Anæstesiologisk kompetence ved akut sectio

I Danmark foregår 21,5% af fødslerne ved sectio, og mere end halvdelen af disse er akutte.

Anæstesi til sectio er en speciallægeopgave. De mange scenarier, der kan opstå akut i forbindelse med fødsel og sectio, kræver overblik, viden, erfaring og tekniske færdigheder af den læge, der varetager anæstesien.

Vanskelig intubation og fejlintubation forekommer langt hyppigere i den obstetriske population end hos andre patienter som følge af graviditetsbetingede ødemer af svælg og larynx [1]. Endvidere medfører graviditet en øget risiko for aspiration af ventrikelindhold til luftvejene på grund af dislokation af ventriklen og nedsat tonus af den øsofageale sfinkter.

På denne baggrund har regional anæstesi siden begyndelsen af 1980'erne været den anbefalede anæstesimetode til både elektivt og akut sectio. Den udbredte anvendelse af regional anæstesi til sectio har medført et markant fald i den anæstesirelaterede mødredødelighed, hvilket tydeligst fremgår af rapporter fra Confidential Enquiries into Maternal Deaths in the UK, der igennem årtier har foretaget disse registreringer.

Siden 2009 har vi i Danmark haft en fælles obstetrisk og anæstesiologisk guideline for tilkaldeprocedurer til akut sectio for at sikre en entydig melding om, hvor hurtigt forløsningen skal foregå. Ved melding af grad 1-sectio skal barnet være forløst inden for 15 minutter, ved grad 2-sectio inden for 30 minutter og ved grad 3-sectio inden for en til flere timer, afhængigt af indikationen.

Kommunikationen mellem jordemoder, obstetriker og anæstesiolog er af afgørende betydning for valget af anæstesi. Generel anæstesi anbefales kun til de få, ekstremt akutte tilfælde, hvor regional anæstesi ikke kan etableres hurtigt nok, eller hvor der er kontraindikationer mod regional anæstesi. Spinal eller epidural anæstesi, hvis der i forvejen er anlagt en velfungerende fødeepidural, kan dog virke næsten lige så hurtigt som generel anæstesi [2]. Profylaktisk anlæggelse af fødeepidural hos kvinder med høj risiko for at skulle føde ved sectio, som f.eks. kvinder med adipositas og diabetes mellitus, kan medvirke til at sikre en høj frekvens af regional anæstesi ved akut sectio [2].

I Danmark og i mange andre lande er det en målsætning, at regional anæstesi bliver anvendt ved mindst 95% af de elektive og ved mindst 85% af de akutte sectio. Målsætningen er arbitrær, men bestemt ud fra ovennævnte viden om anæstesirisiko, og fordi der kun er få procent af de akutte sectio, der foretages på grad 1-indikation. I afdelinger med et vagtberedskab af speciallæger, der har rutine i obstetrisk anæstesi, er anvendelsen af regional anæstesi til akut sectio ofte over 90-95% [3].

I en artikel i dette nummer af Ugeskrift for Læger har forfatterne undersøgt, om speciallægerne på deres egen afdeling (med 4.500 fødsler og 700 sectio årligt) opfylder målsætningen om at anvende regional anæstesi ved mindst 85% af de akutte sectio [4]. Dette var kun tilfældet for et fåtal af speciallægerne, som var de læger, der havde udført det største antal anæstesier til sectio.

Artiklen synliggør det problem, at speciallæger mange steder har vagtfunktion på afsnit, hvor de ikke jævnligt har dagfunktion. Lægerne opnår derved ikke den rutine eller indforståede kommunikation med samarbejdspartnerne, der er forudsætningen for at træffe de mest hensigtsmæssige valg i patientbehandlingen.

Fødsler er samlet på relativt få afdelinger i landet. På de store universitetsafdelinger har man ofte fødende med komplicerende lidelser, hvilket yderligere begrunder, at der døgnet rundt bør være en anæstesiologisk speciallæge med særlig kompetence til at behandle obstetriske patienter.

Korrespondance: Ulla Bang, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, Aarhus Universitetshospital, 8200 Aarhus N. E-mail: ullabang@rm.dk

Interessekonflikter: ingen