Der var også i Aabenraa, at Anders Troelsen flyttede sammen med sin kone, så derfor blev hun tidligt »vaccineret« mod hans arbejdsiver, som han selv siger.
»Vi er enige om, hvor meget jeg prioriterer mit arbejde. Jeg ved ikke, om det er misundelsesværdigt at være professor. Jeg har arbejdet mange timer og bevidst fravalgt andre ting. Jeg spiller ikke håndbold med gutterne et par gange om ugen eller laver andet i min fritid. Jeg prioriterer mit arbejde og mine børn, når jeg er hjemme. Desuden havde jeg i starten af mit arbejdsliv meget svært ved at holde ferie og talte ofte dagene til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde«, siger han.
Efter en kombineret klinisk og forskningsmæssig ph.d. i Aarhus, hvor forskerkarrieren for alvor tog fart, kom han til Hvidovre Hospital som 31-årig i specialistuddannelse.
»Jeg kom hurtigt til at opleve den magt, der ligger i forskningen. Det er fascinerende at være med til at udvikle sit område og påvirke, hvordan patienter skal behandles. Desuden er ortopædkirurgien fyldt med dogmer, som hvorfor patienten skal have gips på i seks uger. Hvorfor ikke tre og så bevæge den? Og hvorfor ikke undlade at operere i visse tilfælde og se, hvordan det går? Det er sjovt at rydde op i de dogmer, og det er dybest set det, min forskning går ud på«, forklarer Anders Troelsen.
»Jeg elsker at operere«
Hans professorstilling er delt mellem klinik og forskning, men i realiteten bliver det oftere til to 75 pct.-stillinger, fordi arbejdsdagen strækker sig ud over aftenen hjemme i huset i Solrød. Men han kan godt lide koblingen mellem det håndgribelige i sit arbejde og den teoretiske forskning, der sliber håndværket til. Selv om han dog er hurtig til at sige, at det er inde på selve operationsstuen, han mest ser sig som læge.
»Jeg elsker at operere. Jeg elsker det manuelle og det tekniske. Jeg elsker, at jeg kan identificere et klart problem, som jeg kan gøre noget evidensbaseret ved. Patienterne fejler tilsyneladende det samme, men ingen patienter er ens, så derfor finder jeg stor glæde ved at nørde med det tekniske og søge den optimale operation. For alt kan perfektioneres. Derfor er koblingen mellem det kliniske og forskningen så vigtig«, forklarer Anders Troelsen.
Når forskningen betyder så meget for Anders Troelsen, har han også konstateret, hvor meget det betyder, når han især i USA og i Sydeuropa præsenterer sig som professor.
»Mange steder i udlandet er læger meget konservative, og døre åbnes pludseligt, når jeg benævner mig som professor, på trods af ung alder. Folk er mere tilbøjelig til at samarbejde med mig og investere i min forskning«.
Anders Troelsen mener, at han sammen med afdelingsledelsen og de andre seniore forskere på afdelingen har været med til at skabe bedre rammer for forskningen og øge antallet af publikationer, der nu er på ca. 70 om året – hvoraf han selv står for 20-25 artikler om året.
Halvvejs igennem sit professorat er han bevidst om, at det forsat handler om at publicere og skrabe penge ind til ny forskning. Men han har dog et næste klart mål.
»Jeg kan godt lide at være god til det, jeg laver. Og et lærestolsprofessorat vil afspejle, at nogle andre havde vurderet, at jeg er god til det, jeg laver. Det vil give en faglig og personlig tilfredsstillelse at få den anerkendelse. Det er ikke sådan, at jeg jagter anerkendelse. Men på en eller anden måde betyder et lærestolsprofessorat den anerkendelse, for det er et stempel, der betyder, at min betydning for det faglige er stor nok til, at jeg bliver fast tilknyttet«, siger han.
Rejs nu ud
Kedsomhed er noget, Anders Troelsens frygter mest. Også faglig kedsomhed. Derfor finder han det nødvendigt mindst en gang om året at komme ud af Danmark og ud til en kollega i et andet land for at se, hvordan andre kirurger gør. Og han mener, at alle læger burde gøre det samme. Denne holdning har tidligere medført længere faglige ophold i Boston og Oxford.
»Min glæde ved mit fag ligger i at have en stærk faglig holdning. Jeg er nødt til at holde mig fagligt opdateret, og det betyder, at jeg er nødt til at se verden, og hvordan andre gør tingene. Det måske vigtigste ved vores fag er at tale med kollegaer og dele viden. Derfor bør alle læger en gang om året besøge en kollega et sted i verden. Alle er nødt til at investere i sin uddannelse for at holde sig fagligt lykkelig«.