Skip to main content

Ansigtsløftning.dk

Camilla Kjærager, projektleder og kommunikationschef i Yngre Læger, ck.yl@dadl.dk

15. mar. 2010
3 min.



Læger.dk er den indgang til Lægeforeningen, som medlemmerne oftest benytter, og det er også her, mange medlemmer møder Lægeforeningen for første gang. Derfor skal medlemmerne opleve relevans og værdi, hver gang de besøger Læger.dk. Det skal være tydeligt, at Læger.dk er stedet, når det handler om sundhedspolitik, medlemsservice, kompetenceudvikling og kollegialitet, og hverken læger eller andre interessenter skal være i tvivl om, hvor de finder den mest kvalificerede viden, sparring og debat, når det handler om de områder, Lægeforeningen beskæftiger sig med.

Derfor skifter Læger.dk nu udseende og får ny struktur. Den nye hjemmeside er et resultat af den første fælles webstrategi i Lægeforeningen og de tre forhandlingsberettigede foreninger, og siden er blevet brugertestet af læger undervejs i processen.

Velkommen!

Lægerne kommer typisk efter noget helt konkret, når de går på Læger.dk. Det kan f.eks. være kurser og input til deres speciallægeuddannelse og læge/lederkarriere i øvrigt, det kan være juridisk rådgivning i forbindelse med klagesager, eller det kan være spørgsmål om barsel, overenskomst og løn. Servicer der dels ligger i den fælles Lægeforening og dels i de tre forhandlingsberettigede foreninger - Yngre Læger, FAS og PLO. En af udfordringerne har derfor været at give brugerne et lynhurtigt overblik over, hvilke informationer og servicer, der findes hvor, hvad der er nyt, aktuelt og relevant for den enkelte og ikke mindst - nem adgang til foreningerne.

Fokus og prioritering

Det nye design afspejler også rent fysisk det øgede fokus på medlemmerne. Nyhederne fylder ikke længere så meget. Til gengæld er de placeret centralt på forsiden i en »fanebladsfunktion«, hvor man kan skifte mellem forskellige typer af nyheder: nyheder, som vi kender dem i dag, nyheder fra Ugeskrift for Læger og sundhedspolitiske emner under »Lægeforeningen mener«.

Hjemmesiden bliver også reklamefri, og stort set alt indhold kommer til at ligge åbent for alle interesserede, bortset fra personoplysninger og funktioner som f.eks. debat, der kræver, at systemet ved, hvem man er, for at man kan få adgang til det rigtige. Enkelte andre ting vil også kunne være beskyttet af password f.eks. forhandlingsstof.

Ny adgangskode døgnet rundt

I det nye design ændres den nuværende integration mellem webmail og Læger.dk, så der ikke længere automatisk er adgang til webmail, når man er logget på Læger.dk. Læger.dk vil stadig være et springbræt til webmail, for dem, der foretrækker det. Men fremover skal man logge på de to systemer hver for sig.

Adskillelsen af systemerne giver en række fordele. Først og fremmest åbner det for bedre support, hvor medlemmerne kan rekvirere ny adgangskode til webmail døgnet rundt via en selvbetjeningsløsning. Senere vil dette også blive muligt for adgangskoder til Læger.dk. Ændringen forventes også at forbedre performance på Læger.dk, da de to løsninger ikke længere vil kunne påvirke hinanden driftsmæssigt.

Hvis man vil bevare en form for single-sign-on, kan man vælge det samme password til Læger.dk og webmail. Det vil i princippet fungere næsten som i dag, men uden de nuværende uhensigtsmæssigheder.

Premierefeber

Den nye hjemmeside er planlagt til at gå i luften i starten af februar, og i den forbindelse vil der opstå nogen turbulens på adressen www.laeger.dk. Når den gamle side lukkes ned, vil der sandsynligvis gå nogle timer, før den nye side viser sig. Søgemaskinen vil også være ude af drift i en kortere periode, indtil den finder ud af, hvor alt er placeret på den nye side. Ligesom gamle nyheder (og særligt links i nyheder) muligvis ser underlige ud.

Så hold øje med Læger.dk og find evt. mere information om forandringen på siden.

Formålet med hjemmesiden er at:

  • understøtte medlemmernes behov

  • understøtte og udvikle organisationens servicer og arbejdsgange

  • styrke foreningens indflydelse på sundhedspolitiske beslutninger

  • styrke foreningens image som lægernes interesseorganisation, dagsordenssætter og debatskaber.