Skip to main content

Anbefaling af ferielitteratur

Det er ikke let sommerferielæsning, der bliver anbefalet her, men derfor skal man alligevel ikke snyde sig selv for et sjældent indblik i de ødelæggende konsekvenser af omsorgssvigt og incest.

Foto: PantherMedia/jukai5
Foto: PantherMedia/jukai5 (Foto: PantherMedia / jukai5)

Speciallæge i intern medicin, forsker i cancermedicin Anders Mellemgaard, Cambridge, UK
E-mail: a.mellemgaard@dadlnet.dk

20. jul. 2018
3 min.

I ferien har man lov til at synke mere ind i et litterært univers, og for mig fremstår de bøger, som jeg har læst i ferier, meget stærkere end dem, som jeg har læst i mange bidder mellem de daglige gøremål. "Lykke-Per", "Border trilogy" og "Infinite jest" er eksempler på bøger, som jeg næppe var kommet til at holde af, hvis de ikke var blevet læst på en ferie. Skal man anbefale en bog, må det derfor blive en lidt tungere en af slagsen, enten i længde eller tyngde.

Valget er faldet på Edward St Aubyns romanrække "Never mind", "Bad news", "Some hope", "Mother’s milk" og "At last", publiceret samtidigt og bedst læst sammenhængende. Fortællingen er autobiografisk og beskriver perioder i St Aubyns alter ego Patrick Melroses liv. Startende med de tidlige drengeår præget af forældrenes neglekt og misbrug, over ungdom med misbrug af alkohol og stoffer til et clean voksenliv som forælder.

I første bind voldtager og fysisk straffer Patricks far ham igen og igen, ligesom han blev undfanget, da hans far voldtog hans mor. Omsorgssvigtet er totalt, ikke mindst i forhold til moren, som er alkoholiseret og selvoptaget. I "Bad news" er Patrick blevet voksen og må forholde sig til farens død, som fører til en genoplevelse af barndommens traumer. På dette tidspunkt er han narkoman og skifter mellem ørkesløs rus og elendig abstinens. "Some hope" er den korteste roman og er et intermezzo, hvor Patrick er ved at blive clean og deltager udmattet og uinteresseret i groteske fester. I "Mother’s milk" er Patrick blevet far, men har svært ved forældrerollen, og igen reflekteres der over sammenhængen med egen barndom. Misbruget begrænses til alkohol og beroligende tabletter. "At last" begynder ved morens begravelse, og endnu en gang må hele fortiden vendes og dissekeres.

Men hvorfor skal man så bruge et par feriedage på noget så dystopisk og deprimerende? Fordi de fleste af os kun kender incest og omsorgssvigt fra aviserne, men her får man et indblik i, hvor forfærdeligt og grundlæggende det påvirker et barn i den formative alder. Beskrivelserne af håbløshed, dekadence, tab af menneskelig værdighed og ondskab er sjældent set bedre. Faktisk tror jeg ikke, at der er en eneste person, som er positivt beskrevet i hele pentalogien. Men bogen er også fuld af humor, ikke mindst Patricks børns betragtninger og gode råd er kostelige.

De fem bind fremstår selvstændige, også i form og sprog, men for at forstå sammenhængen mellem barndom og voksenliv må man læse dem i rækkefølge. De er oversat til dansk, men kan nemt læses på originalsproget.

Og hvis du, kære læser, ikke føler dig fristet af dystopi og tristesse, så kunne mit alternative bud være en (gen?)læsning af "Three men in a boat", Jerome K. Jeromes klassiker fra 1889. Samme sproglige elegance, samme engelske humor, men meget hurtigere læst.