Ansigt til ansigt med medlemmerne

FAYL's bestyrelse har netop holdt det første af fire dialogmøder, hvor hele bestyrelsen stiller op til en uformel diskussion med foreningens medlemmer. Og helst dem, man sjældent eller aldrig ser i de forsamlinger, hvor de aktive og tillidsfolkene snart kender hinanden til hudløshed.

Spørgsmålet er, om det var den rigtige form, der var valgt til det første møde, som fandt sted i Rigshospitalet Auditorium 1, og hvor formand Erik Jylling måtte bede den meget spredte forsamling rykke nærmere, i retning af de forreste rækker.

Der var - håbefuldt - indforskrevet 200 sandwichs, og mens urets visere rykkede nærmede mødetidspunktet, skrumpede succeskriteriet ind: 200, dét vil være en succes, mente en. 100 ville nu også være godt, mente en anden realistisk, som kunne huske fremmødet til forårets overenskomstmøder. Ja, mellem 50 og 100 ville slet ikke være dårligt.

Der kom 50, og så var den fuldtallige bestyrelse og et velrepræsenteret sekretariat talt med.

Tillidsfolk stresses og trues

Dagsorden var åben, da - som Erik Jylling forklarede - »dialog skal forstås meget bogstaveligt«.

Af samme grund havde bestyrelsen heller ikke forberedt indlæg, og bortset fra et oplæg af centerdirektør på Rigshospitalet, Henning Jans »om dialogen mellem yngre læger og ledelsen«, var der frit slag i debatten.

De hidtidige kredsgeneralforsamlinger, med fastlagte dagsordener og formalia tiltrækker faktisk efterhånden endnu færre end dialogmødet her, og i dét lys var det måske ikke så ringe endda, mente Erik Jylling .

- »Dialogmøder« er fortsat på afprøvningsstadiet. De fire møder vil blive afviklet lidt forskelligt, for at finde den bedste form, sagde formanden. Især ville bestyrelsen også gerne høre ideer, forslag og meninger fra alle de medlemmer, som ikke er tillidsrepræsentanter og - endnu - ikke aktive på et eller andet niveau i organisationen.

Et blik hen over de fremmødte viste dog, med én deltagers skøn, at 90 procent af de tilstedeværende var tillidsrepræsentanter.

Og skønt indbydelsen foreslog en række emner til debat, kom al diskussion hurtigt til at dreje sig om tillidsfolks elendige arbejdsvilkår i H:S i almindelighed, og på Rigshospitalet i særdeleshed.

Invitationen til dialogmødet på Rigshospitalet gjaldt alle yngre læger i H:S og Københavns Amt, i alt ca. 2.700, eller en tredjedel af FAYL's medlemmer. Fremmødet, minus bestyrelsen og sekretariatsmedarbejderne, udgjorde altså ikke nogen stor procentdel. Og antallet af ikke-tillidsfolk skulle nærmest opgøres i promiller.

Der blev ikke sparet på skrækhistorier om de fortrædeligheder, tillidsfolkene må lægge ryg til: fra ledelsens trusler, ulønnet og karrierebremsende slid, afkald på forskning, fritid og familieliv, og til vanskeligheden ved at finde kolleger, der vil gå ind i arbejdet og dermed aflaste de hårdt ophængte tillidsrepræsentanter.

Det dystre billede har næppe overtalt mange af de (få) fremmødte, som ikke er tillidsfolk, til at gå ind i det utaknemlige arbejde.

Mange pegede på latterligt tynde forvagtslag med en grotesk arbejdsbyrde som resultat. Mængden af ikke-lægeligt arbejde var også en kilde til udbredt kritik. Hvornår skulle man få tid og energi til også at påtage sig tillidsrepræ-sentantens rolle?

En ansat på Rigshospitalet mente ikke, at det nødvendigvis var fagforeningsarbejdet som sådant, der afholdt mange fra at tage en tørn som aktive medlemmer. Hun var heller ikke nødvendigvis enig i, at det var den store arbejdsbyrde i dagligdagen, der havde hovedskylden:

- Vi har på Rigshospitalet flere ansatte læger end et mellemstort amt, men kun én reservelægerådsformand. Det er hverken det lægelige arbejde eller den overvældende mængde af ikke-lægeligt arbejde, der holder os væk fra TR-arbejdet; det er strukturen. Vi må lave strukturen om, så den modsvarer arbejdsgivernes struktur. Vi har en mængde centre, som er spredt over hele geografien, og vi skal have en struktur, der svarer til dét, med centerbaserede reservelægeråd, sagde hun.

Det var flere enige i: Bl.a. en tidligere ansat på Rigshospitalet, som havde hæftet sig ved, at Joint Commission under akkrediteringsarbejdet havde bemærket, at han nok aldrig havde set en mere kompliceret ledelsesstruktur end her.

- Der er for mange ledelseslag, og alt for langt op til direktionen. Det er nok lettere at få en dialog med ledelsen på et sygehus i Ringkøbing Amt, hvor man mødes i kantinen og på gangen. Derfor skal vi organisere os centervist.

Unge nomader

Et tilbagevendende tema i FAYL's løbende debatter om tillidsrepræ-sentanternes vilkår er, at TR-arbejdet bør ses som en kompetenceudvikling. Det synspunkt fik et spark, da en ansat på Rigshospitalet, som »tidligere har været endog særdeles aktiv« fortalte, at han havde smidt fagforeningsaktiviteterne fra sig, fordi det blev alt for omfattende og både kolliderede med hans faglige ambitioner og ønsket om at se sin familie.

Han skulle ikke nyde mere, og ville heller ikke høre tale om, at TR-arbejdet dog kunne udvikle vigtige kompetencer:

- Jeg bruger megen tid på mit lægelige arbejde. Og jeg ønsker at gøre det. TR-arbejdet er meget krævende, og det kan jeg hverken byde min familie eller mine kolleger på afdelingen.

- Jeg ser ikke TR-arbejdet som en kompetenceudvikling. Og det skal heller ikke være drivkraften. No offence - men jeg bryder mig ikke om »professionelle« politikere, og jeg tror ikke, der er mange, som har lyst til at ofre den lægelige del af deres faglighed for at blive det.

Videreuddannelsens struktur er også en hindring for at skabe et ordentligt net af tillidsfolk, lød det.

- Vi skulle ikke hedde FAYL, men FAUN: Foreningen af Unge Nomader. Der er alt for stort flow gennem afdelingerne: Ind og ud af døren, uden at man når at komme ind i sagerne eller engagere sig, før man skal videre.

Ja, og dertil kom at man, hvis man lod sig vælge, ikke bare kunne overtage et par velordnede ringbind og en fungerende organisation på stedet. Hvis man da ikke skulle starte på helt bar bund, overtog man ofte blot en rodebunke af papirer og sager, som man ikke kunne nå at rydde op i, før man skulle videre til næste uddannelsesstilling.

Der blev gjort forsøg på at bringe andre emner ind i debatten, men den vendte hele tiden tilbage til tillidsrepræsentanternes problemer og vanskelighederne ved at rekruttere nye, der gad være aktive.

Brug for nye debatfora

- Jeg synes faktisk, mødet var udmærket, insisterer Erik Jylling . Han kunne godt have ønsket et langt større fremmøde af menige medlemmer, og vil nok også annoncere de kommende møder mere aggressivt. En medicinstuderende, som deltog i mødet, nævnte muligheden af at følge mødeindkaldelsen op med postkort umiddelbart før mødet som en påmindelse, og den idé kunne måske bruges, mener formanden.

- Alt i alt har mødet givet os nogle erfaringer om, hvordan vi skal organisere kontakten til medlemmerne, når kredsgeneralforsamlingerne nu skal afskaffes - som der synes at være enighed om - og hvordan medlemmerne skal få mulighed for at give bestyrelsen deres uforbeholdne meninger, uden at det nødvendigvis skal ske i store forsamlinger, der kan virke afskrækkende på nogle.

- Men i øvrigt skal man ikke underkende folks ret til ikke at give deres mening til kende, tilføjer Erik Jylling .

- Folk skal have muligheden. Men nogle har bare lyst til at holde kæft, og er i øvrigt tilfredse. Det skal man ikke gøre til et problem. Problemet er, hvis man ikke får opfanget utilfredshed. Måske kunne man også udbygge vores dialogforum på DADLNET, hvor de enkelte medlemmer i større udstrækning kan give deres meninger til kende.

Ubrugelig struktur i hovedstaden

Erik Jylling siger, at mødet i hvert fald gjorde ham klogere på flere områder:

- For det første fandt jeg ud af, at den måde, yngre læger er organiseret på i hovedstadsområdet, er uhensigtsmæssig i forhold til de store opgaver, der ligger på de enkelte sygehuse og de enkelte afdelinger, siger Erik Jylling .

- Der bliver for lang afstand fra det enkelte medlem til foreningen centralt. Jeg havde en fornemmelse af det, men på mødet blev det meget tydeligt fremhævet, at organisationen bør være anderledes i hovedstadsområdet.

- Det er simpelthen nødvendigt at fordele arbejdet på flere skuldre.

Erik Jylling peger desuden på, at FAYL i hovedstaden i for høj grad er struktureret i forhold til en central H:S-direktion, når virkeligheden har vist, at en mere hensigtsmæssig struktur burde afspejle den store grad af selvstændighed, de enkelte sygehuse i H:S har.

- Derudover blev det tydeliggjort, at der er stor forskel på, hvordan dialogen foregår mellem ledelse og tillidsrepræsentanter i hovedstaden, sammenlignet med resten af landet. Det blev lysende klart, at tillidsfolkenes arbejdsvilkår er væsensforskellige fra resten af landet - og langt ringere, end de har krav på.

- Men jeg vil gerne fremhæve, at man godt kan være fagligt ambitiøs yngre læge, og samtidig løfte en opgave som tillidsrepræsentant. Det synes jeg, alle medlemmerne i FAYL's bestyrelse er gode eksempler på. Det handler simpelthen om at uddelegere arbejdsopgaverne.

Endelig fik Erik Jylling bekræftet, at selv om der findes en stor mangel på yngre læger, er der stadig en »restgruppe-problematik« med ældre yngre læger, som ikke er blevet speciallæger, og som har en række vanskeligheder at slås med.

Selv om vi fokuserer på den »nye« yngre læge som selvstændig, stærk og individualistisk, skal vi ikke glemme, at der stadig er en gruppe af ældre læger, for hvem det er helt afgørende, at der er et kollektiv til at løfte og understøtte dem, siger Erik Jylling .

Region Øst (minus Københavns Amt og H:S): Tirsdag den 3. december 2002 kl. 17.00-19.00 i Roskilde.

Region Nord: Tirsdag den 21. januar 2003 kl. 17.00-19.00 i Århus.