Skip to main content

Antallet af praksishandler stort i 2007 på trods af lægemanglen

Direktør i Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Peter Orebo Hansen, konsulent Liselotte Freilev Grønvald, PLO og stud.polit Gyrithe Rosenlund Hansen, PLO

21. apr. 2008
3 min.

Antallet af praksishandler steg fortsat i 2007, men goodwillprocenten er faldet fra 2006 til 2007.

Hvorfor betales der goodwill?

De praktiserende læger har kollegialt, i form af vedtægtsbestemmelser, fastsat et loft over goodwill. Det betyder, at praktiserende læger maksimalt kan handle deres praksis til en pris beregnet som gennemsnittet af de tre sidste års omsætning tillagt 36 pct. Beløbet betales, fordi man overtager en klinik, der giver adgang til en potentiel og forudsigelig indtjening. Normalt vil det tage en årrække at oparbejde samme indtægtsgrundlag ved at starte en lægepraksis op fra grunden uden tilmeldte patienter, som nogle læger gør, hvis de får tildelt en såkaldt »nul-praksis« fra regionen.

PLO's bestyrelse har besluttet, at der en gang om året - gennem en artikel i Ugeskriftet - kan offentliggøres tal på landsniveau og på amtsniveau, dette er nu ændret til at blive opgjort på regionsniveau. Herudover vil der ikke blive lavet opgørelser. I denne artikel offentliggøres derfor resultatet af opgørelsen af goodwill ved salg af praksis for 2007.

Antallet af handler er fortsat højt

I 2007 blev der gennemført 182 handler. Det fremgår af Tabel 1 , at der i perioden fra 1997 til i dag er blevet handlet mellem 127 og 182 praksis årligt. Antallet af handler har været stigende hvert år siden 2003.

I den videre analyse er ikke medtaget handler med anpartsselskaber, da disse handler prissættes på en helt særlig måde. Det samme gælder handler, hvor der er tale om nul goodwill pga. de særlige regler for familiehandler. Disse handler udgør mellem 1-5 hvert år. Andre egentlige handler til nul er medtaget i landsgennemsnittet, men ikke i de regionale opgørelser. Antallet af handler er efter disse korrektioner fortsat større end tidligere år, nemlig 179 svarende til 7 flere end i 2006.

Det fremgår af Figur 1 og også af tabel 1, at der i 2007 blev handlet 50 delepraksis. Det svarer til, at ca. 28 pct. af de handler, der har fundet sted, skete i forbindelse med etablering eller salg af delepraksis.

Ca. 25-30 pct. af handlerne vedrørte solopraksis, i 2007 var denne andel dog 31 pct.

Det fremgår af Tabel 2 , at den gennemsnitlige goodwillprocent var på 69 pct. i 2007 mod 75 pct. i 2006, 73 pct. i 2005, 82 pct. i 2004, 89 pct. i 2003, 101 pct. i 2002 og 113 pct. i år 2001.

Der har været et konstant fald i goodwillprocenten fra 2001 til 2007, dog var der en mindre stigning fra 2005 til 2006. Antallet af nulhandler er stigende, der var 30 nulhandler i 2007 og kun 2 nulhandler i 2001. Nulhandler kan opstå i forskellige situationer, fx ved lukning eller ved overtagelse i kompagniskabsprakis, af de 30 nulhandler i 2007, var 26 ensbetydende med egentlig lukning af praksis.

Antallet af lukninger er steget fra 2006 til 2007, i 2006 var der 14 lukninger af praksis.

De mange handler uden goodwill i 2007 - 26 lukninger og 4 handler uden goodwill - medfører faldende goodwillprocent. Hvis beregningen for 2007 gentages uden de 26 lukninger, bliver den gennemsnitlige goodwillbetaling 80,1 pct., hvis de 4 handler uden goodwillbetaling inkluderes, bliver goodwillprocenten for de øvrige handler 82,8 pct., jf. Tabel 3 .

Den geografiske variation

Der er fortsat praksis, der handles til fuld pris, omtalt som »max handler«, men færre end i starten af perioden. De fleste max handler i 2007 var i Region Hovedstaden, hvor der var 5 max handler, mens der i hver af de øvrige regioner var én max handel, dog var der ingen max handler i Region Nordjylland.