Amerikanske læger plages af retssager

NEW YORK

Peter Aaronson har været specialist i anatomisk patologi i Massachusetts siden 1974. Han har adresse i Boston, er uddannet fra University of Vermont og har ikke publiceret noget i videnskabelige skrifter, men han er medlem af det pompøst lydende Alpha Omega Alpha Medical Honor Society. Det kan man alt sammen læse på hjemmesiden hos delstaten Massachusetts' medicinske »licenskontor«: Massachusetts Board of Registration in Medicine.

Man kan også se, at i 2001 betalte Aaronson et ikke nærmere angivet beløb - men under gennemsnittet, som der står - i erstatning til en patient, der havde anlagt en retssag mod ham.

Sådan kan man slå sin læge op og se allehånde oplysninger, inkl. hvad der måtte være af eventuelle klager, som i USA typisk er lig med retssager, mod den læge, man enten allerede har eller overvejer at henvende sig til.

Registreringerne går ti år tilbage.

Reglerne varierer fra delstat til delstat, og de offentligt tilgængelige oplysninger om lægerne i Massachusetts er USA's mest vidtgående.

»Vi var de første, der lagde lægeprofiler ud på internettet, og vi mener, at vi stadig har de mest omfattende oplysninger«, siger talsmand Russell Ames fra delstatens lægeforening, Massachusetts Medical Society.

Det er ikke specielt kontroversielt, når det gælder lægernes adresse og telefonnummer, men når det kommer til retssager, stiller sagen sig anderledes. For potentielle patienter risikerer at blive forskrækkede.

Ganske vist står der en lang tekst på hjemmesiden om, at lægelige erstatningssager ikke nødvendigvis betyder, at den pågældende læge er uduelig - at der f.eks. kan være tale om et meget prekært speciale med stor risiko - samt at så og så mange læger med samme speciale har haft lignende sager. Men faktum er, at det står der.

»Vi tror, at forbrugerne er smarte nok til at kende forskel og indse, at en enkelt eller endda to retssager mod en læge ikke nødvendigvis afspejler dårlige evner«, siger Ames.

»Og vi har ikke noteret os nogen generel nedgang i antal medlemmer, som ønsker at praktisere i Massachusetts. Tværtimod fortsætter vi med at vokse med 1-2 pct. om året«, siger han.

Ufiltreret information

Ikke desto mindre er den store åbenhed om retssager særdeles kontroversiel.

Den nationale lægeforening, American Medical Association (AMA), er ikke ovenud begejstret.

»Det er kontroversielt. Hvis informationerne skal være offentligt tilgængelige, må de forsynes med de rette forklaringer.

Vi så helst, at der blev foretaget en vurdering af den pågældende læges ligestillede [peer review, red.]. Massachusetts lægger ufiltreret information ud«, siger en talsmand for AMA.

Åbenhed omkring klager og tvister kan betyde noget for de pågældende lægers muligheder for at tiltrække nye patienter, men på den anden side er mange tilknyttet forsikringssystemer, hvorfra der henvises; deres specialitet er sjælden i deres område; eller deres almene omdømme er stærkt nok til ikke at blive påvirket. Så en sag ved domstolene eller et forlig behøver strengt taget ikke lægge en bombe under lægens økonomiske grundlag.

Men i sidste ende er lægerne og AMA bange for, at offentlighed omkring erstatningssager skal bære yderligere ved til det, de opfatter som en krise i USA's sundhedssystem - retssagerne og de dermed forbundne eskalerende forsikringspræmier. Især klager de over retssager, der ikke har noget medicinsk grundlag men simpelt hen anlægges, fordi en patient øjner en chance for at få en økonomisk gevinst.

Med hensyn til praktiseringen af medicin bidrager udviklingen til, at læger af bar angst for at få en sag på halsen overdriver deres behandling.

I en meningsmåling fra februar 2003 foretaget af Harris-instituttet siger 38 pct. af de adspurgte læger, at de »ofte« overbehandler for ikke at risikere sagsanlæg, mens 56 pct. svarer »nogle gange«.

»Det fører til defensiv lægegerning«, siger John C. Nelson, AMA's formand, som er gynækolog i Salt Lake City, Utah. Han plejede også at være obstetriker men har lagt det på hylden af tidshensyn, mens han er foreningsformand.

Men det var mens han praktiserede obstetrik, at Nelson selv var ude for en sag. Efter hans mening en af de grundløse.

»En patient lagde sag an mod mig efter en fødsel, hvor jeg havde bistået.

Patienten klagede over smerter ved samleje bagefter. Det havde hun klaget over allerede to år inden, og jeg mener, at problemet er psykisk«, fortæller Nelson.

»Jeg havde ikke gjort noget galt men indgik alligevel forlig på 25.000 dollar [næsten 150.000 kroner, red.]. En retssag ville have kostet 60.000 dollar [ca. 354.000 kroner, red.]«, siger han.

I stedet for at stå på det, man mener er sin ret, kan det altså bedre betale sig at give patienten nogle penge.

Færre speciallæger og høje præmier

Den slags eksempler er USA fuld af. Også her er der variationer fra delstat til delstat, og det kan ligefrem føre til, at de mange retssagers eventuelle effekt på de individuelle lægers ry ophæves.

»Se på Florida. Her er hver eneste hjernekirurg blevet sagsøgt«, siger John C. Nelson.

»Men ens speciale kan være risikofyldt. Eller man kan have fulgt alle retningslinjer og stadig få et dårligt resultat«, siger han.

De mange retssager har ført til, at visse dele af USA nu er underbefolket med f.eks. obstetrikere, så gravide må køre længere - og nogle gange til en anden stat - for at få hjælp til at føde deres børn. Andre steder har de tårnhøje præmier, som forsikringsselskaberne tager for at dække lægers praksis, betydet, at læger går uden om visse specialer.

Inden for generel kirurgi er præmien på en forsikring f.eks. steget fra 100.068 dollar - ca. 590.000 kroner - i 2000 til 277.241 dollar - ca. 1,6 mio. kroner - om året i 2004 i Miami-området i Florida.

Ifølge AMA er der nu 20 delstater i USA, som er i »akut krise«, som AMA kalder det, fordi læger enten flytter, trækker sig tilbage eller bare undlader at praktisere bestemte funktioner.

Advokaternes salærer

Men som med enhver sag er der altid en anden side. I USA repræsenteres den i dette spørgsmål af sagførerne.

Den dansk-amerikanske advokat Jan Meyer, som praktiserer i New York/ New Jersey-området, har fra tid til anden medicinske sager - i en sag, der p.t. er undervejs i systemet, har en patient f.eks. fået brandsår af en varmepude.

»Naturligvis skal oplysninger om patientklager være tilgængelige. Man skal jo vide, om lægen er god eller dårlig«, siger han.

I hans område ses det ofte, at læger modsætter sig forlig, som forsikringsselskaberne ønsker.

»I New York skal lægerne give tilsagn til et forlig. Og hvis de har en god sag, vil de hellere lade sagen gå til doms og forsøge at blive frifundet, end gå med til et forlig«, siger Jan Meyer.

»Så der er ikke så mange dårlige [for patienten, red.] sager, som kommer til doms«.

Set fra hans og hans kollegers bord er lægernes kritik af systemet ofte bare udtryk for angst for at blive stillet til ansvar. Og lægegerningen kan godt være præget af sammenspisthed.

»I New York skal der i en patient-retssag f.eks. indhentes udsagn fra en anden læge med samme speciale. Og de har en oldboysclub. De vil ikke sige noget dårligt om hinanden. Det kan nogle gange være svært at få en erklæring igennem. Så ofte tager man en fra Vestkysten i stedet«, siger han.

Men AMA-formand John C. Nelson opponerer stærkt imod anklagen om sammenspisthed.

»Vi er forpligtet til at sige sandheden«, siger han.

Efter mange lægers mening er sagførerne netop skurkene i problemet, fordi de ofte får et salær, der afhænger af erstatningssummen. Jo større erstatning, jo større salær.

Grænser for erstatning

AMA ville foretrække, at patientsager mod læger ikke blev bedømt af juryer, som efter foreningens mening ofte ikke besidder den nødvendige medicinske ekspertise for at vurdere sagerne, og ligeledes ofte indentificerer sig med sagsøger.

I stedet vil AMA have en slags »ret af ligestillede« - altså hvor læger bedømmer læger. I visse delstater findes rådgivende udvalg med deltagelse af læger, som kan høres i retssager, men syste-met er ikke landsdækkende og heller ikke magtfuldt nok efter AMA's mening.

Og måske allermest mener AMA, at der snarest muligt bør indføres en afskrækker, så der ikke kommer så mange retssager. Enkelte delstater - bl.a. Californien - har indført øvre grænser for, hvor meget man kan få i erstatning i en medicinsk retssag, men lægestanden vil have en national grænse.

Her har de en lydhør partner i præsident George W. Bush, som mener, at det nuværende system bidrager til at øge udgifterne til nationens sundhedsvæsen alt for meget.

I sin traditionelle tale til nationen i februar bebudede Bush »reform af det medicinske ansvarssystem, som vil både reducere omkostningerne til sundhedsvæsenet og sikre, at patienter har de læger og de behandlingstilbud, som de har brug for«.

Bush har ytret ønsker om at sætte grænsen til maks. 250.000 dollar - næsten 1,5 mia. kroner - for tort og svie, mens der ikke vil være nogen grænse for kvantificerbare størrelser såsom tabt arbejdsfortjeneste og udgifter til pleje.

Indtil videre har en sådan reform ikke kunnet vedtages, men tidligere i år kom Bush-regeringen igennem med at flytte de masseretssager, som er ret hyppige i USA, og som kan omfatte tusindvis af sagsøgere, op i systemet.

Sager til over 5 mio. dollar - næsten 30 mio. kroner - som involverer patienter eller virksomheder fra flere delstater, skal nu behandles i føderale retssale. Baggrunden er, at det normalt er sværere at få retssager godtaget til behandling på føderalt plan end på delstatsplan.

Det er endnu for tidligt at vurdere, om en sådan organisatorisk omrokering imødekommer regeringens planer om at begrænse antallet af patient-læge- retssager.