Skip to main content

AMBI

PLO og FAPS

24. feb. 2012
2 min.

Som det er fremgået af dagspressen, er der opstået en - i hvert fald teoretisk - mulighed for, at praktiserende læger og speciallæger, der betalte AMBI i 1988, 1989, 1990 og 1991, kan få et yderligere beløb retur. En række af de omfattede læger er gået på pension i dag, men også pensionerede læger bør overveje, om de vil forfølge deres sag.

De fleste praksis indgik i 1997 et forlig med SKAT, som indebar, at lægerne fik tilbagebetalt AMBI med fradrag af et beløb på ca. 10.000 kr. pr. fuldtidsansat i perioden 1988, 1989, 1990 og 1991. Hvis man i den periode havde en fuldtidsansat, drejer det sig om, at man fik modregnet et beløb på ca. 40.000 kr.

Når sagen er dukket op igen, skyldes det en EU-dom fra 2011. Der er blandt eksperter uenighed om, hvor realistisk det er, at andre kan få gavn af EU-dommen. PLO og FAPS skal imidlertid gøre opmærksom på, at der er et advokatfirma - advokatfirmaet Tommy V. Christiansen - som tilbyder at anmelde alle tilbagebetalingskrav over for Skatteministeriet uden beregning. Hvis det efterfølgende bliver relevant at anlægge en retssag, aftaler den enkelte praksis direkte med advokatfirmaet, om man ønsker at deltage heri, og hvad sagsomkostningerne hertil vil udgøre.

På advokatfirmaets hjemmeside www.ambiretur.dk kan du finde flere oplysninger.

PLO og FAPS har ikke viden om, hvilke konkrete praksis der indgik AMBI-forlig med SKAT i 1997, og kan derfor ikke være behjælpelig med oplysninger herom. Vi ser os heller ikke i stand til at rådgive omkring det fornuftige i at forfølge sagen yderligere, da det som nævnt er juridisk helt uafklaret, hvordan udsigten er til at få medhold i et krav. Hvis man ønsker at sikre sit eventuelle krav, er det imidlertid nødvendigt at få det anmeldt over for SKAT snarest muligt, da man ellers kan miste kravet på grund af passivitet.