Amerikanske rygeforbud trænger ind i hjemmet

Butiksassistenten Mary står og skutter sig på et gadehjørne på Manhattans Upper West Side i New York. Hun har taget en pause fra arbejdet for at få sig en cigaret. Det er snart syv år siden, det blev et helt almindeligt syn med newyorkere, der skulle ryge på gaden i arbejdstiden.

Men som noget helt nyt kan Mary på East 95th Street meget vel få selskab af beboere fra den nye 17. etagers boligblok, der snart står klar til indflytning skråt overfor. Her er New York nemlig ved at få sin første helt røgfri boligblok. For beboerne gælder rygeforbuddet ikke bare på fællesarealer og inde i lejlighederne. De må end ikke ryge ud ad vinduerne, på deres altaner eller på fortovet rundt om bygningen.

En talsmand for bygherren, Kenbar Management, har til tv-stationen CBS forklaret, at man »i et lejlighedskompleks har så stor indflydelse på de øvrige beboeres liv, at vi gerne vil tilbyde folk muligheden for at bo i et helt røgfrit miljø«.

Nu, mens det stadig er en byggeplads, er der også totalt rygeforbud for håndværkerne. »Overtrædelse medfører bortvisning«, står der på et skilt underskrevet af bygherren, Gotham.

Dermed er private etageboliger blevet den nye frontlinje i kampen mellem rygere og ikkerygere i USA. Især i kyststaterne New York og Californien er lovgiverne og private virksomheder gået meget længere end de efterhånden udbredte forbud på arbejdspladser, restauranter og barer. I nogle californiske småbyer er de offentlige rygeforbud også blevet udvidet til parker og strande, den føderale regering i Washington er begyndt at opfordre til delvise rygeforbud i socialt boligbyggeri, og i USA's største storby, New York, er sundhedskommissær Thomas Farley nu også begyndt at tale varmt for, at parker, strande og måske også fortovsrestauranter bliver helt røgfri.

Alle forbuddene bunder i hensynet til den offentlige sundhed.

I New York er det i dag 16 procent af befolkningen, der regner sig selv som rygere. Og nogle af dem føler sig efterhånden lige så marginaliseret og uvelkomne som narkomaner. Audrey Silk fra organisationen Borgerlobbyen mod Rygerchikane (CLASH) siger, at hun stort set er holdt op med at gå ud.

»Jeg nægter at sætte mine ben steder, hvor jeg ikke kan få lov til at ryge. Det her er ikke længere en sundhedskampagne. Det er en hadekampagne. Det er et angreb på vores alle sammens frihed. Der er intet videnskabeligt belæg for at forbyde røg i folks private hjem. De sidder virkelig der og påstår, at røg er i stand til at bryde fysikkens love og siver gennem vægge. Og når først vi begynder at forbyde ting, fordi de lugter, hvor går så grænsen?«, spørger Audrey Silk, hvis hæse stemme er mærket af mange års røg.

Men Dr. David Meyers, der er hjertelæge på det medicinske fakultet på University of Kansas, har kun en hånlig latter tilovers for Audrey Silks fremstilling. Han har for nylig afsluttet et af USA's største sammenlignende studier af de tiltagende rygeforbuds betydning for den offentlige sundhed. Meyers hold har lavet en metaanalyse af ti af de 15 kendte større analyser af rygeforbud. Og han er ikke et sekund i tvivl om, at rygeforbuddene har reddet liv. Studierne viser klart, at antallet af hjerteanfald (myokardieinfarkt) falder med i gennemsnit 15 procent, når der bliver indført rygeforbud i det offentlige rum. Han mener, at et totalforbud mod rygning alene i USA vil føre til mindst 100.000 færre hjerteanfald om året.

En af de mest markante og oftest citerede undersøgelser stammer fra den lille by Helena i Montana, hvor der var rygeforbud på barer og restauranter i et halvt år, inden forbuddet blev omstødt af en domstol. I det halve år blev der registreret 40 procent færre hjerteanfald. Så snart det igen blev tilladt at ryge på beværtninger, steg tallet til samme niveau som før.

Nu tyder meningsmålinger også på, at et stigende antal amerikanere gerne vil være helt fri for røg i deres hverdag. New Yorks Koalition for en Røgfri By siger, at 57 procent af alle newyorkere er klar til at betale mere for deres bolig, hvis den er helt fri for røg. Og 68 procent. ønsker ikke at købe eller leje en bolig, der lugter af røg.

En af dem er den 33-årige musiker Claire Bowman, der er på udkig efter ny bolig, selv om det kun er et par måneder siden, hun er flyttet. Hun vil væk, fordi underboen ryger.

»Min sangstemme er ikke som før. Og naboens røg får mit hjerte til at galoppere, mine øjne til at løbe i vand, mit hoved til at dundre, og mine bihuler stopper til. Jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg bliver enormt søvnig - sikkert fordi min krop får det så skidt, at den bare får lyst til at lukke ned. Det her er meget værre, end hvis naboen larmer. Mine naboers livsstil gør mig faktisk syg«, siger Bowman.

I Koalitionen for en Røgfri By siger direktør Joanne Koldare, at hun ikke er så naiv at sigte efter et totalt rygeforbud. Og hun understreger, at hun ikke er ude efter rygerne. Bare deres røg. Hun er begejstret for de private bygherrers og udlejeres initiativ i retning af flere røgfri etageejendomme. Og hun ser gerne, at næste skridt bliver rygeforbud i byens parker.

»Parker og strande er rekreative områder, og vi bør ikke som samfund lade vores børn associere rygning med afslapning. Vi ved, at 90 procent af alle rygere er begyndt som unge. Så hvis vi som samfund lukker alle de steder, hvor børn ser det at ryge som noget helt normalt, så har vi forhåbentlig mulighed for at forhindre, at næste generation vokser op og dør af røgen. Jeg ønsker ikke at kriminalisere rygerne, og vi må erkende, at tobakken har eksisteret siden 1600-tallet. Men hvis nogen forsøgte at introducere tobak som et nyt produkt i dag, så ville det aldrig blive tilladt. Det er formentlig det mest fejlbehæftede produkt, der findes på markedet i dag«, siger Joanne Koldare.

RYGEFORBUD

Pave Urban VII udstedte i 1590 verdens første kendte rygeforbud. Paven truede med at ekskommunikere enhver, der bragte tobak ind i en kirke. Siden har der været en lang række nationale eller mere lokale rygeforbud - f.eks. Det Osmanniske Rige i 1633, Berlin i 1723, en gammel regeringsbygning af træ i Wellington i New Zealand i 1876 og diverse offentlige bygninger i nazisternes Tredje Rige i 1941.

I 1646 forbød retten i den amerikanske koloni Massachusetts rygning inden for fem mil fra bygrænsen. Året efter besluttede nabokolonien Connecticut, at indbyggerne kun måtte ryge én pind tobak om dagen.

I løbet af det 20. århundrede blev den amerikanske tobaksindustri så magtfuld en økonomisk faktor, at efterhånden alle ældre rygeforbud forsvandt i USA.

Minnesota blev i 1975 den første amerikanske stat til at indføre mere omfattende rygeforbud i det offentlige rum.

I midten af 1990'erne vandt en række amerikanske stater i retten store erstatninger fra tobaksindustrien, som bevisligt havde skjult sin viden om, at nikotinen i tobak både er vanefremkaldende og kan forårsage kræft.

Californien og New York fulgte op med rygeforbud på arbejdspladser og siden også på barer og restauranter.

Der er ingen føderal lovgivning om rygning i USA. Men i dag har mindst 25 af USA's 50 stater omfattende forbud mod rygning på arbejdspladser - inkl. restauranter og barer - syv stater har generelle rygeforbud, der ikke gælder på barer og kasinoer, seks har mere begrænsede rygeforbud, og 12 stater har ingen decideret lovgivning, men næsten alle har masser af lokale forbud. Kun i Oklahoma har staten decideret forbudt lokale myndigheder at indføre rygeforbud.