Skip to main content

At arbejde med mennesker slider mentalt

En ny undersøgelse slår fast, at læger og andre i såkaldte relationsfag - dvs. mennesker, der arbejder med at skabe relationer - er hyppigere udsat for psykiske belastninger end andre.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. (Foto: Erwin Wodicka - wodicka@aon.at)
23. feb. 2016
2 min.

Læger er blandt de personalegrupper med patient- eller borgerkontakt, som er mere udsat end andre for at blive slidt mentalt ned af jobbet.

Det fremgår af en analyse fra centrum-venstre tænketanken Cevea, som omtales i UgebrevetA4.

Men det er ikke kun de psykiske belastninger, der kommer af at arbejde med mennesker, som slider. Analysen viser bl.a. også, at manglende indflydelse på arbejdet og modsatrettede krav spiller en rolle.

»Det er tydeligt, at det er organiseringen af arbejdet, der gør folk syge og dårlige. De føler ikke, at de har mulighed for at bruge deres faglighed og rent faktisk udfylde den rolle, de nu engang har", siger analysechef i Cevea, Frank Skov, til Ugebrevet A4.

Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke, genkender tydeligvis problematikken.

I et retweet af analysen skriver hun: "Styring og kontrol i det offentlige slider mentalt på de ansatte - tid til anden ledelsesvinkel".

Den holdning er hun ikke ene om.

»Der kan være nogle kontrolsystemer i det offentlige, der fratager de ansatte muligheden for at træffe egne beslutninger. Og selvom det kan være godt med regler, så er det en balancegang. Indflydelse på arbejdet er en vigtig faktor for trivslen. Og hvis de ansatte ikke får plads til at kunne lade deres faglighed råde på grund af fastsatte regler, så skaber det frustration og dårligt arbejdsmiljø«, siger Thomas Clausen, seniorforsker ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), til Ugebrevet A4.