Skip to main content

Antallet af praksishandler stiger, mens goodwillprocenten falder

Antallet af handler uden goodwill er steget med 76 procent siden 2013, og det trækker goodwill-procenten ned

Af stud.polit Nina Holst Christensen og chefkonsulent Thomas Bo Nielsen

2. mar. 2015
4 min.

Goodwill betales, når man overtager en almen lægeklinik1 med et etableret patientgrundlag. Normalt tager det en årrække for en lægepraksis, der startes op fra bunden uden tilmeldte patienter, en såkaldt nul-praksis2, at oparbejde det samme indtægtsgrundlag som en etableret lægepraksis. Goodwill kan betragtes som den merværdi en etableret praksis har i forhold til en nul-praksis, i form af forventet indtjening.

De praktiserende læger har kollegialt, i form af vedtægtsbestemmelser, fastsat et loft over goodwill. Det betyder, at praktiserende læger maksimalt kan handle deres praksis til en pris beregnet som gennemsnittet af de tre sidste års omsætning tillagt 36 procent.

PLO´s bestyrelse har besluttet, at der én gang om året – gennem en artikel i Ugeskriftet – kan offentliggøres tal for goodwill på landsniveau og på regionsniveau. I denne artikel offentliggøres derfor resultatet af opgørelsen af goodwill ved salg af praksis for 2014.

Antallet af praksishandler stiger

I 2014 blev der gennemført 257 praksishandler3. Af tabel 1 fremgår det, at fra 2003 til 2014 er der blevet handlet mellem 127 og 257 almene lægeklinikker årligt. Antallet af handler var stigende fra 2003 til 2011, og har i 2012 og 2013 været svagt faldende. Stigningen i antallet af handler i 2014 er markant. Antallet af handler i 2014 er 45 procent højere end det gennemsnitlige antal handler fra 2003 til 2013, og der er i 2014 blevet gennemført mere end 25 procent flere handler end i 2013. Det svarer til en stigning på 52 handler fra 2013 til 2014.

I den videre analyse er handler med anpartsselskaber ikke medtaget, da disse prissættes på en helt særlig måde. Der har i den betragtede periode været mellem en og otte af disse årligt. I 2014 er der registreret syv handler med anpartsselskaber. Ligeledes er handler, hvor der er tale om nul goodwill på grund af de særlige regler for familiehandler, ikke medtaget. Disse udgør i den betragtede periode mellem en og fem årligt. I 2014 er der registreret to familiehandler uden goodwill. Andre handler med nul goodwill er medtaget i landsgennemsnittet for goodwillprocenten, men ikke i de regionale opgørelser. Det bemærkes at praksis der lukker, samt overdragelser til kompagnon(er), er medtaget som handler under den antagelse, at praksis ville have været solgt, såfremt det var muligt.

Af tabel 1 fremgår det, at der i 2014 blev handlet 126 almene kompagniskabslægeklinikker, hvilket svarer til mere end halvdelen af alle handler i 2014. Af figur 1 ses det, at 33 procent af handlerne i 2014, svarende til 80 handler, vedrørte solopraksisser, mens der blev handlet 36 delepraksisser, hvilket svarer til 15 procent af alle handler i 2014.

Et stort antal nul-handler trækker goodwillprocenten ned

Det fremgår af tabel 2, at den gennemsnitlige goodwillprocent i 2014 var 46,9 procent. Goodwillprocenten har siden 2003 været faldende, med undtagelse af enkelte år. Goodwillprocenten i 2014 var den laveste for perioden 2003-2014.

I 2003 var der fem almene lægeklinikker der blev videregivet med nul goodwill, såkaldte nul-handler. Antallet af nul-handler steg stærkt frem til 2011, hvor 54 praksis blev handlet uden goodwill. I 2012 faldt antallet drastisk igen, til 27, for i 2013 at tælle 37 handler. I 2014 er der foretaget hele 65 handler med nul goodwill.

Nul-handler kan opstå i forskellige situationer, f.eks. ved lukning af praksis, hvis kompagnon(er) overtager praksis eller hvis praksis videregives til anden læge, uden at der betales goodwill.

Af de 65 nul-handler, er 16 lukket, 35 overdraget til kompagnon(er) uden goodwill, og 14 er handlet til anden læge uden goodwill.

Det bemærkes, at der ved syv af de registrerede nul-handler, har være penge involveret ved overdragelsen, men at beløbene har været for små til at blive registreret som egentlig goodwill.

Som i 2013 blev der ikke foretaget nogen maks-handler i 2014.

Den geografiske variation er fortsat stor

Af tabel 3 fremgår det, at den gennemsnitlige goodwillprocent ikke er faldet, når nul-handler fraregnes. Tværtimod er denne steget med ét procentpoint siden 2013.

Der er fortsat stor variation i den gennemsnitlige goodwillprocent på tværs af regionerne. Region Midtjyllands gennemsnitlige goodwill er på 75 procent, og er dermed den største. Den laveste på knap 28 procent opnås i Region Nordjylland. Den gennemsnitlige goodwillprocent i Region Nordjylland er således faldet med godt 14,2 procentpoint fra 2013 til 2014, mens den gennemsnitlige goodwillprocent siden 2013 er steget med henholdsvis 6,9 og 8,4 procentpoint i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Den gennemsnitlige goodwillprocent er i Region Sjælland faldet med knap 11 procentpoint fra 2011 til 2014.

Antallet af nul-handler er siden 2011 steget for alle regioner. I 2014 var der 27 flere nul-handler end i 2013. Mest markant var der i 2014 ti flere nul-handler i Region Syddanmark end i 2013, og i Region Sjælland var der syv flere handler end i 2013.

Referencer

Noter

  1. 1) Almen praksis og almen lægeklinik anvendes ensbetydende

  2. 2) En lægepraksis der startes op fra bunden uden tilmeldte patienter kaldes en nul-praksis, og tildeles lægen af regionen.

  3. 3) Åbning og lukning af regionspraksisser indgår ikke i denne opgørelse, da disse ikke kan anses for at være praksishandler.