperne i Tokyo-deklarationen.

Lægeformand helt tilfreds

AMA skrev til Rumsfeld nogle dage efter at have modtaget den fælles nordiske henvendelse og svarede derefter de fem nordiske lægeforeninger. Det er foregået i dagene op til generalforsamlingen i World Medical Association. Emnet blev taget op på generalforsamlingen, men ikke drøftet yderligere, og de nordiske lande er helt tilfredse med den amerikanske redegørelse, hvor AMA støtter fuldt op om Tokyo-deklarationen og er enig i, at dens principper skal håndhæves.

»Det er afgørende for os, at AMA rent faktisk har reageret og har bedt det amerikanske militær om at se nærmere på det, der er foregået«, siger Lægeforeningens formand Jesper Poulsen i Tokyo. Det vigtige for os er, at den amerikanske lægeforening selv bekræfter, at WMA's deklarationer skal tages alvorligt og skal håndhæves efter deres indhold, selv om de læger, der har problemer med deres etik, næppe er medlemmer af AMA. Det vi kan gøre er derfor sammen med den amerikanske lægeforening at skabe opmærksomhed om de svigt, der er sket, og signalere, at det ikke er acceptabelt for det internationale lægesamfund.

Militærets egen undersøgelse

Det fremgår af AMA's brev til Rumsfeld og af svaret til de fem nordiske lægeforeninger, at det er det amerikanske militærs egne undersøgelser, der har dokumenteret militærlægernes etiske svigt. Det er sket i forbindelse med de forhør, der har fundet sted af militærpersonalet i Abu Ghraib og den rapport, der efterfølgende er udarbejdet, The Fay Report, der er tilgængelig på Internettet.

Det fremgår af rapporten, at militærlæger har undladt at rapportere kendte tilfælde af overgreb mod fanger i amerikanske fængsler og forhørsfaciliteter. Rapporten rejser desuden mistanke om, at læger har medvirket til at skjule tortur eller ligefrem har forfalsket dødsattester på fanger, der er omkommet under forhør. Forhørslederen, der har lagt navn til rapporten, George R. Fay, opfordrer derfor til, at der foretages yderligere undersøgelser af svigt hos sundhedsprofessionelle, så der kan ske en fyldestgørende dokumentation og rapportering af krænkelserne.

Undervisning af fængselslæger

Den amerikanske lægeforening støtter ubetinget denne anbefaling og tilbyder at stille lægefaglig ekspertise til rådighed for undersøgelserne. AMA erklærer også sin støtte til bestræbelserne i WMA og nationale lægeforeninger for at uddanne læger, der skal arbejde i fængsler og fangelejre. Det er en opbakning til WMA, der sammen med den norske lægeforening, men uden sammenhæng med den aktuelle problemstilling i Irak og andre amerikanske faciliteter, har udarbejdet et undervisningsmateriale til fængselslæger, der er tilgængeligt på WMA's hjemmeside: www.wma.net