Skip to main content

I en artikel i Vejle Amts Folkeblad fortæller Vejles amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen om ambulante funktioner i midten af 1860'erne, som blev udført af hans oldefar Claudius Julius Boye.

En kvinde med en smertefuld ovarie-cyste henvendte sig til Boye og bad om hjælp. Han var ikke meget for det operative indgreb, idet kolleger i København havde forsøgt sig med lignende operationer otte gange, alle med dødelig udgang.

Men ved almindelig omhu, både når det gjaldt operationsteknik og hygiejne, overlevede kvinden operationen som den første, og efter hende næsten alle af de 70 følgende. Operationerne foregik i et lille hus ved Vejlevej nord for Vejle.

Siden er den type af operationer lagt ind i trygge rammer i et stadig mere udbygget sygehusvæsen.

Igennem det seneste årti er der imidlertid lagt flere og flere mindre og også større operationer over i ambulant regi både på sygehus og i speciallægepraksis.

For blot et par dekader siden var det utænkeligt, at en patient efter en tonsillektomi eller stæroperation ikke skulle ligge i sengen i flere dage på en sygehusafdeling. I dag bliver de fleste patienter efter begge operationer sammen med mange flere sendt hjem samme dag efter kortere eller længere observationstid enten fra sygehus eller speciallægepraksis - og resultaterne er ikke dårligere end tidligere.

Det betyder selvsagt besparelser af mange resurser i den offentlige sygesikring, mest på plejesiden.

Samtidig har det øget effektiviteten og dermed muliggjort et meget større antal operationer pr. enhed.

Den ambulante funktion er derfor både undersøgelsesmæssigt og operativt kommet for at blive, og vi må forvente en udbygning heraf i de kommende år.

Planlægning

I rapporten »Sundhedsvæsenets organisering - sygehuse, incitamenter, amter og altervativer. Rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministerens rådgivende udvalg. Januar 2003« er disse ambulante funktioner nævnt i korte passager. Bl.a. står der i rapporten, at disse funktioner i både speciallægepraksis og sygehusregi bør tænkes med ind i den funktionsbærende enhed. Det er en yderst relevant tanke.

Specielt i de mest praksisrelevante specialer, dermatologi, oftalmologi, otologi og gynækologi/obstetrik, men også i mange mindre praksisspecialer (intern medicin, kirurgi, ortopædkirurgi, psykiatri m.fl.) kan man med fordel trække på den viden og effektivitet, der ligger i den ambulante funktion, også i speciallægepraksis.

Man kunne tænke sig, at der blev åbnet for, at den praktiserende kollega kunne komme ind på afdelingen og selv udførte den operation, der var henvist til. Eller foretog alle undersøgelser op til operationen og overtog patienten igen til efterkontrol efter udført operation af en kollega på sygehuset. Modsat kunne man tænke sig, at overlægen eller speciallægen fra sygehuset kom ud i speciallægepraksis med ledig kapacitet og arbejdede for de aftalte ydelseshonorarer og på den måde hjalp til med at få ventetider ned inden for relevante områder.

Disse behov kunne man for hver enkelt region og speciale fastlægge i et regionalt specialeråd, der var sammensat af både overlæger og speciallæger i praksis. På den måde kunne man udnytte de tilstedeværende lægelige resurser bedre i en situation med speciallægemangel.

Kommunikation

For at et sådant system kan udnyttes optimalt, vil en elektronisk patientjournal, der er tilgængelig for alle relevante parter, være nødvendig, ligesom en gensidig respekt for kollegers undersøgelser og vurderinger er nødvendig. Som det fungerer i dag gentages alt for mange undersøgelser, enten fordi de resultater, der foreligger, ikke er tilgængelige eller ikke tillægges værdi. Meget ville være vundet og sparet, hvis dette område fungerede optimalt.

Kvalitet

Ensartet kvalitet i alle led af patientbehandlingen vil være nødvendig. Det kræver, at alle både i sygehusregi og i speciallægepraksissektoren deltager i kvalitetssikring/-udvikling og evt. indrapportering til databaser.

I speciallægepraksisregi er der sat et stort kvalitetsudviklingsprojekt i gang, som gerne skulle udmønte sig i en vedvarende beskrivelse af den gode kvalitet der allerede findes, og dernæst både holde den fast og gøre den bedre. Samtidig vil kvalitetssikringen være med til at skabe gennemskuelighed og indsigt i hvilke opgaver, der kan udføres i sektorerne.

Der indrapporteres i dag til databaser og projekter i oftalmologi, psykiatri og otologi.

Efteruddannelse

For at det kan lykkes, vil det være nødvendigt, at der kontinuerligt efteruddannes, og at den enkelte læge følger med i specialets udvikling. Det kan foregå både regionalt, nationalt og globalt. I den sammenhæng er det vigtigt, at alle får adgang til mindst ti betalte efteruddannelsesdage pr. år.

Udmøntning

En effektiv udnyttelse af de ambulante funktioner i både sygehusvæsen og speciallægepraksis vil forudsætte, at der er tillid og respekt de enkelte læger og sektorer imellem.

Ovennævnte Boye var trendsætter i sin tid og respekteret for sin faglige dygtighed uden at klandre dem, der havde dårligere resultater. Han gav teknikken og metoderne fra sig til glæde for kolleger i almindelighed og patienterne i særdeleshed.

I det rigtige regi og med en positiv indstilling sektorerne imellem vil det være muligt i fællesskab at løfte en stor del af den kommende lægemangel, så det mindst muligt mærkes af de patienter, der har behov.

Der er aftalemæssigt i overenskomster og honorarer ikke lagt hindringer i vejen for, at det kan lykkes.

Derimod er der mange politiske og kollegiale forhold, der binder lægerne fast i en uhensigtsmæssig funktion og til tider fejlagtig opfattelse af hinanden. Lad os tage arbejdstøjet på og få problemerne løst inden en løsning bliver dikteret.